”Du skal ikke kalde min film perfekt”

”Det er et mysterium, hvorfor den nærmest er blevet et box office-hit. Jeg har gjort alt for at undgå det!”

Den polske instruktør Pawel Pawlikowski fik Grand Teatret til at bryde ud i latter, da han for nyligt optrådte ved Ekkos snigpremiere på Ida, der nu kan ses i biografen.

Ida er blevet modtaget med hjertelig kritikerros over alt i verden, og nævnes som en af årets største Oscar-favoritter.

”Det er en polsk film i sort-hvid i det kvadratiske Academy-format med ukendte skuespillere,” opremser han efter filmvisningen. ”Jeg regnede med, at den ikke havde en kinamands chance! Det gav mig frihed til at lave filmen præcis, som jeg ville.”

Den 57-årige filmskaber har boet i England siden teenageårene, og han fortæller om sin film på formfuldendt britisk. Ordene er vægtige, og vokabularet stammer fra den europæiske auteur-skole.

Han nyder dog at få salen til at grine, for som han siger: ”Der er ikke meget at grine af i min film.”

En fatal hemmelighed
Ida vover at rejse tilværelsens allerstørste spørgsmål med rolighed og mådehold.

Et par dage før, at den unge novice Anna skal aflægge sit katolske nonneløfte, møder hun for første gang sin misantropiske moster Wanda. Mosteren afslører en hemmelighed, der forandrer alt: Anna er jøde, hendes rigtige navn er Ida, og hendes forældre blev dræbt under Holocaust af de mennesker, der nu bor i hendes barndomshjem.

Den unge kvinde er naturligvis rystet, og spørgsmålet er, om mødet med mosteren og oplevelsen af verdenen uden for klosteret vil ændre hendes beslutning om at aflægge nonneløftet.

Universet er i gråtoner, formatet er kvadratisk, og scenerne udspiller sig i en fast kameraindstilling, der er orkestreret med en malers øje for komposition. Om den billedskønne film bruger Ekkos anmelder, Rasmus Brendstrup, et sjældent adjektiv: perfekt.

Jeg konfronterer Pawel Pawlikowski med dette ord, da vi mødes på tomandshånd den følgende morgen i Grand Teatrets tilstødende lokaler. Han tager imod rosen med et vist forbehold.

”Perfekt er et dødt ord. Folk, der ikke fanger filmens emotionelle understrømme, kalder den måske bare perfekt. For mig handlede det ikke om at lave en perfekt film,” siger den polske auteur.

Antisemitisk og anti-polsk
Perfekt eller ej – Ida er blevet vendt, drejet og analyseret af mangt en kritiker. Og Pawlikowski har moret sig over de mange forskellige fortolkninger.

”Nogle har skrevet, at det tomme rum over personernes hoveder i Academy-formatet viser, at Gud er fraværende,” forklarer han. ”En amerikansk kritiker skriver, at tomrummet repræsenterer de seks millioner dræbte jøder under Anden Verdenskrig.”

Ingen af delene var hensigten, fastslår han.

”Nogle anklager filmen for at være anti-polsk, nogle kalder den antisemitisk, andre anti-feministisk og atter andre beskylder den for at hylde religiøs fundamentalisme!”

Fra minus-ordet ”intellektualisering” vender han sig mod plus-ord som ”poesi” og ”intuition”.

”Hele pointen i at lave film eller anden kunst er at glemme sine intentioner og bare tabe sig selv i processen og finde sig selv igen til slut.”

”Filmen kan fremstå simpel og ligetil, men at komme dertil krævede en proces med mange zigzags, og der var meget kaos på settet.”

Smidt ud af klosterskole
Med Ida udforsker Pawel Pawlikowski sine egne kulturelle rødder.

I barndomshjemmet i Warszawa var faren jødisk og moren katolsk. Den jødiske tradition blev dog ikke dyrket, og først meget sent i livet fandt han ud af, at hans farmor døde i Auschwitz.

”Jeg er opvokset i et sekulært, katolsk miljø. Min mor var det sorte får i en traditionel katolsk familie. Men hun døbte mig trods alt.”

Da han var fjorten, flyttede familien til Tyskland og Italien og fik til sidst politisk asyl i England. ”Der blev jeg sendt på klosterskole. Men jeg blev ret hurtigt smidt ud. Så jeg havde et besværligt forhold til etableret religion!”

I 2006 døde Pawel Pawlikowskis kone efter pludselig sygdom. Efter hvad han selv har kaldt en midtvejskrise, er han nu vendt hjem til Warszawa.

”Kristendom betyder meget for mig, i hvert fald Kristus-figuren selv. Men ikke i en polsk-katolsk ramme. Han udstråler noget for mig, et slags magnetisk felt.”

Om dette kraftfelt har med inspiration eller tro at gøre, kan han ikke afgøre.

”Men den ene religion vinder ikke over den anden i min film. Det er en slags religiøs dialog med mig selv.”

Polen midt i en jazztid
Filmens fødselsforløb har været langt og ujævnt. Manuskriptet blev skrevet om igen og igen, men for instruktøren var alle ændringerne en frugtbar del af en kreativ proces.

”Den første idé om en jødisk nonne fik jeg for otte år siden. Men historien kom ingen vegne – det var for fortænkt.”

”Senere fandt jeg på karakteren Wanda. Jeg har altid været fascineret af de mennesker, som er marxistiske idealister i deres teenageår og senere oplever et brutalt system, som gør dem kyniske, men vise. For man bliver vis, når man laver store fejl i sit liv,” siger han og mindes.

”Jeg har mødt et menneske, der minder om Wanda og havde de samme problemer.”

”Endelig havde jeg et ønske om at lave en film i Polen. Og den skulle foregå i en tid, som er meget mere cool end i dag. Den periode i 1960’erne, hvor Stalinismen var ovre, og der pludselig var pop, jazz og en vis frihed. Der var en eksplosion af kultur, også film, efter årene med censur og kulturel hunger.”

”Da jeg havde de tre elementer – de to karakterer og den historiske periode – vidste jeg, at jeg havde en film.”

Amatørfotos inspirerer
Manuskriptet ændrede sig radikalt undervejs – noget, der sjældent sker i filmverdenen, påpeger Pawel Pawlikowski. ”Manuskripter er forfærdelige – dem alle sammen. Jeg har aldrig læst et godt manuskript i mit liv,” siger han og fortsætter.

”De bliver behandlet som seriøs litteratur, men det er det ikke. Hvis jeg rammer noget god dialog, så bruger jeg det. Men ellers skal manuskriptet bare bruges til at søge finansiering.”

På samme måde gik han til æstetikken – det vil sige uden en facitliste. Han indrømmer, at filmens radikale udseende med sort-hvide tableau-scener i Academy-format var en stor satsning. ”Det kunne have gået forfærdeligt galt– det kunne blive enormt prætentiøst!”

Inspirationen kom fra hans egne barndomsminder.

”Jeg husker film, der så sådan ud fra denne periode. Mine familie-fotoalbum var også en inspiration. De var fulde af sjove og excentriske amatør-framings.”

”Jeg ville lave en film, hvor kameraet ikke bevæger sig og viser for meget. Man presser verden en smule sammen og undgår for mange distraktioner. Jeg ville antyde frem for at vise. Jeg kan ikke lide film, der viser for meget!”

Fotografen skred
Der var ingen skudplan eller storyboard under optagelserne – ”Gud forbyde det!” udbryder instruktøren.

Hver kameraindstilling opstod i øjeblikket. En proces, som filmens producer forklarede med henvisning til Alexandre Astrucs klassiske auteur-teori. ”’Pawel, du skriver med kameraet,’ sagde hun på settet.”

Der står to fotografer på rulleteksterne til Ida. Den ene er den erfarne Ryszard Lenczewski, der også stod bag Pawlowskis Last Resort, My Summer of Love og La femme du Vème. Den anden er det unge talent Lukasz Zal.

Lenczewski har samarbejdet med instruktøren i femten år, og de startede planlægningen af Ida cirka et halvt år før optagelserne. Sammen tog de hundredvis af fotografier, som fastlagde den visuelle stil.

Men samarbejdet stoppede på settet.

”Ryszard Lenczewski startede som fotograf, men han kunne ikke lide filmen. Han syntes ikke, det statiske kamera ville være interessant og emotionelt nok. Han syntes hovedrolleskuespilleren var kedelig. Og han syntes, filmen var for besværlig at lave, så han smuttede midt i en optagelse og et skænderi med produceren,” husker han.

”Hvis det var op til mig, skulle han ikke krediteres. Og jeg skal ikke arbejde med ham igen.”

(Læs fotograf Ryszard Lenczewskis version af bruddet her).

”Så jeg endte med at filme med Lukasz Zal, der var kameraoperatør på filmen og aldrig havde været cheffotograf før. Det var faktisk meget bedre. For han var åben, entusiastisk og havde god energi. Han lignede én på nitten, selvom han var sidst i tyverne. Men han er talentfuld og frygtløs – de framings er ret excentriske!”

Skuespillere skal lytte
Den hovedrolleskuespiller, som ifølge instruktøren faldt i unåde hos den oprindelige fotograf, er også et uprøvet talent. Han stødte tilfældigvis på Agata Trzebuchowska på en café.

”Hun var filosofistuderende, og hun passede sig selv. Hun lignede lidt en hipster, men til audition viste hun sig at være en tidløs kvinde – intelligent, afslappet og jordbunden.”

Som Ida er Agata Trzebuchowska en klippe af ro, hvor store følelser og endnu større eksistensspørgsmål buldrer under overfladen. Men den indre tumult mærkes kun sjældent i hendes ansigt og hendes ord.

”Hun er en af de få unge mennesker nu til dags, som kan lytte og observere uden at tale. I Polen skærer mange unge grimasser, som man gør i amerikanske sit-coms. De efterligner denne massekultur, og det er meget freaky. Og hun synes ikke at være påvirket af det overhovedet,” siger han begejstret.

”Men hun vil ikke fortsætte med skuespil. Filmen er en engangsoplevelse for hende.”

Midterdelen hang ikke sammen
Den største udfordring under optagelserne var historien. ”Hele midten af filmen, 30 minutter eller mere, hang ikke sammen plotmæssigt,” husker han, ”og jeg kunne ikke løse det på skrivebordet.”

Optagelserne blev skemalagt med en længere pause, som skulle bruges til at ”massere historien”. Men da investorerne oplevede instruktørens intuitive fremgangsmåde og konstante omskrivninger, blev de bekymrede. Og pludselig var der ikke penge til en pause alligevel.

Men så faldt den polske sne pludselig. Og så var der ikke andet at gøre end at holde pause i hele tre måneder.

”Den pause reddede mit liv,” siger han taknemmeligt. I vintermånederne blev flere scener skrevet om, karakterer blev taget ud, og locations blev skiftet. Især filmens hotel-sekvens, hvor Ida har en erotisk oplevelse, blev justeret.

”De sidste ti optagedage var sådan bang, bang, bang. Jeg vidste præcis, hvad jeg skulle bruge.”

Bachs forløsende akkord
På filmens holdliste finder man også danske navne. Lydmixet er lavet af det danske selskab Ministi.

”Vi arrangerede samarbejdet, så vi kunne søge støtte fra Det Danske Filminstitut. Der er en god samarbejdskultur mellem filmindustrien i Polen og Danmark, og mange danske film er optaget i Polen og har modtaget støtte fra det polske filminstitut.”

Den danske tonemester Kristian Selin Eidnes Andersen står også krediteret som komponist. Men han har kun bidraget med et par akkorder på lydsporet, siger Pawel Pawlikowski

”Kristian komponerede noget musik til filmens slutning. Men det lød lidt for meget som filmmusik, du ved. Så jeg droppede det.”

I stedet brugte han noget af sit eget yndlingsmusik.

”I et desperat øjeblik på den sidste dag i lydmix kiggede jeg på musikken på min laptop. Og så fandt jeg dette Bach-stykke. Der er en fantastisk eftergivenhed og til sidst en forløsende akkord, der føles som et perfekt udtryk for hele filmen.”

Oscar eller ej
Mange medier har som nævnt Ida som en af årets favoritter til at løbe med Oscar’en for ”bedste ikke-engelsksprogede film”. Pawel Pawlikowski er uenig. Han mener ikke, at filmen er Oscar-materiale. Før vi slutter snakken, vil jeg høre hvorfor.

– Men hvis man skræller historien ned til essensen, kunne den vel også laves som en blockbuster-roadmovie i Hollywood – hypotetisk set med en ung Meryl Streep i hovedrollen?

”Jo, det kunne den. Men så ville den have haft en anden slutning! Den er alt for tvetydig. Og amerikanerne er ikke gode til tvetydighed!”