Anna Thygesen: Dyrby løber fra ansvaret
”Hvis du ikke går med ud og sutter min pik, så fucking ødelægger jeg din karriere. Så ødelægger jeg dig.”
Men en anden replik er næsten endnu mere rystende. Den viser en mandlig topchef misbruge sin magt.
”Du bliver aldrig til noget her på TV 2. Du er for gammel. Du er for rapkæftet. Og fordi jeg ikke vil kneppe dig,” skal en TV 2-chef i bussen på vej hjem fra en julefrokost i 2007 have sagt til Anna Thygesen, som var 42 år og nyansat på stationen.
Misogyn chef
Der har været rygter i mediebranchen om, hvem den pågældende chef er. Anna Thygesen gentager historien i dokumentaren MeToo: Sexisme bag skærmen, der har premiere på Discovery+ i dag.
Men heller ikke i dokumentaren bliver der sat navn på.
”Det her handler ikke om enkeltpersoner, men om at sætte fokus på en kultur og på ledelsens ansvar for en tryg arbejdsplads for alle. De medvirkende kvinder har heller ikke ønsket at navngive, da de deler ambitionen om at bevare fokus på kulturen,” skriver Pil Gundelach Brandstrup, programdirektør for Discovery Networks, til Filmmagasinet Ekko.
Men det er Anna Thygesen, som i dag er kommunikationsrådgiver, åbenbart ikke enig i. Hun løfter i hvert fald her til aften i Ekstra Bladet sløret for, hvem den misogyne chef er. Det er Michael Dyrby, der i 2002 blev nyhedsredaktør og senere direktør på TV 2.
”Hold da kæft. Dér fik jeg den in my face. At sådan var kulturen,” siger Anna Thygesen til Ekstra Bladet. Efter udmeldingen valgte hun at skifte sæde, men om mandagen på arbejde fortalte hun kolleger om den grænseoverskridende hændelse.
Tag ansvar!
Michael Dyrby måtte i 2015 forlade stationen efter en sexskandale, hvor hans såkaldte dick pics florerede blandt journalister. Men han gjorde hurtigt comeback og er i dag ansvarshavende redaktør på B.T.
Ekko har forsøgt at få en kommentar fra redaktøren. Til andre medier afviser han, at episoden skulle have fundet sted.
”Jeg er overbevist om, at jeg ikke har sagt noget så grænseoverskridende til Anna Thygesen – det ville naturligvis være helt uacceptabelt,” udtaler Michael Dyrby.
Anna Thygesen understreger, at hverken Dyrby eller hende selv var fuld. Og hun står fast på, at hun taler sandt, og at Michael Dyrby bevidst lyver.
”Det, jeg bliver så provokeret af – og derfor jeg siger hans navn i dag – er, fordi han erkender, at han var en del af ledelsen, men han har ikke set noget. Og dér tænker jeg bare: ’Dyrby, hvor dum tror du, jeg er?’ Det vil jeg fandeme ikke finde mig i,” siger hun i Aftenshowet på DR her til aften og tilføjer:
”Du skal fucking tage dit ansvar, fordi du har også været en del af det her!”
Michael Dyrby var længe tavs om anklagerne, men hårdt presset skrev han den 25. marts i år en klumme i B.T. Her skrev han, at han som øverste chef ”slet ikke opfattede, hvad der foregik”.
”Jeg er af den overbevisning, at jeg ikke har krænket nogen,” skrev Michael Dyrby.
Kommentarer