DR2’s Dr. Jekyll og Mr. Hyde

”Han er et unikt menneske, enormt skarp og ikke bange for nogen. Mange vil sikkert mene, at det er en svaghed, hvis man for eksempel gerne vil holde lang tid som chef; han går ikke op i at please nogen. Men jeg er sikker på, at han kan løfte opgaven. Der skal nok blive gang i gaden.”

Sådan sagde journalisten Hans Davidsen-Nielsen i et floromvundent positivt portræt af Arne Notkin i Information, da den tidligere Deadline-styrmand i 2007 tiltrådte som DR2’s nye kanalchef.

Gang i gaden kom der. Men kun undtagelsesvis på grund af det, der de sidste fire år er kørt over skærmen på Danmarks Radios kulturflagskib. Til gengæld har medierne været fyldt med højspændt polemik om DR2-programmer, der er blevet censureret, holdt tilbage eller kasseret med Notkin i en tvivlsom hovedrolle.

I 2007 blev han rost for, at han ”satte grønne planter i syge kollegers kontorer”. I dag bliver han af flere nuværende og tidligere DR-medarbejdere beskrevet som uberegnelig, uprofessionel og ideologisk forblændet af personlige kæpheste.

Nationens frelse
Arne Notkin er en af det danske medielandskabs mest magtfulde personer. Arbejder man med fjernsyn uden for mainstreamsfæren, er DR2 eneste aftager. Og har man ikke Arne Notkins nåde, bliver man sendt ud i kulden. Derfor har flere kilder i denne artikel betinget sig anonymitet. ”Det er ikke værd at miste job og bolig på grund af Arne Notkin,” som en DR-medarbejder siger.

Historien om kanalchefen, der blev mere kontroversiel end sine programmer, kunne starte mange steder. Den kunne starte i sagen om krigsdukkesatire-julekalenderen H.A.S.H., som Notkin skrottede på baggrund af to langt fra færdige programmer uden at gå i nævneværdig dialog med skaberne. Eller den kunne tage udgangspunkt i historien om Deadline, der i 2010 gennemgik en formatændring, som Notkin orkestrerede, og som kritikere både i og uden for DR finder mislykket.

Men lad den starte med en nisse.

I slutningen af 2009 får journalisten og musikeren Torben Steno grønt lys til at lave en serie i 24 afsnit til DR2, hvor Steno og billedhuggeren Ken André Stilling besøger danske mindesmærker og monumenter for at genopdage dansk historie og identitet. Helt usædvanligt udpeger Arne Notkin ikke en redaktør for serien. Kanalchefen, der ellers normalt ikke skal have fingrene helt nede i de enkelte programmer, tager selv opgaven. Arne Notkin foreslår Steno, at serien skal være en julekalender, og 17. januar 2010 går Steno i gang med arbejdet.

I oktober, hvor holdet er i gang med at klippe optagelserne, opstår der en eksplosiv konfrontation mellem Notkin og seriens skaber. Steno har skrevet en polemisk introtekst til serien, som skal læses op før hvert program med selvbevidst patos og storladen strygermusik.

”Tiden kalder stærkt til mobilisering af alle gode kræfter i en sag, der overskygger alle andre, nemlig nationens frelse gennem disse mørke tider. Så spørg ikke længere, hvad Danmark kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for Danmark?” lyder det blandt andet.

Notkin har hørt og set teksten ved flere udviklingsmøder uden at komme med indvendinger. Men pludselig afviser han den kategorisk. DR2 kan ikke stå inde for den, og så dårligt står det ikke til i Danmark, siger han.

Notkin afviser et halvt dusin nye bud fra Steno, der til sidst i desperation beder kanalchefen om selv at skrive teksten. ”Så skrev han den mest klodsede og upoetiske tekst med holdninger, som jeg så skulle lægge ansigt til. ’Torben Steno er meget bekymret for danskheden’ og sådan noget,” siger Steno og tilføjer, at den endelige tekst blev en farveløs introduktion til programmet.

Nissen skal væk
Snart griber konflikten om sig, og i oktober har Arne Notkin en telefonsamtale med Torben Steno, hvor han siger, at han aldrig har bestilt en julekalender, men 24 såkaldte fillers (små programmer, der kan vises mellem andre udsendelser, red.).

”Min puls røg helt op. Jeg troede, at jeg drømte. Så jeg siger: ’Jamen hvorfor søren har vi så en nisse med i hvert afsnit?,” husker Torben Steno.

Nissen, der i hvert afsnit sniger sig ind i billedet, uden værterne bemærker den, bliver genstand for endnu et stridspunkt. I afsnit 19 fletter nissen sig ind i et monument over Første Verdenskrig, men pludselig forlanger chefen nissen retoucheret væk. Stuntet kan støde de pårørende for de dræbte i Første Verdenskrig, lyder argumentet.

Kort efter truer kanalchefen med at tage produktionen af programmet. Han tilbageholder 325.000 i produktionsstøtte og stopper al kommunikation med Steno. Men uden pengene er det lille produktionsselskab Pause Film lukningstruet, og Steno må arbejde ulønnet i de sidste tre måneder for at sikre, at serien kommer på skærmen, og selskabet får deres udbetaling.

”Det endte med, at jeg måtte lukke mit firma og gå på understøttelse. Jeg gik simpelthen bankerot, mens jeg sad og måtte ødelægge mine oprindelige idéer. Og jeg får ikke mulighed for at lave noget på DR2, så længe Notkin sidder der,” siger Torben Steno.

Tabloidredaktør vækkes
Både Steno og flere DR-ansatte mener, at det mærkes, at Arne Notkins tv-erfaringer begrænser sig til nyhedsgenren. ”Han mangler en fundamental forståelse for tv-mediet. For ham er fjernsyn talende hoveder i et tv-studie,” siger en tidligere DR-ansat.

Tidligere DR2-vært Kurt Strand, der både har oplevet Arne Notkin som redaktionschef på Deadline og kanalchef, siger:

”Han er et ordmenneske. Billeder og udtryk kommer i anden række, og det synes jeg præger nogle af de beslutninger, han har taget, og de ting, han har skåret ned på. Formen er jo mere end halvdelen af, hvad der foregår tv, også på DR2.”

Både tilhængere og modstandere beskriver Arne Notkin som lynende intelligent, særdeles vidende og humoristisk. Og de DR-medarbejdere, som bakker ham op, anerkender især hans veludviklede evne til at bringe vinkler på banen, som ingen andre havde tænkt på. Deadline-chef Mette Hybel er én af dem, der går i brechen for ham.

”Han er ikke i det her game for at få venner, men for at kreere godt fjernsyn til den kanal, som han har stor kærlighed til,” skriver hun i en mail.

Både tidligere og nuværende kolleger fremhæver dog, at Notkin svinger mellem at være nuanceret og afbalanceret og stærkt ensidig og temperamentsfuld. Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Sådan beskriver flere kilder ham. Er man i inde varmen, er han lydhør og storgrinende. Bliver man frosset ude, er der ingen vej tilbage. Og flere mener, at Notkin med sin facon kvæler kanalens kreative miljø.

”Der er ikke samme glæde og overskud som tidligere. Når man så, hvordan folk som Mikael Bertelsen og Mads Brügger blev behandlet, som var de praktikanter fra Journalisthøjskolen, så er det altså arrogance i niende potens,” siger en DR-medarbejder. Brügger og Bertelsen forlod i maj stationen til fordel for den nye radiokanal Radio 24syv.

”Jeg synes ikke, han får det bedste ud af folk og projekterne. Og bare fordi man selv er kontroversiel, betyder det jo ikke, at det, der bliver sendt på kanalen, også er det,” siger en tidligere, højtstående DR-ansat.

Kampen mod marxismen
Flere peger på, at Notkin er tilbøjelig til at lade sig rive med af sit personlige engagement og sammenblande kanalchefen og privatpersonen Arne Notkin.

”Han er ekstremt engageret, på godt og ondt. Han brænder virkelig for tingene, og det er fantastisk. Men samtidig er han er et meget ideologisk menneske. Ikke at man dermed uden videre kan placere på venstre-højre-skalaen, men man er aldrig i tvivl om, hvem han synes, de gode og de onde i en given sag er,” siger Kurt Strand.

Notkins politiske engagement har i tidens løb været genstand for adskillige spekulationer. Sammen med vennen Bent Blüdnikow studerede han historie på Københavns Universitet i 70’erne. ”Vi læste Karl Popper, som var ugleset dengang, og vi havde i det hele taget nogle påvirkninger, der var bredere, og som vaccinerede os mod den idioti og vilde marxistiske ensretning, som herskede på Københavns Universitet, ikke mindst på historie-studiet,” har Blüdnikow sagt til Information.

Blüdnikow og Notkin tog i 90’erne kampen mod den yderste danske venstrefløj med sig til Weekendavisens spalter. I artiklen ”Terrorismens danske heppekor” anklagede de to kammerater i 1994 en række kulturpersonligheder - heriblandt flere DR-medarbejdere - for at have støttet PFLP’s terroraktioner og dermed indirekte også organisationens antisemitisme.

Sidste år blussede debatten op igen. Med Bent Blüdnikow som en central kilde anklagede DR2-programmet De røde lejesvende en lang række tidligere og nuværende DR-medarbejdere for at lade deres journalistiske arbejde påvirke af deres angivelige venstrefløjssympatier i 70’erne. På DR-gangene blev Arne Notkin set med armene i vejret af glæde over, hvor godt De røde lejesvende var blevet, og også udadtil forsvarede han De røde lejesvende hårdnakket.

Pro-israelske skyklapper
Klaus Rifbjerg var med et debatindlæg i Politiken en af de adskillige personer, der langede ud efter serien. I dag siger han: ”Notkin har et idiosynkratisk forhold til venstrefløjen, og ud fra hans udtalelser i tidens løb kunne man få det indtryk, at han er kommunistforskrækket.”

- Kan Arne Notkins egen position i forhold til Israel-Palæstina-konflikten have spillet ind, tror du?

”Det tør jeg ikke rigtigt udtale mig om, for hvis man siger noget i den sammenhæng, bliver man jo lynhurtigt skældt ud for at være antisemit, og det ønsker jeg ikke.”

Flere kilder beskylder Notkin for at have en påfaldende blind plet: forhold omkring Israel.

I 1980-83 var Notkin formand for Dansk Zionistforbund, som ifølge lektor i moderne jødisk historie på RUC, Jakob Feldt, ”arbejder for at informere positivt om Israel og for at beskytte Israels omdømme, og hvis medlemmer er en form for jødiske nationalister”. Notkin er desuden tidligere redaktør for Mosaisk Troessamfunds medlemsmagasin Jødisk Orientering. Notkins bedsteforældre flygtede fra Letland i 1943, hvor området var blevet besat af Nazi-Tyskland, og hans familiebaggrund præger ham stærkt, mener en kilde fra DR, der er tæt på ham.

”Det her med at være blevet skilt ud og ikke accepteret som en del af almenvældet og flertallet, det ligger ret meget i ham,” siger en nuværende kollega.

En tidligere ansat på Deadline fortæller, hvordan Notkins forhold til Israel prægede redaktionslokalet på Deadline-redaktionen, da han var chef for programmet:

”Det var fuldstændig umuligt at diskutere det emne med ham. Her fik han skyklapper på, og han havde et meget ukritisk syn på Israel. Det kunne være utrolig svært at komme igennem med gæster og historier, der ikke var tydeligt pro-israelske. Han kunne også blive meget enøjet i ideologiske spørgsmål, hvor hans gamle meningsfæller, Bent Jensen og Blüdnikow, uforholdsmæssigt ofte kom på tale som gæster.”

I sine følelsers vold
I januar i år skrev Ekko historien om, at DR2 tøvede med at vise israelske Yoav Shamirs prisbelønnede dokumentar Defamation. I en polemisk form afslører filmen den amerikanske, jødiske lobbyorganisation Anti Defamation League i at opretholde et fejlagtigt billede af antisemitisme som et udbredt problem og bevist spille antisemitisme-kortet som automatreaktion, når jøder bliver udsat for kritik. Den kritiserer også Israel for at indoktrinere skoleelever med forestillingen om, at verden er fjendtlig over for jøder.

Defamation har en dansk co-producent. Det Danske Filminstitut har støttet filmen med 450.000 kr., og DR2 har selv smidt 150.000 kr. i den. Alligevel var filmen, to år efter dens premiere, ikke blevet vist på DR2.

”På nogle punkter synes jeg, at Defamation er problematisk, og derfor skal vi vise filmen i en sammenhæng, som vi kan stå inde for,” sagde Notkin dengang til Ekko. DR2 overvejede et introskilt, der forklarede filmens præmis, men viste i stedet umiddelbart efter Defamation dokumentaren Antisemitisme i det 21. århundrede, der fra et relativt entydigt israelsk perspektiv anskuer antisemitisme som et stigende problem i verden. Kanalen, som siden 2008 har vist 45 timers ukritisk tv om Israel, mente ikke, at Yoav Shamirs film kunne stå alene.

I sin oprindelige nyhed nævner Ekko Notkins engagement i Dansk Zionistforbund og Mosaisk Troessamfund. Det fik Notkin til at bemærke til Ritzau: ”Hidtil er det kun nazistiske hjemmesider, der har hæftet sig ved min jødiske baggrund.”

11. april mødes Notkin og Ekkos chefredaktør Claus Christensen i Deadline 22.30 for at diskutere Defamation-sagen. I studiet er stemningen anspændt. Halvandet minut før debatstart øver Adam Holm sig på teleprompteren: "DR2 har vægret sig ved at vise filmen.” Arne Notkin farer i flint, værten skal ændre teksten, råber han, så ingen i studiet kan undgå at høre det. Kort efter får Adam Holm at vide af redaktøren i sin øresnegl, at de tilføjer, ”... det mener i hvert fald filmbladet Ekko” til teksten. Adam Holm er bragt lettere ud af fatning:”Virkelig en god start,” konstaterer han hovedrystende.

Kun et par minutter inde i indslaget siger Arne Notkin til Claus Christensen: ”Det, du gjorde, var at mistænkeliggøre mig, fordi jeg er jøde.” Du gør lige nøjagtig det, der er filmens pointe, nemlig at trække antisemitisme-kortet, lyder svaret fra Christensen. Da udsendelsen er slut, går Notkin resolut hen til Christensen. Du skal passe på, advarer Notkin, mens han prikker ham på brystet med pegefingeren. Claus Christensen svarer undrende, og diskussionen mellem de to fortsætter ned ad gangen. Pludselig knytter Notkin hånden, løfter den mod Christensen og siger:

”Jeg kan banke dig!” Lidt efter tilføjer han mumlende: ”Men det vil jeg ikke gøre.”

Klassisk antisemitisme
”Jeg blev lidt forskrækket, for Arne Notkin var tydeligvis i sine følelsers vold,” siger Claus Christensen om oplevelsen. ”Jeg har forståelse for, at det er et ømtåleligt emne for ham, men det var en paradoksal oplevelse at blive inviteret til en debat af DR2 og så bagefter blive truet med øretæver af kanalens egen chef.”

Da vi spørger Arne Notkin, om han har lyst til at stille op til denne artikel, afslår han og skriver blandt andet: ”Jeg mener for eksempel, at det er urimeligt, at jeg gang på gang skal beklikkes på min faglige integritet på grund af min jødiske baggrund, sådan som det er sket i debatten om Defamation. Det er simpelthen under lavmålet. Ekko har valgt konsekvent at dyrke denne giftige beskyldning, og derfor har jeg ikke lyst til at deltage i artiklen.”

I stedet forsøger vi at ringe til en af de personer, der kender ham bedst både privat og professionelt, ungdomsvennen Bent Blüdnikow. Men heller ikke han er meget for at tale med Ekko.

”Jeg er også medlem af Mosaisk Troessamfund, hvad vil I så bruge mig til? Jeg er jøde, hvad vil du bruge det til? Hvad vil du bruge det til?”

”Jeg tror, det mest afgørende har været, at Notkin har været formand for Dansk Zionistforbund ...”

”Nej, det mest afgørende for jer er, at han er jøde, så vidt jeg kunne høre på din redaktør. Vi er jo ovre i noget nynazistisk ... vi er ovre i en klassisk antisemitisme. Hvorfor mener I, det er afgørende vigtigt, at han er jøde? Og hvad vil I bruge mig til? Hvad vil I svine mig til med? HVAD VIL DU SVINE MIG TIL MED, SPURGTE JEG DIG OM?”råber Blüdnikow i røret og tilføjer:

”Jeg kan kun sige, du er gennemført svinagtig, og din redaktør er det, og du skal overhovedet ikke ringe mere til mig. KAN DU FORSTÅ DET? KAN DU FORSTÅ DET??”

Knockout-effekt
I samklang med DR’s public service-forskrifter har Arne Notkin udtalt, at ”DR har en mangfoldigheds- og alsidighedsforpligtelse - ikke i samme udsendelse eller på samme dag, men over tid.”

Men også i sagen om programserien Der er noget galt i Danmark har Notkin tolket alsidighedsprincippet anderledes i praksis. Seks fremtrædende meningsdannere var af DR2 blevet bedt om at lave hver deres lille, helt personlige og ærlige danmarksfilm. Programmet følger i 25 minutter skabelsesprocessen og viser derefter resultatet, en cirka fem minutters film. Men da Notkin så de første programmer, blev han alligevel stærkt bekymret for alsidigheden, fortæller kilder, der har været tæt på processen.

Særligt samfundsrevseren Carsten Jensens program, som kraftigt langer ud efter DR’s egen nyhedsjournalistik, fik Notkin og DR op af stolene. Det kunne ikke stå alene. DR2-ledelsen programsatte derfor en ti minutters studiedebat umiddelbart efter hvert af de seks programmer, hvilket fik Carsten Jensen til at fare i flint i en mail til Arne Notkin.

”Jeg havde lavet et program med meget mere omfattende dokumentation og endnu mere knockout-effekt, hvis jeg havde vidst, jeg skulle stå skoleret sekunder bagefter. Notkins svar var blot, at det var hans suveræne ret som kanalchef at bestemme, og at præmissen havde været klar fra start. Og det er altså en lodret løgn,” siger Carsten Jensen i dag.

”Det er et fairness-princip drevet ad absurdum. DR har hele sendefladen hver aften, og når lille jeg så får fem minutter på en perifer kanal, er der ingen ende på raseriet. Den nærtagenhed undrer mig,”fortsætter han.

DR2 er blevet pænt
Mediejournalist og vært på P1-programmet Mennesker og medier, Lasse Jensen, ser en tendens i sagerne, hvor Notkin har markeret sig.

”Jeg har bidt mærke i, at Notkin ved flere lejligheder har sagt, at ’det kan jeg ikke stå inde for’. Det tyder på, at han har et meget personligt forhold til det at lede en tv-kanal. Det er klart, at man ikke kan stå inde for noget, der er forbryderisk eller uærligt. Men betyder det, at han ikke vil sende noget, han ikke kan lide eller er uenig i? Som leder af en tv-kanal skal man også sende det, man ikke kan stå inde for.”

Flere kritikere peger på, at DR2 i dag står i stampe. Den provokerende kanalchef har - med De Røde lejesvende som enlig undtagelse - ikke frembragt provokerende programmer, som har sat dagsordenen inden for kanalens tre flagskibe: eksperimenterende dokumentar, satire og nyheder.

”DR2 har stadig et stærkt brand, men det er, som om de ikke rigtigt tør kaste sig ud i de vilde, farlige, frække og mystiske ting. Det er blevet lidt mere pænt, lidt mere mainstream,”siger Lasse Jensen.

Programfladen ligner altså noget, pæne Dr. Jekyll kunne have stået bag. Imens huserer Mr. Hyde i kulisserne.