Dag 0: ”Du skal bare nævne et whisky-mærke”

”Hvorfor må Jyllands-Posten krænke 1,6 milliarder muslimer med deres Muhammed-tegninger, mens Lars von Trier bliver smidt ud af Cannes, så snart han kritiserer Israel?” spørger den indiske taxachauffør ophidset på vej til lufthavnen i København.

”Ekskluderingen skyldtes Triers nazi-kommentarer,” forsøger jeg. ”Holocaust er stadig et traume i Europa. Vi kæmper stadig for at forstå, hvordan en civilisation på sit højeste stadie kan gøre noget så vanvittigt fuldstændig systematisk og bevidst.”

Taxachaufføren ryster på hovedet. Vi er fremme i lufthavnen.

”Hør her,” siger han. ”Jeg vil gerne tale videre med dig. Vil du komme til middag hos mig?”

Jeg nikker. Jeg har travlt og skal nå mit fly. Møjsommeligt skriver han sin adresse ned på bagsiden af kvitteringen.

”Jeg ved godt, at du aldrig vil komme,” siger han overraskende. ”Jeg har inviteret 2000 danskere, og kun to er kommet. Men så kan I ikke sige, at jeg ikke vil integreres.”

Rejseselskab Dansk Film
For syvende gang skal jeg til Cannes-festivalen, og for fjerde gang skal jeg bo på Hotel Chalet de l’Isere, som var Guy de Maupassants sidste residens. Her skulle den misantropiske forfatter have fundet sin indre ro. Hotellet ledes af italienske Elisabetta og hendes franske mand. De har en lille datter, som jeg har lært at tælle til tolv på engelsk.

Man får sine faste rutiner.

Jeg ankommer altid mandag – dagen før dagen før dagen. Så kan jeg nå at få lidt sol, inden det går løs i biografmørket, og købe en fransk CD i Le Fnac på Rue d’Antibes. Jeg slipper også for at være en del af Rejseselskab Dansk Film, der tager flyet til Nice om tirsdagen.

Tirsdag morgen afhenter jeg mit pressekort og festivalens hovedkatalog i Palais des Festivals på La Croisette.

Inspired eller contrived?
Jeg glæder mig til at gense min indiske kritikerven Rajesh. Vi henslæbte flere år sammen i den lange kø, da vi havde det blå pressekort og var næstnederst i Cannes’ kastesystem.

Sidste år fik vi det lyserøde kort og rykkede en klasse op. Rajesh har skrevet, at han i år, hvor indisk film fylder 100 år og er officiel gæst i Cannes, regner med at få det lyserøde kort med den gule prik. Eller måske det hvide kort, som giver nogle helt særlige privilegier.

Rajesh har sit eget indiske filmwebsite. Han kæmper for ytringsfrihed og har haft de indiske myndigheder på nakken, fordi man ikke brød sig om hans meninger. Han har et nøgternt blik på film, og det er befriende på en festival, hvor der er mange krukker og siges meget vrøvl.

Inspired or contrived? Det er det enkle spørgsmål, Rajesh stiller hver gang, han har set en film. På dansk vil man vel sige ”beåndet eller konstrueret”. Amour var ”inspired” sidste år. Jagten var ”contrived”. Holy Motors kunne vi ikke blive enige om. Jeg faldt for den, Rajesh faldt i søvn.

Fest med Scorsese
Det er samme procedure, men der er alligevel én ting, som er anderledes. På fredag kommer medredaktør Jacob og skal dække festivalen sammen med mig.

Det betyder, at vi har mulighed for at udvide vores dækning med interviews. Men at få interviews med de store instruktører og skuespillere er sin sag – også med det lyserøde pressekort.

”Vi har fået Scorsese. Martin Scorsese! Og det bliver et solo-interview, siger de. Du skal bare nævne et whisky-mærke,” siger Jacob begejstret i telefonen fra Danmark.

Senere på dagen viser det sig dog, at ”interviewet” er en event på Johnnie Walkers Yacht Voyager, hvor Scorsese er vært. Han giver ingen interviews, men der er kun inviteret 120 mennesker, heriblandt Spielberg, og det er kun Ekko og Go’morgen Danmark, som har fået dette meget eksklusive tilbud, forsøger den venlige pressemand for Johnnie Walker.

Kunsten at få et interview
Vi takker nej, og i stedet løber jeg spidsrod imellem filmselskaberne, som meget upraktisk er spredt rundt om i Cannes på vidt forskellige adresser.

Jeg besøger Premier på Rue Henri Paschke for at få en interview-aftale med Roman Polanski, der er i hovedkonkurrencen med Venus in Fur. Pressefolkene, der sidder i en idyllisk have med swimmingpool, skriver mig venligt op, men siger, at jeg ikke skal regne med noget. For at vise min imødekommenhed forpligter jeg mig til at interviewe en canadisk instruktør, som jeg aldrig har hørt om.

Et helt andet sted i Cannes, på Resideal Hotel på Rue Bertrand Lepine, besøger jeg presseagenten Charles McDonald for at få et interview med et af mine gamle helte, Jim Jarmusch, der er i hovedkonkurrencen med Only Lovers Left Alive.

Men McDonald fortæller, at Jarmusch måske slet ikke giver interviews overhovedet og i hvert fald ikke før søndag den 25. maj, hvor festivalen slutter, og jeg er taget hjem.

Men så opdager jeg, at der i McDonalds ydmyge A4-folder optræder en instruktør ved navn Clio Barnard, som for et par år siden debuterede med den fremragende The Arbor, der kongenialt blandede dokumentar og fiktion.

”Really good choice, I like you,” smiler McDonald, og så bliver jeg skrevet op til interview med Barnard lørdag om hendes nye film, The Selfish Giant, som vises i en af Cannes’ parallelsektioner, Quinzaine des Réalisateurs.

Danske kritikere forfordeles
”Hey, har du set Only God Forgives?”

En svensk journalist har fået øje på mig. Han ved udmærket godt, at filmen har været hermetisk lukket for danske anmeldere, men han og hele den svenske pressehar set filmen.

”Jeg tror, at filmselskabet er bange for de danske anmelderes dom. Os svenskere betyder ikke så meget for den her film,” siger han.

”Hvordan er den?” spørger jeg.

”Åh, Ryan Gosling går tavst rundt og surmuler. Men når Kristin Scott Thomas kommer på lærredet, begynder der at ske noget. Så er der replikker og handling. Men det er, som om hun spiller med i en helt anden film, som jeg meget hellere ville have set.”

Om Ekkos udsendte er enig i denne dom, må læserne vente med at få at vide til den 22. maj, hvor Only God Forgives har verdenspremiere i Cannes – også for de danske anmeldere.