Dag 8: Drengefilm høster bragende bifald

Coen-brødrene møder Sergio Leones spaghetti-western i Kina!

Sådan kan man opsummere dagens første film, den falmede sepia-tonede No Man’s Land, der er en forfriskende morsom film. Hvis den får muligheden, kan den godt blive et gedigent filmhit i Danmark.

Måske filmen kan kaldes nudel-western?

En übersmart advokat får en rigtig skidt fyr frikendt for noget snavs. Da de efterfølgende skal gøre regnskabet op, har skurken ingen penge. Den velklædte advokat får derfor fyrens røde Mustang som sikkerhed.

Og så går det løs.

Tæskemorsom film
Han pisser den forkerte lastbil af – ikke ulig Spielbergs Duellen – og på en øde tankstation i en unavngivet kinesisk ørken bliver han opkrævet uhyrlige summer for benzin af nogle usympatiske, hillbilly-tankpassere, der samtidig gør sig i lidt trafficking med en ung kvinde, der skal ”danse” gæld af.

Og så videre og så videre.

Der er konstant en uforudset faktor eller turning point, og filmen ender et helt andet sted, end man kunne have forestillet sig.

Slutningen er dog lidt tam, men det ændrer ikke ved, at dette er en tæskemorsom film.

Pinlig tekstning
Et stort minus er dog de urimeligt ringe engelske oversættelser, der ikke er grammatisk rigtige. Samtidig er nogle lange sætninger så kort tid på lærredet, at man ikke når at læse dem, og derefter står et enkelt eller to ord meget længe.

Det er ærgerligt, at de har fået en dilettant til det ellers ganske vigtige arbejde.

Det har den ligeledes kinesiske Black Coal, Thin Ice heldigvis ikke problemer med.

Det var den konkurrencefilm, jeg missede i går, men der er ledige billetter i den overgearede teatersal, der er forvandlet til berlinale-bif Friedrichstadt-Palast – med dårlige siddepladser til følge.

Selv ender jeg med at sidde så langt fremme, at jeg får kvalme af den umage synsvinkel.

Forstyrrende plothuller
Alligevel er jeg umiddelbart ret begejstret for denne moderne film noir.

Den er, ligesom No Man’s Land, virkelig sjov og tager også pis på sig selv. Som da nogle politimænd spiser vandmelon, mens de diskuterer et landkort.

I vestlige lande har man hørt om kinesernes grimme spisevaner. Men at de står og drypper saft og spytter kerner over det hele, det virker alligevel noget overdrevet.

Desuden har filmen forstyrrende huller i plottet. En uopklaret mordsag bliver aktuel efter fem år, men hvordan de kommer på sporet af morderen – som ikke er den rigtige morder, men har relation til den virkelige forbryder – forbliver i det ukendte.

Samtidig kommer der længere og længere mellem de lattermilde momenter.

Stort bifald til sympatisk film
Festivalen er så småt ved at gå på hæld, og flere af de journalister, jeg har knyttet lidt bånd til siden de første dage, er rejst hjem. Det mest ”spændende” (læs: visningen af Nymphomaniac, The Grand Budapest Hotel og The Monuments Men) er overstået.

De af os, der er tilbage, er begyndt at have seriøse poser under øjnene – ikke ulig lejemorderen Stratos i filmen af samme navn, der blev vist forleden.

Men da Richard Linklaters Boyhood bliver vist klokken 12, er det, som om det er første dag på festivalen.

Filmen får det største bifald, jeg har overværet (kan ikke udtale mig om for eksempel The Grand Budapest Hotel eller Nymphomaniac, for der var jeg ude ad døren!). Men det er også en sympatisk film, instruktøren har begået – og måske Berlinalens bedste.

Tolv år på film
Den er i slægt med hans Before-trilogi, hvor man følger Julie Delpy og Ethan Hawkes’ roller en enkelt dag med ni års mellemrum.

Han har taget skridtet videre med Boyhood. Hvert år siden 2002 har han samlet sine skuespillere, centreret om drengen Mason, der til at starte med er fem år og til slut begynder på college som attenårig.

Det er ikke kun drengens højdepunkter, der følges, men nedslag i tiden – filmet én gang om året.

Et udsnit af et normalt liv, med forældre (Patricia Arquette og Ethan Hawke), der er skilt og en irriterende storesøster (spillet af instruktørens datter Lorelei Linklater, der heldigvis er sød og dygtig – altså ikke en Godfather 3-fadæse, hvor Francis Ford Coppola castede datteren Sofia, der ikke er nogen skuespiller, men derimod en god filminstruktør.)

Ekstremt engagerende
Det er fascinerende at se særligt de to små børn vokse op.

Mason spilles af ukendte Ellar Coltrane, der er fantastisk castet og ligefrem vokser op og ligner Ethan Hawke en smule – vildt nok! Han gennemgår den største forandring, når han som teenager med bumset hud og stemme i overgang ikke længere er så køn, men siden bliver en flot ung mand.

Jeg er ikke den mest rørstrømske type, men jeg kom til at slippe en tåre, da filmen var forbi, for man virkelig knytter sig til Mason.

Man er investeret og involveret i denne fiktive dreng, men det synes så virkeligt, fordi man har set ham blive rigtig voksen.

Ny favorit!
Sidste år havde Linklaters Before Midnight premiere i Berlinalens hovedprogram, men var uden for konkurrence. I år bør instruktøren høste priser.

For han har overgået sig selv og været ret heldig med sit storladne projekt. Hvis ikke Ellar Coltrane havde været en overbevisende hovedperson, var filmen blevet en katastrofe.

Der er kun yderligere to film i hovedkonkurrencen, og de vises i morgen.

Jeg tvivler dog på, at de kan overgå min nye, personlige favorit, men konkurrencen er blevet en tand mere spændende i dag, for der er godt nok nogle stærke film i feltet!