Debat: Drop ”man”, filmanmelder!

Det er gået ned ad bakke for filmkritikken i Danmark de sidste mange år. Færre professionelle anmeldere, der skriver kortere tekster. Hvorfor nu det?

Udbud og efterspørgsel, vil den publicistiske redaktør sige. Folk gider ikke læse dygtigt lange anmeldelser. Anmelderne vil også mene, at det er folk, den er galt med. Eller måske er det omvendt. Måske er det folk, som ønsker sig nogle andre anmeldelser.

De vil have anmeldelser, der ikke er pakket ind i kunstig autoritet og objektivitet via det lille ord ”man”. ”Man er godt underholdt,” kan man læse. Næ, det ved du ikke, om ”man” er. Du var godt underholdt, anmelder! Det er din personlige filmoplevelse, du kan formidle!

Den filmoplevelse, der er et resultat af dine erfaringer, din person, din (film)viden, dit levede liv. Andre vil opleve anderledes. Så skub din subjektive brystkasse frem, brug dit ”jeg” som en styrke i stedet for det bedrageriske ”man” eller kiksede ”denne anmelder”.

Du er ingen dommer. Hvis ikke du er en niårig pige, så ved du ikke, om dette er en film for en niårig pige. Du er derimod en individuel filmoplever, som filmoplever mere end de fleste. Og som formidler godt. Forhåbentligt. Det er det, du kan. Det er det, der berettiger dine tekster.

Det er ikke internettet, den dårlige dannelse og udviklingen generelt, som er skyld i filmanmelderiets forfald. Det er derimod den kønsløse formularanmeldelse: Handlingsreferat, tillægsord (vælg selv imellem: mesterværk, tour de force, poetisk og rørende eller makværk, ujævn og sentimental) og stjerner.

Form besvares med form
Men skal filmanmelderi da ikke noget?

Nej, men det kan noget. Det kan en masse. På tanken fuld af idiosynkratisk energi og velskriveri. Som en Lars Bukdahl. Få – vist ikke engang ham selv – vil anklage ham for at vide mest om film. Men han ved til gengæld en masse om at formidle sin filmoplevelse med spræl og læse-indbydende kreativitet.

Som i sin anmeldelse af komedien Anchorman 2 hos Filmmagasinet Ekko, hvor han subjektivt tydeligt lægger for: ”Men til forskel fra filmen, der hvert tiende minut cirka stopper op og forsøger at komme i tanke om, hvilke plot-plimsollere den egentlig har søsat, vil jeg ikke engang lade, som om der er en sammenhæng.”

Jeg’et holdes højt og stolt, hvorefter en overlegen lektion følger i, hvad en anmeldelse også kan: ”Jeg lo for højt og vedholdende ved pressevisningen til at høre, hvor meget de andre anmeldere grinede. Senere på dagen, ved en socialt engageret digtoplæsning i Mariakirken på Vesterbro, på papiret det stik modsatte af en Will Ferrell-film, mødte jeg Politikens kapable chefanmelder Kim Skotte, der konstaterede, at han ligesom jeg havde moret sig betydeligt.”

Han bruger sin egen tekstform til at illustrere, hvordan filmen er. Den usammenhængende og nærmest surrealistiske film får en tæt på lige så surrealistisk anmeldelse – form besvares med form. Teksten bliver Lars Bukdahls belæg for sin påstand: at Anchorman 2 er en sjov film uden sammenhæng.

Dansk anmelderfyrtårn
Nymodens pjank? Næ, det var god anmelderlatin allerede i de tidlige dage for filmkritik. Det er blot blevet glemt for hovedparten af nutidens bedømmelsesmaskiner.

Erik Ulrichsen var det danske anmelderfyrtårn i 1950’erne og 1960’erne, hvor en spids, men også gennemført personlig pen begavede læserne af Dagbladet Information.

”Det var satans! Banden og sværgen hører ganske vist normalt ikke hjemme i filmanmeldelser, men nu må der siges noget ekstraordinært.”

Så bramfrit indledte Erik Ulrichsen sin anmeldelse af Harry og kammertjeneren fra 1961. Her var ingen formel, men en personlig, begavet filmoplever, der endda kunne finde på at bande.

Ærligt og selvudleverende fortsætter Ulrichsen sin tekst med en indrømmelse: ”Jeg så ikke Bent Christensens (instruktøren, red.) debut Pigen og vandpytten, men hans følgende Kærlighedens melodi var der ærlig talt ikke meget ved.”

Tydeligt lægges det frem, hvad anmelderen har set og ikke set, og hvad han synes om det, han har set.

Det var altså ikke i rollen som overdommer, men derimod subjektiv filmoplever, at det var en fest at læse Erik Ulrichsens filmvurderinger. Som en skribent, der havde støbt sin skrivemaskine og kritiske dømmekraft på et relativistisk grundlag, men med et farvebånd, som var lavet af (film)viden og præciserede belæg for sine vurderende påstande.

Cirkelmetoden
Parallelt med Ulrichsens skriverier rasede en debat på den anden side af Atlanten, der er blevet kaldt selve kampen om filmanmelderiets sjæl. Her satte den amerikanske anmelder Andrew Sarris filmkritikken på formel i to kendte artikler, The Director’s Game og Notes on the Auteur Theory.

I artiklerne ophøjede Sarris instruktøren til Gud. En filminstruktør, som var værd at beskæftige sig med, kunne lignes med en forfatter (auteur), der havde kameraet som sin pen. Resten – skuespillere, manuskriptforfattere producenter, lydfolk og fotografer – var sekundære.

Til formålet med at udpege de instruktører, som havde auteurkvalitet, opfandt Sarris en metode, der bestod af tre cirkler. ”Teknisk kompetence”, ”stilistisk signatur” og ”indre mening” stod der printet på auteuranmelderens cirkler, som altså kunne fastslå en instruktørs kvaliteter. De få, der bestod Sarris’ cirkeltest, var således værd at beskæftige sig med.

Den bramfri kollega, Pauline Kael, var ikke begejstret for Sarris’ metodiske tilgang til kritik af film. Det gjorde hun klart i et fjorten sider langt modsvar, hvor hun drillende gik Sarris på klingen og spurgte, hvad forskellen på ”mening” og ”indre mening” egentlig var. Polemisk afrundede hun sin nedsabling af anmeldermetoden ved at foreslå, at Sarris måtte have glemt en fjerde cirkel: Den, hvor alle hemmelighederne til at bruge de tre andre cirkler, var gemt.

Det, som Kael opponerede imod, var ikke Sarris’ kamp for at øge den seriøse interesse for filmmediet, men derimod værdidomme uden belæg på formlen: endnu et mesterværk af den og den mesterinstruktør. Ingen dødelige uden for auteurkulten kunne diskutere med sådan et udsagn. Filmkunst blev til fakta, hvor du var dum, hvis ikke kejserklæderne kunne ses.

For Pauline Kael handlede filmkritik om at skabe en forbindelse imellem film og publikum igennem en uforfalsket, personlig begejstring og tydelige argumenter. Det handlede ikke om at presse en metode ned over filmene.

I dag virker det til, at Kael tabte den sjælekamp.

Objektivitet er en illusion
I samme grøft som Sarris lå en dansk anmelderdebat tilbage i 2008 undfanget i Filmmagasinet Ekkos spalter under overskriften: ”Man anmelder da anmelderne” (bemærk det afslørende ved første ord i den rubrik!).

Her anmeldte et panel bestående af instruktør Pernille Fischer Christensen, manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig, tidligere leder af filmskolen Henning Camre og daværende filmdistributør Loke Havn et bredt udvalg af de danske dagbladsanmeldere.

I et forord til deres anmelderanmeldelser havde de kritikerkritiske fire formuleret et manifest for den gode anmeldelse, der lød: ”Anmeldelsen skal redegøre for værket, genren, indholdet og hvad filmen vil fortælle os. Ydermere skal anmeldelsen sætte filmen ind i en historisk og tematisk sammenhæng. En god anmeldelse skal gå videre end blot at anmelde og kigge på, hvilke spørgsmål filmen rejser om vores liv.”

Bemærk ordet ”skal”!

Inden for æstetikken er vi her havnet i absolutismen. Her er der faste regler og kriterier til bedømmelsen af et værks æstetiske værdi. En sådan positivistisk tilgang findes ellers normalt kun inden for naturvidenskaben, hvor ting kan måles og vejes eksakt.

Branchepanelets opfattelse af anmelderi beror altså på, at en film objektivt kan dømmes – der er kun én måde at forstå en film rigtigt på for dem. Det skinnede da også igennem i panelets anmelderanmeldelser, hvor de negative bedømmelser primært gik til de anmeldere, der ikke havde forstået filmen korrekt. De havde fundet frem til det forkerte facit simpelthen.

Det problem, de fire absolutister dog typisk vil løbe ind i, er, at objektive kriterier kræver konsensus om dem. Og der er næppe tilslutning til, at Fischer Christensen, Scherfig, Camre og Havn skal udforme dem. Eller andre for den sags skyld.

Forfatter og altmuligmand Henrik Dahl flirtede så sent som i foråret med den absolutte tanke i kølvandet på en række lunkne anmeldelser af sin egen bog. Et ankenævn skulle der til for at sikre kunstnerne imod anmeldere, der går over stregen, som han selv spidsformulerede det.

Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis anmeldere anmelder usagligt, men hvem skal vedtage, hvor den objektive streg, der ikke må krydses, går? Hvem er det, der guddommeligt ved, hvad der er rigtigt og forkert, når vi taler æstetik? Det har den naturvidenskabelige forståelse af det æstetiske aldrig kunnet give et rimeligt svar på.

Den gode diskussion
Men er relativisme så virkelig svaret? På den måde kan vi jo aldrig blive enige?

Næ, det er sandt. Skal vi da det? En diskussion, en bedømmelse, en anmeldelse af et stykke kunst kan vel godt være givende og frugtbar, uden at vi når til enighed om værdien af det?

Det vil jeg hævde. Så længe vi er enige om, hvad det er, vi diskuterer.

Det nytter naturligvis ikke, at en part anfører, at det er ærgerligt for Thomas Vinterbergs Jagten, at vi aldrig får klargjort om Mads Mikkelsens karakter var skyldig eller ej. Det ville være faktuelt forkert. Men at argumentere for, at det enten er negativt eller positivt, at vi netop får det klargjort, det ville være en uenighed som relativisten uproblematisk ville kunne leve med – dog ikke uden diskussionskamp.

Men så er alt jo bare lige godt, så er anmeldere jo ligegyldige? Bestemt ikke. En relativistisk anmelder kan bare ikke bevise en films æstetiske værdi eller forstå den på én rigtig måde, som absolutisterne okser med. Men relativisten kan komme med velbegrundede belæg for sine påstande, som kan være bedre end andre.

En anmelder kan skrive, at Anchorman 2 er god, fordi den er sjov. Påstanden er, at filmen er god med et belæg om, at den er sjov. Hjemlen for det argument er, at sjove film er gode. Men påstår en anden anmelder, at Anchorman 2 er dårlig, fordi den mangler komisk timing, så har vi pludselig at gøre med et mere præcist belæg for en vurderende påstand.

De kan begge have ret eller uret, men den anden anmelder har leveret det mest detaljerede belæg for sin påstand. Herfra kan en tredje anmelder komme på banen og forklare, at Anchorman 2 faktisk er fuld af komisk timing og levere et eller flere konkrete eksempler herpå, hvilket vil give hende det bedste indicium for filmens æstetiske værdi.

Det afgørende er, at de alle tre kan diskutere med hinanden, imens dem, der kræver beviser, må stå og se på. For der er ikke én rigtig måde at opleve en film på.

Blinde vinkler
På den måde bliver anmelderen mere skrøbelig og anmelderhvervet meget mere skræmmende. Når du ikke gemmer dig bag dit ”man” eller ”denne anmelder”, men derimod sætter dig, mig og vi to på spil, så sætter du din vurdering, din filmoplevelse til bedømmelse hos læseren. Det kræver langt mere dygtigt mod, end når mesterværks-stemplet rutinemæssigt dyppes i blækket før endnu en sikker dom.

Katrine Hornstrup Yde, filmanmelder hos Dagbladet Information, formulerede sin kritiker-relativisme i en avisklumme, da hun blev konfronteret med, hvordan det var at blive sat i bås som kvindelig anmelder. Hun oplevede det ikke som en bås, men som et ærligt faktum:

”Jeg er helt sikkert en kvindelig filmanmelder, på min måde, og jeg har masser af blinde vinkler af alle mulige grunde. Jeg kan tilbyde det, jeg kan se herfra, hvor jeg taster, og være i konstant nysgerrig bevægelse og stille mig ydmyg over for alt det, jeg ikke kan se,” skrev hun.

Her har vi en anmelder, der tydeligt vedkender sig selv, sit jeg, når hun anmelder. Filmen er ikke noget i sig selv. Den bliver det først i filmoplevelsen, i mødet mellem film og tilskuer. En situation med det permanente og det variable. Selv ikke den mest stædige metodeanmelder kan komme helt ind og forstå filmen helt rigtigt.

For metoden kan aldrig tage højde for antal parforhold, børn, skilsmisser, dårlig dag, god dag, barndom, rigdom, køn, alder, uddannelse og seksuelle præferencer med mere hos filmopleveren. Livserfaringerne er en del af anmelderen, det bliver en del af anmeldelsen.

Så slip dit ”jeg” fri, fuck ”man”, det slår os ihjel.