”Du laver film som en mand”

Puk Grasten har film i blodet.

Hendes forældre er producenterne Regner og Tove Grasten, hendes farmor instruktøren Kirsten Stenbæk, og farfaren Bent Grasten var manuskriptforfatter og filmkritiker.

Den 30-årige instruktør har været involveret i familieforetagendet, siden hun var fem år, hvor hun tegnede credits til Krummerne. Siden har hun været runner, skuespiller i Familien Mortensens Jul, manuskriptassistent på Tarok og meget mere.

”Jeg fandt for nylig en dagbog, fra jeg var otte-ni år gammel: ’Jeg har været så træt i skolen i dag, fordi mor og far tvang mig til at se en sort-hvid film hele natten.’ Hvad gør det ikke ved et barn?” siger hun med et grin og tilføjer, at hun fik en gammel filmprojekter af sine gudforældre i dåbsgave.

Med filmisk indoktrinering siden vuggen er det ikke underligt, at Puk Grasten også er endt i filmverdenen. Men hvor hendes far er kendt for at lave familievenlige biografbaskere, så går hun i en helt anden retning.

Lige nu bliver hendes debutfilm 37 vist på Cph Pix, og den får dansk biografpremiere 17. november.

Mordet er en fodnote
37 er en stilsikker smuk og dyster film. Den er meget mere beslægtet med David Lynch og Lars von Trier end dansk folkekomedie og Krummerne.

Debuten er baseret på den sande historie om mordet på Kitty Genovese i New York i 1964 – et mord, som tilsyneladende blev bevidnet af 37 folk i de ejendomme, der stødte op til mordscenen. Alligevel reagerede ingen, før det var for sent.

37 har et stærkt billedsprog, hvor en rystende ejendom med utætte vandrør siger mere end ord. Historien foregår over et lille døgn, og i takt med at dagen går på hæld, bliver tingene mere og mere utrygge og dystre.

Selve mordet er nærmest en fodnote i historien, som Puk Grasten selv har skrevet manuskriptet til. I stedet centrerer den sig om tre børn og deres familier. Temaet handler dog om ikke at blive hørt, for ligesom mordet ignoreres, bliver de tre børn og deres behov også overhørt af deres familie.

Det var Puk Grastens storesøster Maj, der faldt over artiklen 37 vidner til mord undlod at ringe til politiet, som The New York Times skrev kort efter mordet. Puk blev fascineret af ”Genovese syndromet”: Hvordan mennesker i en gruppe forholder sig afventende frem for at tage selvstændigt ansvar.

Hun har boet i Paris, hvor der gik ældre damer rundt i Chanel-ballerinasko og pelse – og rodede i skraldespande på grund af dyb armod. Den oplevelse har hun taget med i filmen, hvor nogle gamle tvillingesøstre roder i skraldespande, mens naboerne bare ser væk.

”Jo flere, der ser noget, jo færre gør noget. Hvis jeg kan se, at du også ser en dame rode i skraldespanden, så kigger vi hinanden i øjnene og går videre,” fortæller Puk Grasten.

”De voksne lærer gennem hele filmen deres børn at se den anden vej. Derfor er det de voksne – ikke morderen – der stjæler børnenes uskyld. De voksne lukker øjnene for racediskrimination og sexisme.”

Forandring er farligt
På intet tidspunkt ser man morderen i 37. Han er hele tiden en skygge, og antydningen er meget uhyggelig. Det bliver næsten gyseragtigt til sidst. Puk Grasten kalder det for ”drorror”: en blanding af drama og horror.

”Vi gik efter en fornemmelse af uncertain. Usikkerhed. Vi ved, der skal gå noget galt, men vi ved ikke, hvad det er. Og der kiggede vi også meget på tiden: 1964. Det er endnu ikke tid for oprøret i ’68, men man kan mærke, at noget er undervejs. Huset rystet – falder det sammen? Tidsbilledet er monsteret i skabet, som ikke er der, når man åbner og kigger,” forklarer Puk Grasten.

Hun sammenligner det med nutiden, hvor en størrelse som Donald Trump kan blive USA’s næste præsident. Spørgsmålet er, om der kommer et nyt ungdomsoprør, eller om vi bøjer hovedet og finder os i tingenes tilstand.

I samme ånd har Puk Grasten oplevet, at det amerikanske publikum slet ikke har kunnet udstå familiefaren Bob Cunningham, der ender med at forlade sit hjem midt om natten.

”Bevar familien, så er folk glade. Selv publikum synes, at idéen om status quo er bedre end forandring. For det kan nærmest kun blive værre, end det allerede er.”

Nogle amerikanere har også været sure over, at mordet foregår uden for lærredet. Mens andre forstår, at filmen handler om børnene, deres tab af uskyld og fremtid. Puk Grasten kan godt lide, at hendes film skiller vandene. Hun vil hellere have kritik end en ligegyldig reaktion. Så længe det ikke er lyd, fotograf og skuespillere, der kritiseres.

”Jeg har et ansvar som instruktør for, at de ikke får kritik. Det er emnet, der har delt vandene, og det vidste jeg fra starten, at det ville,” indrømmer instruktøren.

Instruktør ved et tilfælde
37 er optaget i New York, hvor Puk Grasten de sidste syv år har uddannet sig som instruktør og manuskriptforfatter på NYU Tisch School of Arts.

Det var egentlig lidt af et tilfælde, at hun endte på den linje. For efter at have gået på Filmhøjskolen i Ebeltoft tog hun til Paris, hvor hun fik en bachelor som producer på filmskolen EICAR. Derfra fortsatte hun til New York, og på NYU skal man prøve kræfter med alle elementer af film.

”Min stærke side, og det, der var sjovest, var at være instruktør. Jeg var helt høj. Efter den første kortfilm ringede jeg hjem til mine forældre, og der sagde de: ’Vi har tabt dig til instruktørrollen.’ De troede lige, jeg skulle overtage firmaet. Men så arbejder vi sammen på en anden måde,” fortæller hun.

Hendes far Regner Grasten har også været meget involveret i 37, og selv om det er en helt anden stil, end hvad han normalt er vant til, har hans 30 års erfaring og overblik været guld værd for Puk Grasten.

”Mine forældre er så stolte. Regner har fra starten af sagt, at jeg skal gøre det, jeg selv har lyst til. Jeg skal stole på det, men også være klar over, at det er op ad bakke at få publikum til sådan en film. ’Men hvis du har nosser til at stå det igennem, så har jeg respekt for det!’ har han sagt,” griner Puk Grasten.

Min far er feminist
Regner Grasten mindede hende også hele tiden om, at 37 var støttet af Filminstituttets New Danish Screen, så hun havde som instruktør det sidste ord.

Til at starte med havde hun en amerikansk producer, der syntes filmen blev for voldsom, og som kritiserede Puk Grasten for at lave film som en mand. Det blev en øjenåbner, for i hendes opvækst havde det med kønnet aldrig været et problem.

”Der var jeg nok lidt naiv. Mine forældre har lavet film med mange kvindelige instruktører, og min farmor var også instruktør. Min far er den største feminist, jeg kender. Men i USA fik jeg et chok, da jeg arbejdede sammen med en klipper. Han sagde, at det var første gang, han arbejdede sammen med en kvindelig instruktør. Jeg tænker bare: ’Hvad er forskellen?’”

Derfor bliver Puk Grasten også overrasket, da hun hører, at hun er den første kvindelige instruktør i syv år, der via talentstøtten New Danish Screen har biografpremiere.

Hendes oplevelse med fokus på kvinder i film kommer primært fra hendes uddannelse, hvor der var meget fokus på fordelingen af de studerende i forhold til køn, men som også havde svært ved at få kvindelige lærere.

”Jeg ville dog være ked af at være en del af en kvote. For har man så lavet den her film, fordi man skal opfylde noget?” spørger hun.

Børn har en sjette sans
Puk Grasten er i gang med sit næste projekt, filmatiseringen af Janne Tellers roman Hvis der var krig i Norden. Også den er politisk og handler om, hvor hurtigt et vestligt demokrati kan blive til et fascistisk diktatur.

Danmark er i krig, og historien fortælles gennem en ung dreng, for Puk Grasten kan godt lide at arbejde sammen med børn, som hun også gjorde i 37.

”Børn har en sjette sans, som vi voksne har lært at ignorere. De er enormt fascinerende. Og så må man vise respekt, når man arbejder med børn. De leger og er med på, at vi laver film – og så skal man alligevel passe på,” siger hun og fortæller, hvordan filmens unge hovedrolle en dag gik lidt ensom rundt på settet.

”Jeg gik hen og spurgte hende, hvor hendes mor var. Hun kiggede bare på mig og sagde: ’Jamen, hun er jo død.’ Så skød vi scenen, tog et kram og en sund snak bagefter,” siger Puk og ser lidt undskyldende ud – for pigens mor var ikke død i virkeligheden, men er det i filmen.

”Man glemmer nogle gange, om de nu også er ude af drømmeverdenen, for de er så dygtige.”

Magisk dollarseddel
Grunden til, at hun flyttede til udlandet i første omgang, var en lyst til at opleve verdenen, og så var det også lidt et held. For hvis hun var startet på Filmskolens producerlinje, havde hun ikke fået lov at ændre fag midt i forløbet.

At det blev New York, hang sammen med bedsteforældrene, der var en del af den danske nybølge, og som derfor drømte om at tage til New York og lave film, da Easy Rider gav Hollywood modspil.

Puk Grasten føler selv, at hun med sine film sætter sig et sted mellem forældrene og bedsteforældrene.

Desværre lever bedsteforældrene ikke i dag, men Puk Grasten havde en helt magisk oplevelse under optagelserne af 37.

”New York Times skrev en artikel om os, mens vi optog, så jeg var ude for at købe tyve eksemplarer af avisen. Jeg tænkte på, at det skulle min farmor og farfar have oplevet. Da jeg så tager en tyve-dollar seddel op af pungen, står der skrevet ’37’ på den med særlig skrift!” siger hun med et kæmpe smil.

”Lige dér, der troede jeg på noget overnaturligt. Jeg følte, at mine bedsteforældre så med. Jeg har stadig sedlen, den hænger på opslagstavlen.”