Interview
27. sep. 2019 | 11:24

”Ebola-serie bør ses af børn”

Foto | Fox 21 Television Studios
Julianna Margulies spiller i The Hot Zone doktor Nancy Jaxx, som både kæmper mod den dødelige Ebola-virus, men også det amerikanske beaurukrati.

Skuespilleren Julianna Margulies håber, at The Hot Zone – om den frygtede Ebola-virus – vil åbne ungdommens øjne for videnskabens betydning.

Af Astrid Maan Thomsen

I Washington D.C. blev der i 1989 for første gang nogensinde registreret Ebola i USA.

Fundet af den dødbringende virus, som har en dødelighedsprocent på 90, blev gjort af en gruppe soldater og videnskabsmænd ledet af oberstløjtnant Nancy Jaax.

National Geographic skildrer disse begivenheder i deres nye miniserie, der har seks afsnit og hedder The Hot Zone.

Julianna Margulies – kendt for serierne Skadestuen og The Good Wife – spiller Dr. Nancy Jaax, som kæmper indædt for at afværge, at virussen spreder sig til befolkningen. Arbejdet foregår i ”the hot zone” i laboratoriet, hvor de mest farlige vira befinder sig.

”Jeg håber, denne serie vil vise, at Ebola ikke kun er et problem for Afrika. Det er en global krise og noget, vi alle sammen skal være opmærksomme på,” siger Julianna Margulies over en telefonlinje, hvor vi er en håndfuld journalister for hele verden, der kan stille hende spørgsmål.

Det lykkelige rum
I serien spiller Julianna Margulies den travle mor og hustru Dr. Nancy Jaax som samtidig har et af verdens farligste jobs hvor hun håndterer verdens mest dødelige vira.

Hver dag trækker Dr. Nancy Jaax i en beskyttelsesdragt, som bliver så semitisk lukket til, at man som seer ikke kan undgå at føle, at luften langsomt forsvinder rundt om én selv.

”Det var utroligt udfordrende at være iført den dragt, og det var min sværeste tid under optagelserne,” fortæller Julianna Margulies.

”Jeg sendte en sms til Nancy og spurgte, hvordan hun kunne holde det ud. ’Det var mit lykkelige rum. Ingen forstyrrede mig, og jeg kunne gøre mit arbejde i fred,’ svarede hun.”

Margulies griner.

”Det må være forskellen på at være patolog og skuespiller!”

Bestseller blandt børn
The Hot Zone er en voldsom serie med en rystende handling.

Ebola-virussen starter med symptomer som muskelsmerter, feber og hovedpine. Derefter kaster man op og får diarré og udslæt, mens leveren og nyrerne svækkes. Samtidig begynder indre og ydre blødninger.

Allerede de første scener serverer Ebola-virussens grufulde effekt direkte til aftenkaffen.

”Min skuespilkollega på serien, Topher Grace, har kaldt The Hot Zone en popcorn-thriller, indtil det går op for dig, at det hele er baseret på en sand historie. Så bliver det rent og skær horror,” fortæller Julianna Margulies.

Alligevel håber skuespilleren, at ungdommen vil se The Hot Zone og indse, hvor betydningsfuld videnskaben er.

”Nancy Jaax har fortalt mig, at hun og hendes mand rejser rundt i USA og holder foredrag for yngre skolebørn. Det er så vigtigt at gøre børn interesseret, fordi det tager så lang tid at blive uddannet inden for Nancy Jaax’ metier.”

”Jeg blev virkelig overrasket, da jeg hørte, at Richard Prestons bog The Hot Zone, som serien er baseret på, er en bestseller blandt yngre skolebørn. Det betyder, at de kan opleve, hvordan de kan være med til at forandre verdenen. Det er det, vi skal vise vores børn, og vi skal starte så tidligt, vi kan!”

Julianna Margulies holder en kort tænkepause og fortsætter så:

The Hot Zone bliver den første af mine serier, som min elleveårige søn får lov til at se. Jeg vil sidde og se den sammen med ham og hans venner!

Stop videnskabsbenægterne
Ebola-virussen er skræmmende, men det er næsten endnu mere uhyggeligt, hvor dårligt forberedt USA er i tilfælde af et globalt virusudbrud.

Julianna Margulies mener, at Vesten har negligeret Ebola, fordi det i starten var noget, som kun fandt sted meget langt væk, nemlig i Afrika.

”Nancy Jaax sagde i 1989, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre, da den dødelige gik op for hende. Hun måtte bare agere på sine egne fornemmelser, og det er da skræmmende at tænke på,” siger Julianna Margulies.

Samtidig måtte Nancy Jaax også kæmpe mod Centers for Disease Control and Prevention, som forsøgte at holde sygdommen skjult for offentligheden. Man var simpelthen bange for, at folk ville gå i panik.

”Det kan jeg godt sætte mig ind i. Men desværre forsinkede man Nancy Jaax’ livsnødvendige research, fordi hun skulle foretage sine tests i hemmelighed. Og man skabte et indtryk af, at hun var en hysterisk kvinde,” fortæller Julianna Margulies.

Skuespilleren er imponeret over forskerens styrke og stamina.

”Hun er noget helt særligt. Hun overkom alle forhindringer og var i stand til at overbevise skeptikerne. Og hvis bare et enkelt menneske ser serien og spørger sig selv om, hvad han eller hun kan gøre for at stoppe videnskabsbenægterne, har vi gjort vores job.”

Trailer: The Hot Zone

Kommentarer

Julianna Margulies

Født 1966 i Spring Valley, USA.

Hendes mor er danser og far reklamemand og filosof.

Medvirkede i teaterstykker på universitetet, hvor hun læste liberal arts.

Arbejdede som tjener, indtil hun fik sin første som prostitueret i Out for Justice (1991).

Brød igennem i serien Skadestuen, hvor hun spiller sammen med George Clooney.

Film og serier

The Hot Zone
2019

The Good Wife
2009-16

Sopranos
2006-07

Snakes on a Plane
2006

The Grid
2004

Ghost Ship
2002

Evelyn
2002

Skadstuen
1994-2009

© Filmmagasinet Ekko