Linklater: Du bliver den, du er skabt til at være

Richard Linklater er en filmskaber med en følsomhed og filosofisk stilhed som ingen anden.

Den selvlærte auteur, der i mange år arbejdede på boreplatforme, inden han rettede sin opmærksomhed mod film, har en unik evne til at få hverdagsglimt til at udfolde sig naturligt foran tilskueren med en dialog, der virker, som om den er improviseret af skuespillerne.

Han benytter sig ikke af stjerneskuespillere for at skaffe penge hos filmselskaberne. Tværtimod har han i stor udstrækning undgået den store, industrielle side af filmbranchen ved at producere independent-film med en billedkunstners simple vision.

Han har opdyrket en håndfuld af loyale skuespillere som Ethan Hawke, Julie Delpy og Jack Black i jagten på at legemliggøre sine forestillinger.

Adskillige af Linklaters film kredser om fænomenet tid. Slacker (1991) følger forskellige outsidere gennem et døgn i Austin, Texas. Dazed and Confused (1993) foregår også over et døgn, nemlig den sidste skoledag på Lee High School.

Tape (2001) udspiller sig i realtid på et motelværelse i Michigan, hvor tre gamle high school-venner river op i smertefulde minder. Waking Life fra samme år skaber i et drømmende univers en fornemmelse af et ubrudt tidsforløb.

Og så er der naturligvis de berømte tre Before-film, der er indspillet med ni års mellemrum med de samme skuespillere. Filmene foregår i løbet af en enkelt dag eller nat og føles som én lang gåtur i de europæiske gader.

Linklaters nye film, Boyhood, er bemærkelsesværdig, fordi den er optaget over tolv år, hvilket gør den til filmhistoriens længstvarende produktion!

Traumer og triumfer
I Boyhood følger vi drengen Mason (Ellar Coltrane), fra han er seks år gammel, til han starter på universitetet som attenårig.

Masons forældre (Patricia Arquette og Ethan Hawke) bliver skilt, og han gennemlever et væld af opbrud, nye skoler, første kærester og alle de andre små traumer og triumfer, der beskriver mange menneskers overgang til voksentilværelsen.

Det føles som én lang flydende samtale om barndom og forældreskab, at vokse op og blive gammel.

”Ja, det er en vanvittig idé,” indrømmer Richard Linklater, da vi møder ham i Los Angeles.

”Kunstnere forstår det. Ethan Hawke og Patricia Arquette syntes, at det var en interessant måde at lave film på. Pengemændene forstår det ikke. De spurgte bare, om de så først fik deres penge tilbage om tolv eller tretten år,” fortæller Linklater, der dog til sidst fik overbevist det amerikanske independent-filmselskab IFC om at støtte projektet.

”Det er en lavbudget-film, der er endt med at blive en storfilm om det intime. Jeg ville gerne lave en film om barndom. Jeg har været far i et stykke tid, og når man har et barn, så gør man sig nogle tanker om barndom,” fortæller Linklater.

”Jeg havde ikke bare én periode i barndommen i tankerne – alle idéerne var spredt over hele udviklingsforløbet, og så kom det pludselig til mig: ’Hvis vi filmer de enkelte dele over tid, så vil alle gradvist blive ældre.’”

Satsede hele butikken
For hvert af de tolv år, det tog at optage Boyhood, spyttede IFC 200.000 dollars i projektet. Og til sidst brugte Richard Linklater sine egne penge på at færdiggøre filmen.

Siden er Boyhood blevet forrygende modtaget af både anmeldere og publikum, og folk har efter sigende forladt de amerikanske biografer med tårer i øjnene.

A.O. Scott fra New York Times kalder Boyhood ”en af de mest fantastiske film fra 2014 eller for den sags skyld det 21. århundrede.”

Richard Linklater fremstår som en venlig og afdæmpet mand, der hverken er nonchalant eller selvtilfreds, når han skal forholde sig til Boyhood.

”Man er nødt til at forstå, at jeg aldrig har set Boyhood som en risiko. Det var en sjov idé at føre ud i livet, og jeg havde en tro på, at det ville virke. Hvis man satser hele butikken, får man altid noget tilbage.”

Ligesom de fleste af Linklaters film er den nye ikke drevet af stort drama.

”Jeg satsede på, at man virkelig kommer til at holde af den her familie som er resultat af, at man følger dem, mens de bliver ældre, og børnene vokser op. Også selvom filmen ikke handler om store dramatiske begivenheder.”

”Det at være den nye dreng i skolen er temmelig traumatisk. Det er ikke som at blive mishandlet i et krigshærget land, men de små dramaer er dramaet i livet for de fleste af os. Hvis man er heldig, er det ikke mere traumatisk end det, men det er hårdt at være menneske og at vokse op ethvert sted og i enhver tid.”

Tidskapsel
Ethan Hawke har beskrevet Boyhood som ”menneskelige timelapse-fotografier”. Han peger dermed på filmens ambition: At føre filmmediet tilbage til dets oprindelige udgangspunkt, hvor det indfanger virkeligheden, mens den foregår.

Betragter man Before-trilogien med samme briller, begynder det at føles, som om tid i sig selv er en af Richard Linklaters yndlingskarakterer.

”Hvis jeg havde fortsat med at filme, kunne Mason ende på et tog i Europa, hvor han møder en pige,” siger han spøgefuldt med en reference til Before Sunrise fra 1995.

Boyhood fungerer da også som en tidskapsel, der imiterer og beskriver det kulturelle skift, som er sket i løbet af de seneste tolv år.

Masons fascination af computerspil spænder fra Game Boy Advanced til Wii. Vi ser Obamas første præsidentkampagne, og musikken bevæger sig fra Coldplays Yellow til Daft Punks Get Lucky.

”Jeg vil gerne have, at folk tror, at det, de ser på lærredet, er virkeligt. Men det er ren fiktion, hele filmen er en konstruktion,” forklarer Linklater.

”Jeg voksede ikke op i årene omkring Boyhood. Det siger sig selv, men det er alligevel en meget personlig film,” fortsætter den 54-årige instruktør, der ligesom Mason i filmen er skilsmissebarn og selv fraskilt far til en 21-årig datter, Lorelei, som spiller Masons ældre søster i Boyhood.

”Alt det, der sker i filmen, er på den ene eller den anden måde forbundet til noget, der virkelig er sket – om ikke for mig, så for Ethan, Patricia, for de to børn eller for nogle af vores venner. Vi bruger hændelser fra vores eget liv i filmen.”

Som en familie
Boyhood er helt og holdent ukonventionel – lige fra konceptet til optagelsesplanen.

”Vi har i alt filmet i 39 dage over en 4.200 dages tidsplan,” siger Richard Linklater, der begyndte optagelserne til Boyhood i juli 2002 og sluttede dem i oktober 2013.

”Vi brugte to år bare på at forberede filmen, og to år på at klippe den. Det ville man normalt aldrig gøre. I løbet af de tolv år har vi også brugt lang tid på at forberede os, og der gik typisk ikke mere end to måneder efter sidste optagelse, før vi begyndte at tænke på næste år.”

At lægge beslag på tolv år af et helt filmholds liv er selvsagt utænkeligt, og derfor har Boyhood aldrig været mere end et sideprojekt for de involverede. Linklater har i den mellemliggende periode selv instrueret otte spillefilm.

Alligevel fandt filmholdet hvert år plads i kalenderen, og optagelserne blev en tilbagevendende begivenhed for dem.

Linklater har rammende beskrevet filmen som en blanding af en ferielejr og et kunstprojekt.

Undervejs opstod der ikke mindst et stærkt bånd mellem Linklater og hovedrolleindehaveren Ellar Coltrane. Det var nærmest, som om de var i familie, og på nogle billeder ligner de ligefrem hinanden.

”Ellar er den samme i dag som den seksårige dreng, jeg mødte i sin tid. Han var en nærmest overjordisk, mystisk dreng, og jeg elskede den måde, han tænkte på. Det har været sjovt at se ham blive til den mand, han er i dag. Han føles som en del af familien, en nevø eller noget i den retning.”

”Jeg håbede ikke på, at han ville udvikle sig i overraskende retninger, men jeg var bare nødt til at overgive mig til det uvisse.

Man kan aldrig forudsige, hvad et menneske laver om tolv år. Så vi var nødt til at arbejde med det ubekendte.”

Ingen improvisationer
Historien er blevet til undervejs, men selvom filmen virker spontan, improviserer skuespillerne ikke. Richard Linklater er grundig, grænsende til det rigide, når det kommer til at skrive manuskript og øve.

”Jeg har hvert år ladet mig inspirere af kulturelle fænomener eller det, der skete i verden, men vi improviserer aldrig foran kameraet. Det hele er skrevet ned, og så genskriver jeg det i samarbejde med skuespillerne.”

”Sådan gør jeg med alle mine film, og jeg har aldrig gjort andet, aldrig! Jeg starter aldrig kameraet i håb om, at noget spændende sker. Det har jeg hverken penge eller tid til, og det er ikke min indgangsvinkel. Jeg tror simpelthen ikke, det ville være særlig interessant. Det ville ikke fortælle historien.”

Alligevel vidste han allerede efter to år, hvordan filmens afsluttende scene i hovedtræk skulle se ud.

”Jeg ville gerne have, at filmen skulle afspejle den måde, vi går igennem livet på og gradvist tager kontrol over den, vi er, mens vi bliver mere selvstændige. Som barn bliver man trukket gennem ens forældres liv. Man følger bare med og tvinges til at tilpasse sig den virkelighed, der også indbefatter ens søskende og lærere. Jeg vidste, at filmen skulle vise Mason indtage sig selv og skubbe nogle ting til side. Det tror jeg er filmens tema – du bliver det menneske, du er skabt til at være.”

At se sit liv på film
Da Linklater havde færdiggjort filmen, var det første, han gjorde, at give den til Ellar Coltrane. Med beskeden om, at den unge skuespiller skulle se filmen helt alene flere gange, før han talte med nogen andre om den.

”Jeg hørte ikke fra ham i flere dage, og jeg blev helt bekymret. Han syntes, det var overvældende at se sig selv blive ældre på film, og det forstår jeg fuldt ud. Han er stadig ved at vænne sig til det, men han er meget glad for filmen.”

Linklaters datter, Lorelei, der spiller Masons storesøster, er også en åbenbaring på det store lærred.

”Det var hende, der valgte mig! Der var ingen vej udenom. Hun ville være skuespiller. Hun er meget udadvendt, synger og danser.

Desuden var det praktisk meget nemmere at vælge hende,” siger Linklater med et smil.

Han roser sin datter og Ellar Coltrane for deres mod til at udstille sig selv i en periode af deres opvækst, hvor det ikke er alting, man er lige stolt over.

”Jeg tror, at filmen for børnene betød forskellige ting i de forskellige perioder af deres liv. Noget af det er de stolte af, andet er de lettet over. De fleste af os har dele af vores liv, som vi helst ser redigeret væk, hvis vi kunne. Vores udseende, vores tøjstil. Det er ret modigt af de her to børn at vise det hele frem.”

Af samme årsag har Richard Linklater holdt børnene fra at se optagelserne undervejs. Det har overraskende nok ikke medført de store problemer.

”Børnene spurgte aldrig til det, og jeg ville ikke have, at de blev for selvbevidste. Når du er ung, og du ser dig selv fra et par år siden, vil du typisk sige: ’Det er ikke mig.’ Men det var også det, der gjorde det til en helt særlig oplevelse, da de endelig så filmen.”

Kubrick gav op
Richard Linklater er opmærksom på, at han ikke er den første filmskaber, der har forsøgt at optage mennesker over en lang periode. Den berømte dokumentarserie 7UP, der følger en gruppe unge over syv år, dukker op i erindringen. Det samme gør Truffauts Ung flugt fra 1959.

”Jeg talte for lang tid siden med nogle franskmænd, der fortalte mig, at Stanley Kubrick ønskede at filme Al Pacino, der over tolv år skulle spille Napoleon for at vise forskellige dele af hans liv,” fortæller Linklater.

Det var i slutningen af 1960’erne, at Kubrick planlagde sin biopic om den magtfulde franske kejser, men efter lang tids research droppede han projektet.

”Kubrick var en afsindig kontrolfreak, og man er nødt til at acceptere alle disse ubekendte, som du bare ikke kan kontrollere. Hvad nu, hvis Al Pacino bakker ud på syvende år? Det er nok usikkerheden, som har afholdt Kubrick fra at kaste sig ud i det,” siger Richard Linklater.

Han formåede selv at holde alle de centrale skuespillere i folden gennem årene. Det hele kan godt være lidt overvældende at tænke tilbage på.

”Jeg er meget lykkelig over, at jeg fik idéen i starten af dette årtusinde, og at jeg kan sidde her mange år senere og tænke: ’Gud, det blev, som jeg havde håbet”