Debat: Dybere lag i dansk varulvefilm

Vesterhavskysten har før været kulisse for en spektakulær apologetisk film: Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks Ordet placerede i 1955 opstandelsens mirakel lige midt i det vestjyske klitlandskab blandt grundtvigske bønder med marehalm og maleriske Vesterhavsbilleder som kulisse.

Den film vakte megen opstandelse ved at visualisere den kristne opstandelse i kød og blod. Nogle fandt filmen blasfemisk, andre så den som en åbenbaring, et nedslag af kristen opstandelsestro lige midt i en tid præget af religiøs tvivl og kulturradikal ateisme.

I Jonas Arnbys kontroversielle debut Når dyrene drømmer er den melankolske Vesterhavskyst nu igen kulisse for et besynderligt værk: en horrorfilm med varulvetema som trækplaster eller advarsel.

Filmen har fået gode anmeldelser, alle med cadeau til den debuterende hovedskuespiller, Sonia Suhl, men med en vis skepsis over for genren. Filmen har ikke kunnet sættes i bås som enten hardcore ungdommelig horrorfilm eller seriøs psykologisk dramafilm.

Dens indhold er mere symbolladet end sædvanligt for en ungdomsfilm, og den har en dramaturgi, som hidtil kun en Lars von Trier har formået at kæde sammen med psykologisk spænding og religiøs refleksion, som for eksempel i Antichrist.

Transseksuelt hamskifte
Når dyrene drømmer handler om en ung piges frigørelse fra mandschauvinistisk, postmissionsk vestkystprovinsialisme. Maries transformation fra en anorektisk, ”alabaster-skøn” pubertetspige til en furie, der hævner sig grufuldt på det hankøn, som har ydmyget hende, er et transseksuelt hamskifte af en dimension, der lover Sonia Suhl en stor karriere som karakterskuespiller.

Og handlingen har gammeltestamentlig reference: Maries møde med den eneste mand, som elsker hende på trods af hendes tiltagende maskuline hårvækst og aseksuelle brutalitet, hedder Daniel. I Daniels Bog (vers 21) bliver Daniel udstødt af samfundet, og ”hans hjerte blev som et dyrs”. Han kastes i en Løvekule, men han er drømmetyder med evne til at tæmme rovdyrene!

I filmen hedder ”dyret” Marie, og hendes pubertetsseksuelle ”elskovshule” er et koldt beskyttelsesrum i en glemt bunker på vej ud i Vesterhavets vandkant og glemsel. Daniel tyder hendes drømme, og hans frygtløse kærlighed gør furien tam som en kattekilling, efter at hendes rovtænder har aflivet alle de mænd, der overskred hendes urørlighedszone og trængte ind i hendes ”løvekule”.

Drømmetydende frelser
Fisken er et urgammelt Kristussymbol, og filmen udspilles omkring en lille fiskerbys fileteringsfabrik. Marie får sin ”dåb” blandt de hårdføre fiskeslagtere ved, at de smider hende i en container fyldt med halvråddent fiskeaffald, og hun bliver truet med voldtægt ved hjælp af en stor, død torsk.

Dreyers apologi vakte opstandelse, da Kaj Munks ”vestjyske Kristus” kaldte en afdød til live. Denne films transkønnede Varulv, Hæn (som svenske kønsneutrale kalder det), vækker opstandelse i den vestjyske vandkant, men hændes stålsatte viljestyrke i kamp mod stupid hankøns vold og lægelig tvangsmedicinering prenter sig på nethinden længe efter slutscenen, hvor hæn og hændes elsker driver til havs i øm omfavnelse.

Filmen illustrerer, at nok kan Vandkantsdanmark udstødes af det ”gode” selskab, men ingen kan vide sig sikker, når dets fortrængte drømme eksponeres af den rette ”frelser”, der ikke er en (var)ulv i fåreklæder.

Her er han blot et uskyldigt elskende, maskulint væsen – det nærmeste, man kommer en postmoderne ”vestjysk Kristus” midt iblandt barbariske bøller, der nok poserer dyrisk primitivitet, men kommer ynkeligt til kort over for det ægte vilddyr, den fælleskønnede, behårede Marie, og hendes trofaste, drømmetydende frelser.

Den film må være et fund for ungdomsskoler og konfirmandundervisning om temaer som seksualitet og kønsroller i en verden fyldt med tilbud på sekterisk spiritualitet og overtro.