Dygtig Super16-årgang mangler vildskab

Afgangsfilmene fra den alternative filmuddannelse Super16 er hver og for sig fine film skabt med et sikkert håndelag og en veludviklet forståelse for de krav og begrænsninger, det korte (og svære) format på 15-30 minutter fører med sig. 

De er vidnesbyrd om en flok talentfulde filmskabere og om en undergrundsfilmskole, der roligt kan smide mindreværdskomplekserne over bord i forholdet til den selvsikre storebror fra den statsautoriserede filmskole.

Man bemærker dog også et andet fællestræk mellem de otte afgangsværker, der er med på skolens officielle dvd, når man ser dem i et par intense stræk lige efter hinanden: Hvor få gange de sætter lattermusklerne i bevægelse.

Omtrent to gange aftvang de tre-fire timers afgangsfilm for alvor smil på læben hos denne anmelder.

Den ene gang var i Johan Knattrup Jensens Verdenssøn om Michael Strunges sidste par døgn.

I en flygtig stund af eksalteret lykke roder Michael og kæresten, den smukke Cecilie Brask, rundt på gulvet. Hun tager trøjen af, og han former hænderne som to pistoler, der peger frontalt på hver sin nøgne brystvorte. ”Olof,” kalder han det ene og trykker af på aftrækkeren. ”Palme,” kalder han det andet og gentager snigmordet. Bang – to styk døde statsministerbryster.

Den anden gang er i Christina Christensens Versioner, hvor hovedpersonen – en ung kvinde, der lider af narkolepsi – er på blind date med en mand, der ville få selv ikke-narkoleptikere til at falde upassende i søvn.

”Jeg har arbejdet i mange år som krydsogtværs-mager. Mit yndlingsord er nok nebukaneser. Det er et rimeligt langt ord. Og rimeligt svært at få til at passe ind i en krydsogtværs,” siger han med kosteligt deadpan-fjæs.

Strunges vanvid
Verdenssøn og Versioner er de to produktioner fra årgangen, der skiller sig mest ud.

Knattrup Jensens stilsikre, fornemt filmede, sort-hvide Strunge-film er samtidig den mest formfuldendte. Især fordi den slet ikke i udgangspunkt er en Strunge-film (og da også holder dette forhold halvhemmeligt), men en følsomt registrerende beskrivelse af to unge kunstnersjæle og den papirtynde grænse mellem vanvid og overstadig glæde.

Allerstærkest er Verdenssøn i skildringen af det uregerlige, intime rum af kærlighed og sprudlende fantasi, der opstår mellem de elskende før den uafvendelige tragiske nedtur, som fremstår en anelse mere teatralsk.

Versioner er afslutningen på Christina Christensens trilogi, hvor hun iscenesætter autentiske mennesker i fiktive handlingsforløb med bund i virkeligheden.

Denne gang gælder det Christina Jul Gregersen, der også i virkeligheden lider af narkolepsi. En frenetisk, fragmenteret bevidsthedstilstand af systematisk pillespisning, fjerne samtaler og momentan fornedrelse fra fremmede mænd på usle barer – iscenesat i en fræk hurtigklipning og med subjektivt kamera, der gestalter en lidt forvirrende og uforløst, men også pirrende oplevelse.

Jul Gregersen er selv filmens producer, og hendes djævelske mandlige modspiller, Søren Staal Balslev, er til daglig anmelder på Weekendavisen.

Versioner står måske ikke fuldt ud mål med Christina Christensens talent, men skal have point for sin dristighed.

Symbolsk finsk ødemark
Heller ikke Kristian Sønderbys The Load lader sig begrænse af de filmsproglige konventioner, men her bliver forsøget altovervejende postuleret.

Filmen er en symbolsk fortælling om en ensporet forretningsmand, der efter et biluheld farer vild i den mytiske finske ødemark og møder en tyk, vodkadrikkende og saunadyrkende eneboer.

Den aparte historie mangler skævhed i detaljen og bliver derfor en lidt for langstrakt affære, der tilmed slutter med en lettere frelst renselsesmorale. 

De øvrige fem film er mere konventionelle historier med skarpt blik for dramaturgi og karakteropbygning.

Rasmus Kloster Bros Barvalo fortæller en indvandrerhistorie fra Helsingør. Filmen bæres af Daniel Zarko Boc som den unge mand, hvis lykkelige giftemål bliver sat på spil af sin lidt for gamblingglade far, og som skiftevis usikkert og machoselvsikkert forsøger at træde i karakter som voksen midt i almengyldige familieproblemer og nedarvede kulturbånd.

De mere voldsdrevne scener virker som Pusher light, og historien skal igennem flere sving, end den halve times spilletid kan bære, men miljøbeskrivelsen er troværdig, og Kloster Bro afholder sig velgørende fra fristelsen til at slutte det hele i desillusioneret mol.

Stornæset forsvunden far
Der er også rå energi i Andreas Thaulows Turbo om en rodløs ung fyr, Asger, der med dødsdruk og 180 i timen på motorvejen flygter fra sine (kæreste)problemer, indtil han forårsager et frygteligt uheld, som er sværere at løbe fra. 

Det er fængslende skruet sammen, men samtidig er det svært for alvor at fatte interesse for den lidt enerverende hovedperson.

Mere afdæmpet er Jeanette Nordahls engelsksprogede Waiting for Phil om en ældre bedemand, hvis kone dør i lænestolen foran tv’et, hvorefter manden forsøger at komme overens med sorgen på sin egen måde. Filmen slutter smukt og hudløst, men både udtryk og tempo er grænsende til det kedelige og demonstrativt gråtonet.

Også Katja Adomeit har grebet chancen og rejst ud i verden, nærmere bestemt til Bhutan. I Little Night Hunter spejder en tolvårig dreng efter sin ukendte far ud fra de få karakteristika, hans mor har videregivet ham: Han er bred som en okse og har en ordentlig tud.

Det er blevet til en nænsomt fortalt, indlevende film, der dog savner lidt temperament. Efterteksten efterlader derfor næsten størst indtryk:

I Bhutan er det åbenbart et udbredt fænomen, at mænd i nattens mulm og mørke sniger sig ind i soveværelset til unge piger med henblik på en lyssky kærlighedsakt. De fordufter hurtigt derfra igen – hvorfor mange bhutanesiske børn er faderløse.

Grove nytårsløjer
I børnehøjde befinder sig også Sven Vinges Drengestreger, der viser, at instruktøren har en følsom fornemmelse for at skildre gruppepres, venskaber og i det hele taget dynamikker mellem børn. 

Her gælder det nytilflytteren Simon, der for at imponere de lidt større drenge går forrest i nytårsløjerne mod landsbytossen Muldvarpen, hvis hus ifølge byens voksne i flere generationer fortjener krudt og barberskum til overflod.

Drengestreger burde – til skræk og advarsel! – vises for alle skoleklasser i ugerne op til nytårsaften. Dermed også sagt, at Vinges film er lovlig opbyggelig.

Og dét er vel netop den største indvending mod Super16 årgang 2012. Deres historier driver nogenlunde med den strøm, man kunne forvente.

Her er unge mennesker, der bryder den sociale arv og lærer at tage ansvar for deres handlinger – og børn, der indser, at selv pjank og pjat i ly af natten kan få konsekvenser.

Til sidst tager man sig selv i kynisk at håbe, at den skyldige dreng lyser op i et diabolsk smil efter de grove nytårsløjer, at den gamle, efterladte bedemand viser sig at have haft en hemmelig elsker gennem årtier, og at Turbo begiver sig ud på en syret, samvittighedsløs flugt, Thelma and Louise-style.

Super16, skru endelig op for ”her kommer jeg”-attituden!

Ud over de otte film består årgangen af Daniel Borgmans How to Say Goodbye, der er en kombineret teater- og filminstallation, som blev opført ved premieren, samt Fie Ørnsøs Sort & Hvid, der ikke blev færdig til dvd-udgivelsen.