Nyhed
06. maj 2004 | 13:27

DR viser Frihedsmaskinen

Er hackere ædle frihedskæmpere, som faktisk tjener et formål i samfundet? Det mener instruktøren af en dokumentar om hackere og nørder, der bliver vist på DR 2.
Af Annemarie Hørsman
Daniel er 20 år og hacker. Han startede for et par år af ren kedsomhed og er efterhånden blevet ferm til finde huller og sprækker i vores computersystemer. Tim er 36 år, har hacket i 22 og leder Europas ældste hackerklub i Berlin.

Jannik Splidsboels Frihedsmaskinen tegner et dobbeltportræt af de to erklærede hackere i et forsøg på at afmystificere og nuancere vores opfattelse af fænomenet. "Mit budskab er, at de her hackere ikke er kriminelle, og at de faktisk gør noget godt, som at bekæmpe overvågningssamfundet," siger Jannik Splidsboel i et tidligere interview på EKKOs hjemmeside.

Frihedsmaskinen sendes på DR 2 mandag d. 10. maj kl. 17.10 og genudsendes lørdag d. 15. maj kl. 14 samt på DR 1 søndag d. 16. maj kl. 13.25. Filmen er i distribution hos Det Danske Filminstitut.


Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko