Dag 2: Du må være stolt af Filmdanmark!

”Hvordan kan I dog igen have ramt sådan en guldåre i dansk film?” spøger min sidekvinde ved dagens første visning i hovedkonkurrencen. 

Her i det mægtige Berlinale Palast må jeg bede hende om at uddybe sin begejstring.

”Victoria Carmen Sonne er Shooting Star, Kød & blod har et radikalt filmsprog, og så taler alle ovre på markedet om, at man skal skynde sig at se En helt almindelig familie,” siger anmelderen med spansk accent, inden hun sætter trumf på.

”Du må være stolt af Filmdanmark!”

Kønspolitisk kant
Hjemme i andedammen kan man somme tider godt glemme, hvor godt det går for dansk film. Men denne første fredag ved Berlinalens 70. udgave må man i den grad konstatere, at danskerne modtog helt særlig opmærksomhed.

Og ganske rigtigt gik snakken hele dagen om En helt almindelig familie, der ikke er udtaget til noget officielt program, men som lørdag bliver vist for markedet igen efter en succesfuld visning torsdag.

Malou Reymanns debut har en tydelig kønspolitisk kant midt i udviklingsdramaet om en pige, der oplever sin far skifte køn.

Den type historie kunne sagtens have været en del af hovedprogrammet hernede – og det samme kunne debutfilmen rent kvalitetsmæssigt også.

Overfortalt argentiner
For En helt almindelig familie er i hvert fald en langt mere tilgængelig film end hovedkonkurrencens første af slagsen. The Intruder er noget så sælsomt som en argentinsk gyser, der rent faktisk også diskuterer køn.

Natalia Meta er i Berlin med sin kun anden spillefilm, og instruktøren har styr på virkemidlerne. Faktisk så godt styr på dem, at Meta overdriver dem i fortællingen om en kvinde, der besættes af en mystisk ting, som ødelægger både hendes drømme og stemme.

Det er selvfølgelig skidt, når man lever af at lægge stemme til spanske filmsynkroniseringer og synger i kor, men desværre fænger The Intruder ikke.

Det hele bliver for gennemskueligt.

Natalia Meta fokuserer på, om hovedpersonen er splitterravende sindssyg, eller om der er mere mellem himmel og jord. Ville man tale sådan om en mand, mens han selv var i nærheden, spørger filmen, så man ikke er i tvivl om, hvad filmskaberen mener.

Til gengæld storspiller Érica Rivas (bruden fra Wild Tales) som den plagede kvinde. Med en mere og mere desperat stemmeføring og øjne, der er ved at trille ud af hovedet, er Rivas langt bedre end den film, hun er med i.

Forrygende anmeldelser
Så var der noget større optimisme ved pressemødet til Kød & blod, hvor manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe og instruktør Jeanette Nordahl sammen med skuespilholdet modtog et taktfast bifald fra den samlede verdenspresse.

Der var kun halvt fyldt i den store sal, men sikke en begejstring, der strømmede op imod det danske hold.

Kød & blod fik især ros for at være umulig at regne ud, og flere af de fremmødte talte om, at den burde have været i hovedkonkurrencen i stedet for Panorama-sideprogrammet.

Samtidig tiltrak Sidse Babett Knudsen – der spiller mor til en gruppe kriminelle drenge, som hun styrer med hård hånd og morgenkys på munden – sig stor opmærksomhed. Hun blev spurgt, hvordan det var at spille så hård en mor.

”Der har altså nok været flere fædre inde over, så på sin vis må hun jo være romantisk anlagt, når hun nu har troet på, at hun bare kunne prøve igen,” sagde skuespilleren og fik salen til at grine.

Sidse Babett Knudsen er uden tvivl filmens trækplaster her i Berlin, men spørgsmålene bredte sig mere og mere ud undervejs, som journalisterne begyndte at analysere på Kød & Blod.

Det førte til masser af dansk lune, når skuespillerne og instruktøren jokede på kryds og tværs.

Og de internationale anmeldere deler begejstringen for filmen.

Den engelske avis The Guardian giver filmen fire ud af fem mulige stjerner, Screen Daily taler om ”en imponerende dansk debut”, og amerikanske Variety fremhæver ”fascinerende” Sidse Babett Knudsen.

Udstødt kunstner
Men der er altså ingen danskere i hovedkonkurrencen i år.

Den anden film her var derimod en italiener med et outsiderhjerte. Hidden Away præsenterer nemlig kunstneren, maleren og tegneren Antonio Ligabue og hans historie.

Ligabue var en af de mest betydningsfulde ”naïve artists” i 1900-tallet. Men han var også en udstødt skabning, der på grund af sit udseende og sind først blev anerkendt, da han fandt sit talent i barnligt visuelle penselstrøg.

Det er den første film fra Giorgio Diritti (The Wind Blows Round) i fem år, og italieneren har bestemt brugt tiden fornuftigt rent billedmæssigt.

De matte billeder fra fattige, små samfund i Italien og Schweiz op igennem 1900-tallets første halvdel er smerteligt godt ramt, men til gengæld knager fortællingen undervejs.

Skuespiller i førerfeltet
Bedst er filmens begyndelse. Her klipper Diritti i højt tempo imellem forskellige faser af Ligabues liv, som har det tilfælles, at folk håner og latterliggør ham.

Havde Diritti holdt fast i sit vilde klipperi fra start til slut, havde man fået en oplevelse af at være inde i kunstnerens plagede sind. Men efterhånden bliver Hidden Away en lidt for traditionel udviklingshistorie, der dog konstant tør lave filmtekniske krumspring.

Især er det en fryd at opleve, hvordan kameraet igen og igen fokuserer så meget på midten af sine billeder, at siderne af filmlærredet bliver slørede. Fuldstændig ligesom Ligabue hele tiden fokuserer på at komme derind på midten, hvor han vil blive accepteret.

Desværre må han igen og igen se sig selv brølende og lidende ude i livets slørede periferi. Til gengæld spiller hovedrolleindehaveren Elio Germano sig ind i førerfeltet til en skuespilbjørn i år, fordi han virkelig gestalter en udstødt outsider til ubehagelig perfektion.