Dystre newzealændere i dansehumør

Når jeg siger newzealandsk film, hvad siger I så?

Nej, dette er ikke indledningen på en plat hiphopkoncert. Rent faktisk er det nærmere det modspørgsmål, som den newzealandske skuespiller og nyslåede instruktør Tammy Davis stiller mig, da vi starter interviewet i Berlinale-paladset på en kølig eftermiddag i februar i Berlin.

– Altså du spørger mig, hvad jeg siger, når du siger ”newzealandsk film”?

”Yeah, man!”

Tammy Davis er vel det, man bedst kan kalde ”on fire”. Han er høj, bred, højttalende og grinende. 

”Kom nu, bare skyd lige fra hoften!”

– Jeg tænker, at det er noget med klaner, stammer, krige og mænd, der er så vrede, at man føler, de myrder hele biografen om fem minutter…

”Dig kan jeg lide!” jubler Tammy Davis.

Dansefilm til folket
Når man møder instruktører, skal man tit lægge blødt ud og så bygge de større spørgsmål ind til senere. Instruktører skal smøres og varmes op. Men nogle få af dem er som Tammy Davis … on fire.

”Det er så fedt, at du siger lige netop det om newzealandsk film, for det er jo sådan, det er. Uden omsvøb,” siger Davis og rejser sig så pludselig op af stolen og begynder at lave en stærkt underholdende breakdance.

– Men din film er jo noget andet … og det er du umiddelbart også.

”Ja, mand! Born to Dance er den første positive newzealandske film nogensinde.”

Tammy Davis slynger sig ned i stolen igen.

”Nej, helt seriøst, jeg har jetlag. Det er derfor, jeg er så overgearet, men min film er den første relativt glade film fra New Zealand,” siger han og smiler bredt.

Og Born to Dance er da også glad. Ja, sommetider helt glad i låget.

Det er på sin vis en klassisk coming of age-historie om en ung mand, der drømmer om at bryde igennem som hiphopdanser i Auckland. Men i baggrunden spøger vores hovedpersons personlige problemer, kampe i hiphopverdenen og en far, der truer med at sende sin søn i hæren.

”Filmen er et opgør med newzealandsk film,” fortæller Davis.

”Den er på sin vis en dansefilm om og til et folk, der normalt beskrives dystert og mørkt, og derfor kunne jeg heller ikke bare skrive en gennemlykkelig film. Men dansens energi skaber glæde. Glæden ligger i benene, mens ansigterne er intense og sommetider hærgede.” 

En sortsynet nation
– Hvorfor er newzealandsk film så mørk, at man ikke kan lave en gennemført glad dansefilm, men må have hærgede ansigter med?

”Fordi vores lands historie er alt andet end lykkelig,” siger Davis og begynder at sidde og trippe lidt med tæerne.

”New Zealand er et land af klaner og mørkemænd, og det afspejler sig selvfølgelig også i vores kunst. Der er sikkert også masser af velfærdsfortællinger i jer danskeres filmkunst, ik’?”

– Der er nærmest ikke andet!

”Præcis, mand! Se nu bare på New Zealand. Vores forfattere skriver om de mørke sider i mennesket, og vores designere laver kun sort og hullet tøj. Og vores film, mand, vores film …” siger Davis og tørrer den fiktive sved af panden for at understrege, at nu kommer der noget vildt.

”Se på thrillers som Scarfies og Heavenly Creatures. Er der et eneste billede, der bare indgyder en smule håb i dem? Niks. Så er der filmene om krig og smerte som War Stories og Utu. Damn, de er mørke og ubehagelige!”

– Men så er der Jane Campions En engel ved mit bord. Der er da nogle lyse billeder!

”Ja, som viser drukneulykker,” konstaterer Tammy Davis tørt og følger kommentaren op af et skraldgrin, der runger ud over Berlinale-paladset. 

Skyder til højre og venstre
Film fra New Zealand afspejler altså selve sjælen i det newzealandske folk. Men hvad har en dansefilm så med alt dette at gøre?

”Dans er en del af den ungdomskultur, der er på vej frem i New Zealand i de her år,” siger Tammy Davis. 

”Born to Dance er på sin vis et billede på, at vores civilisation er begyndt at blive mere civiliseret. De unge vil hellere kæmpe på dansegulvet frem for på slagmarken eller i bander, og så er der nu et publikum for en film om unge, som danser. Det havde der ikke været i min fars tid, kan jeg godt sige dig.”

– Hvorfor ikke?

”Fordi det simpelthen ikke er hårdt nok. Men nu er det en ny tid i New Zealand. Kriminaliteten er høj, men ikke så høj som førhen. Nogle vil hellere danse eller dyrke en anden slags sport, end de vil slås.”

– Alligevel er der jo dystre øjeblikke i Born to Dance. Hovedpersonen må kæmpe mod mangt og meget for at komme frem på scenen.

”Ja, men han behøver ikke rende rundt og skyde til højre og venstre. I stort set alle newzealandske film har man aldrig nogen idé om, hvad der venter i næste scene. Men man har en fornemmelse af, at det kunne være et bestialsk mord eller et selvmord. Sådan er det ikke med min film.”

– Men du kunne jo have valgt at gå benhårdt til værks som Black Swan, og så ville man netop sidde og frygte den næste scenes skæbne! 

”Ja, det er klart, men det er ikke min interesse. For mig overskygger glæden mørket, og det må min film også meget gerne afspejle.”

Energi, energi, energi
Nu må Tammy Davis pludselig op at stå igen. Denne gang er det løb på stedet, der bliver demonstreret. 

Instruktøren kan lide at optræde, og det vidner hans tidligere meritter også om. Det er nemlig som lokal skuespiller, at han mestendels har slået sine folder – og det har han kunnet bruge i Born to Dance.

”Jeg ved, hvad en koreografi kræver, mand!” stønner Tammy Davis, da han sætter sig igen. ”Men jeg prioriterede dansere frem for skuespillere i denne film. Det er dansen og den energi, som den frembringer, der er vigtig, men jeg skal da også være ærlig og sige, at jeg måske gik for langt.”

– Hvad mener du med det?

”Det var ikke et nemt job at instruere, for jeg castede dansere med krudt i røven, og nu er jeg jo heller ikke selv så stillesiddende, så det var lidt af en udfordring. Men det er fint, for så får man energi, energi, energi.”

– I hvor høj grad kunne du instruere danserne?

”I en helt ekstrem grad. De her unge mennesker kunne danse, men der var ikke mange af dem, der kunne spille skuespil. Det var helt ned til, at man ikke skulle råbe sine replikker, eller at man lige skulle huske at trække vejret, inden man svarede igen på den foregående replik. Der var knald på, men vi fik også noget inderlighed ind undervejs.”

– Hvorfor er energi vigtigere end godt skuespil i en film?

”Det ved jeg heller ikke, om det er, men det var det i Born to Dance. Energien var skuespillet, for ellers ville vi ikke kunne lave alle de fede koreografier, der bærer filmen fremad. Den var altafgørende, og det er også derfor, at jeg kalder den for New Zealands første glade film. Den bruser af energi, mand!”