Dream Baby Dream

Muligheden for at rykke opad i samfundet. 

Det er for mange mennesker kernen i den amerikanske drøm. Men især siden finanskrisen i 2008 er flere kommet til en erkendelse af, at de ikke længere spiller på samme bane som den rigeste del af befolkningen. 

For 50 år siden var den gennemsnitlige ratio mellem direktørens løn og en arbejders løn i amerikanske virksomheder 20-1. De fleste amerikanere mener i dag, at den burde være 7-1, men gætter på, at den er 30-1. I virkeligheden er den nu 354-1. 

Samtidig er den sociale mobilitet i USA betydeligt lavere end i mange andre industrilande – også lavere end i de skandinaviske velfærdsstater eller nabolandet Canada. 

Den falmende tro på den amerikanske drøm var sandsynligvis med til at give socialisten Bernie Sanders uventet stor opbakning under præsidentvalgkampen i 2016. Men en betragtelig del af vælgerne satte i stedet deres lid til milliardæren Donald Trump og hans ganske anderledes politiske signaler. 

For mange af Trumps tilhængere fanger sloganet ”Make America Great Again” ønsket om at genfinde den amerikanske drøm ved at skrue den økonomiske og sociale udvikling i USA et halvt århundrede tilbage. 

Med Trumps sejr er den hvide arbejderklasse i flyover country – staterne imellem øst- og vestkysten – kommet i fokus, og et bidrag til skildringen af dette ”andet Amerika” fik vi allerede under valgkampen i 2016. Nemlig med den britiske instruktør Andrea Arnolds roadmovie American Honey – en film, hvor hovedparten af skuespillerne er amatører, som instruktøren har mødt på sine rejser rundt i USA. 

Titlen er lånt fra countrybandet Lady Antebellums nostalgiske sang om at drømme sig tilbage og vende hjem. Filmens hovedperson, attenårige Star (Sasha Lane), er også en ”American honey”, men de omgivelser, hun befinder sig i, er knap så idylliske. 

De udstødte
Vi er blandt white trash i Oklahoma. Stars mor er død af en overdosis metamfetamin, og Star bor nu hos sin søster. Her må hun finde sig i seksuelle overgreb fra svogeren og passe familiens to børn, mens søsteren har travlt med at drikke og danse linedance på den lokale cowboybar.

Da Star møder en gruppe unge misfits på gennemrejse i en minibus, griber hun chancen for at slippe ud af elendigheden og påbegynde en søgen efter sin beskedne udgave af den amerikanske drøm.

Gruppens selvbestaltede leder, Jake (Shia LaBeouf), tilbyder hende en ”business opportunity”, hvilket hurtigt viser sig at være noget af en overdrivelse.

Star bliver del af et mag crew, og sammen med resten af gruppen af unge fra samfundets bund sættes hun hver dag af et nyt sted, hvor hun går fra dør til dør for at sælge tidsskriftabonnementer. Jobbet giver dog gruppen et spinkelt socialt sikkerhedsnet med tag over hovedet på billige moteller, og når de ikke stemmer dørklokker, fester de. 

Forsamlingen bringer mindelser om de fortabte drenge, og Jake er deres Peter Pan, der fører an, når de med hans ord ”udforsker Amerika”. 

De sociale dårligdomme i flyover country er ikke svære at få øje på. I en scene kommer Star til et hjem med snavs, fluer og et tomt køleskab. Her leger tre små børn, mens deres mor ligger bevidstløs på sofaen efter et fix. Scenen er en påmindelse om den misbrugsepidemi, der i disse år hærger dele af USA. 

I 2015 var der for første gang flere amerikanere, der døde af overdoser end af skud.

Power agent
American Honey er dog ingen moralprædiken.

Det tætteste, man kommer på et politisk budskab, er i fremstillingen af Jakes forretningsmoral. Skønt filmen er lavet før valget af Donald Trump som USA’s næste præsident, giver portrættet af Jakes showmanship klare associationer.

Jake omtaler ikke sig selv som ”sælger”, men ”power agent”. Trods en lang fletning og et par piercinger i ansigtet mener han, at bukserne og guldcoveret til hans mobiltelefon får ham til – som han udtrykker det – at se lidt ”Donald Trumpish” ud. 

Mens de andre unge har lagt sig fast på en løgnehistorie, der kan bringe dem i kontakt med kunder og sælge abonnementer, bryster Jake sig af at kunne improvisere. Oftest appellerer han skamløst til forestillingen om sunde amerikanske dyder og protestantisk arbejdsetik hos de mennesker, der inviterer ham indenfor. 

Han fortæller, at han sælger tidsskrifter for at samle point til at komme på universitetet. Eller at han samler penge ind til opførelse af en ny kantine på sit ikke-eksisterende, kristne college. 

Seksten hektar og et muldyr
Til at begynde med forarger strømmen af løgne Star voldsomt, men Krystal, der er boss i foretagendet, korrigerer hende: ”Jake lyver ikke, han sælger!”

Det gør han så godt, at han ikke behøver at køre med i minibussen med de andre. Han kan i stedet sidde i Krystals hvide sportsvogn.

Det bliver dog hurtigt tydeligt, at Jake ikke er nogen power agent. Han er en forfører, der ikke arbejder sig til succes, men derimod stjæler lidt smykker rundt omkring hos de venlige mennesker, som åbner deres hoveddør for ham.

Star stræber efter et andet liv, men hendes målestok for succes rækker ikke langt. Hun vil bare gerne eje sin egen trailer, have en masse børn og være omgivet af træer. For hende, der i filmens begyndelse roder efter spiselige madvarer i en affaldscontainer, er det en markant opstigning.

Tilsyneladende har hun ingen idé om, hvor lavt hun befinder sig på den sociale rangstige. Da hun for formodentlig første gang i sit liv får 400 dollars i hænderne, udbryder hun begejstret: ”I feel like fucking America!”

Jakes fordringer er lidt større, men i et ærligt øjeblik betror han Star, at også han bare drømmer om sin ”40 acres and a mule” – seksten hektar og et muldyr. Det var, hvad de frigivne, sorte slaver blev lovet efter Den Amerikanske Borgerkrig.

Det tavse flertal
American Honey er en roadmovie uden noget endeligt bestemmelsessted. I det omfang de unge i minibussen afspejler en tidsånd, er det interessant at sammenligne filmen med en roadmovie fra en anden tid, hvor det amerikanske samfund også oplevede dyb social splittelse, nemlig Easy Rider fra 1969.

Den blev en kultfilm i en tid, hvor præsident Nixon pudsede FBI og andre myndigheder på politiske modstandere og demonstranter, mens han selv lovpriste ”det tavse flertal”, som han selv mente gav ham ubetinget opbakning – et begreb, som Donald Trump relancerede i sin valgkamp.

Det var en tid, hvor Vietnam-krigen, voldsomme sociale uroligheder og attentater på ledende skikkelser som Martin Luther King og Kennedy-brødrene tog livet af forestillingen om en særlig national uskyld.

I Easy Rider kører de to hovedpersoner, Billy (Dennis Hopper) og Wyatt (Peter Fonda), fra Californien østpå ad Route 66 for at komme til Mardi Gras i New Orleans. I modsætning til de unge i American Honey er de udbrændte og glædesløse. Med western-outfit og det amerikanske flag på hjelmen gør de et sidste desperat forsøg på at genfinde et tabt Amerika.

Afstumpede rednecks i Syden møder dem med intolerance og vold. I en nøglescene sidder hovedpersonerne omkring et bål med George Hanson (Jack Nicholson), som de har samlet op i et lokalt fængsel.

Da Billy bemærker, at alle, de møder, virker bange for dem, siger Hanson: ”Åh nej, de er ikke bange for jer. De er bange for, hvad I repræsenterer for dem … hvad I repræsenterer for dem er frihed. At tale om det og at være det er to forskellige ting. Jeg mener, det er virkelig svært at være fri, når du bliver købt og solgt på markedet.”

Lyset brænder
Var Easy Rider en sidste krampetrækning fra 60’ernes ungdomsoprør, er kontrasten til de unge i American Honey slående. De har tilsyneladende ingen ambitioner om at forandre samfundet, og de har heller ingen problemer med at blive ”købt og solgt på markedet”. 

Faktisk har de ingen planer ud over at køre landet tyndt, mens de forsøger at gøre hverdagen i den proppede minivan til en fest.

”We found love in a hopeless place,” synger de undervejs i kor til Rihanna. 

Hvis Easy Rider er den ultimative ”os-og-dem”-film, har American Honey langt mere sympati med de mennesker, som filmens unge hovedpersoner undervejs kommer i kontakt med. 

Folk er generelt venlige og imødekommende. De få scener, der kunne lægge op til overgreb og vold, udvikler sig helt anderledes.

Star kommer i en af de mest rørende scener op at køre med en ældre lastbilchauffør, der køber magasiner om både, selv om han endnu aldrig har set havet. Undervejs hører de Bruce Springsteen synge: ”Dream baby dream … We gotta keep the light burning.” 

Mens Billy og Wyatts drømme om et andet Amerika bogstaveligt talt blev skudt i smadder, forlader man American Honey med en fornemmelse af, at lyset fortsat brænder – med eller uden Donald Trump.