”Du må hellere ringe til Asger”

Da Zentropas Peter Aalbæk Jensen i 2012 anlagde injuriesag mod Filmmagasinet Ekko, sagde en bekendt, at jeg skulle ringe til advokat Asger Thylstrup.

Det viste sig at være et godt råd.

I en alder af 75 år kastede han sig over sagen med sin enorme erfaring og usvigelige selvsikkerhed, og han var modpartens advokat så overlegen, at Peter Aalbæk undervejs sagde, at han næste gang ville hyre Thylstrup.

Efter sagen, der endte med et mindeligt forlig, fortsatte samarbejdet med Asger Thylstrup.

Han skrev flere artikler og anmeldelser for Ekko og stod altid generøst til rådighed med juridisk rådgivning. Når det trak op til stormvejr, blev det en fast frase på redaktionen: ”Du må hellere ringe til Asger!”

Hans hjerne vedblev med at være knivskarp, men hjertet, som havde en medfødt fejl og var for stort, blev dårligere på det sidste og holdt helt op med at slå natten til lørdag den 12. august.

Asger Thylstrup blev 86 år gammel.

I dag bisættes han klokken 14 i Kastelskirken på Østerbro i København, tæt på bopælen, hvor han levede sammen med sin hustru og livsledsager Karen Lise. De har datteren Nanna, der i dag er forsker på Københavns Universitet.

Journalistiske drømme
Asger Thylstrup blev født i København den 16. februar 1937. Han var den næstældste i en drengeflok på fire. Faren var civilingeniør og moren hjemmegående.

Asger ville være journalist, men det modsatte faren sig. Han ville have, at sønnen skulle være murer. Juraen blev et slags kompromis, men Asger brændte hele livet for journalistikken.

Mens han studerede jura på Københavns Universitet, var han redaktør for Studenterbladet, hvor han formåede at skabe debat i et miljø med unge talenter som Anders Bodelsen, Johannes Møllehave og Henrik Stangerup.

Fra 1959 til 1963 arbejdede han som journalist på Politiken og blev sideløbende cand.jur. i 1961. Samtidig tog han hånd om sine to yngre brødre, da begge forældre døde i løbet af blot to år.

Asger Thylstrup blev advokat i 1966, fik møderet for Højesteret i 1972 og havde advokatkontor i København fra 1969 til 2017, hvor han lod sig pensionere.

Forældet æresbegreb
Centralt i karrieren står perioden 1972-1992, hvor han arbejdede som advokat for Det Berlingske Hus og forsvarede redaktører og journalister i sager om injurier.

Han udviklede sig til landets førende ekspert i injurielovgivningen og udgav senere Injuriesager – bagvaskelse, ærekrænkelser og ytringsfrihed. I bogen argumenterer han for at afkriminalisere ærekrænkelser, fordi beskyttelse af æren stammer fra en svunden tid og har ført til vilkårlige domme.

”Kun falske beskyldninger om kriminel adfærd bør kunne straffes som injurier,” skriver han i tredje udgave, som udkom i 2021.

Her bakker han i øvrigt op om #MeToo, der ifølge Asger er et væsentligt bidrag til samfundsdebatten og ikke skal kunne mødes med trusler om en injuriesag.

Retorisk mester
Spændvidden var imponerende.

Han arbejdede som erhvervsjurist, hvor han var lokal repræsentant for et fransk oliefirma. Og han tog sager for folk, der var kommet i klemme i systemet – som de anholdte unge under slaget om Ungdomshuset på Jagtvej.

Asger Thylstrup var uforfærdet og evigt optimistisk af natur. Han brændte for de små mennesker i samfundet, respekten for store dele af dommerstanden var til at overskue, og han kunne blive vred, når retfærdigheden ikke skete fyldest.

Han var også med til at udforme de presseetiske regler, der gælder den dag i dag. Men han var skuffet over Pressenævnets restriktive fortolkning af dem.

Asger var nemlig frem for alt en glødende fortaler for en uafhængig presse og det frie ord – også når ordene var grove og gik ud over ham selv eller dem, han kæmpede for.

Da to af landets største aviser under Aalbæks sagsanlæg skrev lidet flatterende portrætter af mig – det ene af dem kunne muligvis have udløst en erstatning i en injuriesag – vendte Asger omtalen på hovedet i en mail:

”For en redaktør må så flotte, så spicy (det skal omtalen af en rigtig redaktør jo være, tænk blot på, hvad der stod, når redaktører som Cavling og Brandes og Hørup fik på hattepulden) og så store omtaler være som rosetter, lige til at sætte i knaphullet. Tillykke til Ekko og redaktøren!”

Det svar var typisk for Asger. Han var en begavet, retorisk mester med historiske og litterære referencer og altid en anekdote, der kunne perspektivere et aktuelt problem, i ærmet.

Karismaen var ikke til at komme udenom. Han fyldte meget i et rum, men med sin indlevelsesevne og sit ægte engagement var han et varmt menneske båret af en stor retfærdighedssans.

Livet er blevet fattigere og verden lidt dummere. Vi kan ikke længere ringe til Asger.