Drengen der gik baglæns

Drengen der gik baglæns er udgivet på Ekko DVD #14.

Engang imellem må man gå baglæns for at komme videre. Man må skrue tiden tilbage for at få hold på den fortid, der bliver ved med at rumstere og skabe kaos i tankerne. Terapi kalder psykologerne det. Patienten graver ubehagelige oplevelser frem, vender og drejer dem for at finde en forklaring eller meningsfuld fortælling, som kan transformere oplevelserne og gøre dem udholdelige. Til at leve med.

Patienten går i dialog med fortiden for at afslutte den, og det samme gælder hovedpersonen i Thomas Vinterbergs novellefilm Drengen der gik baglæns. Men der er dén forskel, at niårige Andreas ikke har nogen terapeut eller voksen autoritet at støtte sig til. Han må klare sig selv. Og gør det.

Andreas bearbejder sin sorg ved at skabe et fantasiunivers, hvor han kan kommunikere med sin afdøde storebror Mikkel. På en måde skruer han også tiden tilbage til før trafikulykken, der dræbte Mikkel og kvæstede faderen. Han går bogstavelig talt baglæns tilbage til familiens gamle hus, hvor han engang lavede en masse tossestreger med sin bror. I den tomme villa skaber han en magisk tidslomme og arrangerer, i fantasien, en fødselsdagsfest magen til den, familien holdt aftenen inden den fatale ulykke. Andreas skåler med de imaginære gæster omkring middagsbordet, og midt under festen dukker hans storebror op. Mikkel slår på sit glas, rejser sig og holder en smuk tale til Andreas. En afskedstale. ”Du er jo død,” udbryder Andreas. ”Ja,” svarer Mikkel og går.

Tabet af uskyld
Det er Andreas’ fortælling, og det er i bund og grund den, som forløser ham. Han har – som børn ofte gør – givet sig selv skylden for ulykken, men i ”talen” forsikrer Mikkel, at han elsker sin lillebror og har levet det bedste liv i verden. Nu er han død, livet går videre – forlæns.

Det handler om at håndtere døden og tage afsked med fortiden. Andreas’ forældre føler sig magtesløse og forsøger at fortrænge tragedien, men Andreas gør det eneste rigtige: Han ser døden i øjnene. I en dagdrøm siger han farvel til broderen og bliver belønnet for sit mod. Fortiden afsluttes, smerten mildnes (ligesom i Vinterbergs Festen, hvor Christians afsked med sin afdøde tvillingesøster finder sted i en natlig drøm).

På det dybere plan handler Drengen der gik baglæns om tabet af uskyld. Om pludselig at opdage, at verden er indrettet på en anden måde, end man troede. Andreas bliver brutalt revet ud af symbiosen med broderen og konfronteret med dødens eksistens. Beskytteren, forbilledet, ”kongen”, er væk. Fra den ene dag til den anden skal Andreas stå på egne ben. Det er et chok, men han klarer udfordringen, vokser og modnes ligesom hovedpersonerne i Vinterbergs andre film: den kræftsyge tjener i Sidste omgang, den nybagte far i De største helte og den oprørske søn i Festen.

Virvar og varsler
Drengen der gik baglæns kredser altså nok om dystre temaer – pludselig død, forældresvigt og skyldfølelse – men beskriver alligevel en positiv psykologis udviklingsproces. Handlingsforløbet kan inddeles i tre klassiske akter:

Paradiset: Glade dage (7 min.)
Uddrivelsen: Det nye liv (18 min.)
Forløsningen: Afsked med fortiden (10 min.)

Inden akterne er der imidlertid en kort åbningssekvens (25 sek.), der introducerer Andreas som jeg-fortæller (voice-over) og anslår filmens grundstemning. Billedsiden viser Andreas’ fødder, som forsøger at undgå at træde på stregen mellem fliserne på fortovet, mens Andreas’ fortællerstemme antydningsvis kredser om ”dengang næsten hele (min) verden døde”. I samspil med Nikolaj Egelunds musikalske tema og en sært skurrende metallisk lyd (foregribelse af trafikulykken) skaber åbningssekvensen en ildevarslende og især sørgmodig klangbund for de næste scener, der skal vise sig at være overraskende muntre (Vinterberg dyrker ofte stemningsmæssige kontraster, tænk bare på Festen).

Hele første akt foregår under en stor fest. Andreas og Mikkels mor har fødselsdag og bliver på behørig vis fejret af familie og venner. Hendes to børn optræder med en sketch. Faderen er pavestolt, og gæsterne fester til langt ud på natten. Næste morgen ligger folk og sover branderten ud de mest besynderlige steder – på køkkenbordet, i badekarret – og snart fyldes husets toilet med fortravlede mennesker i et sandt virvar, der leder tankerne hen på en Marx Brothers-film.

Men på trods af komikken har tilskueren ikke glemt åbningssekvensen, og første akt indeholder da også et par subtile varsler om, hvad der er i vente. Brødrenes sketch eller vittighed ”Jag är inte elgen” (et ledemotiv i filmen) handler om en debil konge, der trods højlydte advarsler kommer til at skyde sin tjener. Og netop som brødrene skal modtage gæsternes applaus, falder Andreas ildevarslende omkuld på gulvet (slow motion). Han har dog ”bare” kigget for dybt i Martini-flasken, men scenen lokker alligevel tilskueren til at tro, at det er Andreas, som vil komme ud for en ulykke – et gammelt Hitchcock-trick: Man skal give publikum et falsk spor.

Point of no return
Andreas har også en mani med at sige og gøre alting tre gange. Han siger ”tillykke, tillykke, tillykke” og ”børste, børste, børste”, han banker tre gange på døren og på skraldespanden, slår sig besværgende for brystet og sørger for ikke at træde på stregen mellem fliserne (jf. introen). Disse handlinger udfører han for at undgå, at noget ubehageligt skal ske i nær fremtid. Det er et velkendt fænomen især blandt børn, men i Vinterbergs film tjener ritualerne flere formål. De karakteriserer Andreas som et nervøst og usikkert gemyt (der af samme grund vil blive ramt særlig hårdt af en pludselig ulykke) og fungerer samtidig som endnu et varsel: Der vil ske noget i nær fremtid!

Ulykken finder sted allerede næste morgen. Fortravlet og med voldsomme tømmermænd sætter faderen sig op på motorcyklen. Mikkel skal med, men hans styrthjelm er borte, så han må låne sin lillebrors hjelm, der imidlertid er for lille. Moderen vil have dem til at tage bilen, men kan ikke finde bilnøglen. Vinterberg trækker dette fatale point of no return ud med en hurtig, spændingsskabende klipning – den låste bildør, faderens fod på kickstarteren, Mikkel der hopper op på motorcyklen, moderens bekymrede blik – og så kører de af sted. Umiddelbart efter forulykker motorcyklen off-screen. Andreas hører braget og lyden af motorcyklens horn, der sætter sig fast, og med stor dramatisk effekt klipper Vinterberg til et fugleperspektivisk totalbillede, hvor Andreas står isoleret som en lillebitte figur midt ude på den tomme gade. Palle alene i verden.

Lærredet går symbolsk i sort. Filmen har taget hul på anden akt: nyt hus, ny skole, ny stemning. Forældrene forsøger at slette sporene og starte på en frisk, men konflikten mellem dem lurer under overfladen. Faderens dybe skyldfølelse, moderens tavse anklager, deres fælles magtesløshed. En pizza-scene fortæller det hele. Den åndsfraværende far kommer til at kalde Andreas for Mikkel og taber en vittighed på gulvet, da han laver en ny fortalelse. Han bliver straks korrekset af en synligt irriteret mor. Og da Andreas som et målsøgende projektil bringer Mikkels navn på bane, foretager kameraet en zip-pan hen på moderens chokerede ansigt. Ulykken har med andre ord sat sig fast som et traume, og forældrene håber, det vil forsvinde af sig selv, hvis de bare lader være med at tale om Mikkel.

Subjektiv identifikation
Men tale er netop, hvad Andreas har brug for i sit intuitive sorgarbejde. Han benytter en juice-brik som en imaginær walkie-talkie, der sender beskeder ud i verdensrummet til Mikkel. Han overtaler forældrene til at vise den hjemmevideo, der blev optaget under fødselsdagsfesten. Men forældrene kan ikke kapere gensynet med Mikkel, faderen får et sammenbrud, og Andreas’ ritualer udvikler sig i denne fase til overdreven overtro og deciderede tvangshandlinger: ”Jeg skal nå hjem fra skole på seks minutter, ellers går det galt.” ”Min lærer har syv knapper på skjorten. Han dør nok snart.”

Tredje akt starter om morgenen efter Andreas’ surrealistiske mareridt. Det er i denne akt, at Andreas skruer tiden tilbage ved at gå baglæns. Han rejser ind i en fantasiverden, hvor han henter ressourcer til at klare virkeligheden – og vi følger med. Vinterberg overskrider radikalt gængs filmrealisme, når han lader den afdøde storebror materialisere sig for lillebroderens – og vores – øjne og får bilerne på vejene til at køre baglæns. Men vi accepterer overskridelsen, for Vinterberg har langsomt trukket os ind i Andreas’ forestillingsverden og umærkeligt forberedt os på den subjektive identifikation.

Allerede i åbningssekvensen og de første indstillinger i første akt (en tisse-scene) indtager kameraet Andreas’ plads og ”ser” med hans øjne. Da Andreas bliver svimmel og besvimer under sin optræden til festen, går billederne i slow motion samtidig med, at kameraføringen bliver søsyg og lyden subjektiv. I den første scene i klasseværelset glider de realistiske lyde i baggrunden for at gøre plads til hans indre tanker (voice-over). I anden scene i klasseværelset er Andreas’ tilstand kraftigt forværret. Hans flakkende tanker illustreres ved hjælp af subjektive flashbacks til festen, mens en skurrende, metallisk klang (jf. åbningssekvensen) og motorcyklens fastlåste horn høres på lydsiden.

Ritualer og sorgleg
Læreren har stillet en skriftlig opgave, som Andreas absurd besvarer ved at nedfælde sætningen ”jag är inte elgen” – først forfra, siden bagfra. Andreas trækker sig nu helt ind i sig selv og svarer ikke på klassekammeraternes spørgsmål, men i voice-over’en kan vi høre hans ”indre” svar. Så rejser han sig op, går baglæns ud af klasseværelset og baglæns tilbage til familiens gamle hus: Helingen er begyndt.

Også denne baglæns bevægelse er konkret foregrebet og omhyggeligt bygget op. Den introduceres i begyndelsen af anden akt, hvor Andreas ser en fjernsynsudsendelse, der kører baglæns (eller kører den kun baglæns i hans tanker?). Efter faderens sammenbrud går Andreas baglæns i seng. Da han falder i søvn, fortsætter han med at gå baglæns i en mareridtsagtig drøm, hvor han til sidst genser Mikkel i en næsten statisk scene, der kunne være inspireret af et surrealistisk Salvador Dali-maleri.

Den bizarre atmosfære i drømmen understreges af skæve kameravinkler og ekspressive lydfragmenter blandt andet fra modernes fødselsdagsfest, men filmens mest raffinerede fortælletekniske greb finder vi i sekvensen i det gamle hus, hvor Andreas leger, at han hjælper moderen med at dække bord til fødselsdagsfesten. Han råber et spørgsmål op til moderen på første sal. Kameraet er placeret på trappen og viser Andreas i fugleperspektiv. Da han hvisker moderens svar, foretager Vinterberg et dristigt, men genialt revolverklip til en ny kameraindstilling af Andreas endnu højere oppe fra trappen (ekstrem fugleperspektiv). Det er moderens point of view!

Som filmtitlen signalerer, handler Drengen der gik baglæns om bevægelser. Filmen indeholder tre signifikante bevægelser: gentagelsen, faldet og den baglæns bevægelse. Gentagelsen finder vi i tvangsritualerne, i de tilfældige og meningsløse systemer, hvormed Andreas forsøger at strukturere og få hold på sine kaotiske tanker. Men gentagelsen er også et æstetisk formprincip i filmen, der på smukkeste vis gentager og varierer sine elementer (to taler, to fester, to vitser etc.) som temaer i et musikstykke. Gentagelserne skaber en rytmisk helhed.

Faldet er dødens figur. Første gang vi ser Andreas i hel figur, falder han på røven. Senere besvimer han foran gæsterne. Tjeneren i elgen-vitsen bliver skudt og – må vi formode – falder omkuld. Faderen styrter på motorcyklen. På en måde falder filmen selv, hver gang billedet symbolsk går i sort (det sker fire gange).

Den baglæns bevægelse fører til forløsningen. Ved at gå tilbage i tiden bygger Andreas bro mellem fortid og nutid og får svar på de spørgsmål, Mikkels pludselige død har efterladt. Det lykkes Andreas at erstatte ritualernes overdrevne overtro med en magisk tænkning, der forvandler det anstrengende sorgarbejde til fantasifuld sorgleg. Han skaber sin egen meningsfulde fortælling og kan sige endegyldigt farvel til broderen.

Kort forinden har Mikkel i talen fortalt, at han puttede Andreas i skraldespanden, da han var baby. Nu er det Andreas’ tur til at gøre brug af en skraldespand. Han stiller juice-brikken – hans medie i kontakten til storebroderen – oven på skraldespanden ved forældrenes gamle hus. Han banker ikke længere manisk tre gange. Han er rolig og afklaret. Det er en ceremoniel begravelse. Fortællingen er slut.



Mere undervisningsmateriale til Mellemtrinnet.