En kardinals nervepirrende tvivl

Edward Berger har en særlig evne. 

Tyskeren fortæller historier, hvor dramaet uden for centrum af fortællingen eller inde bag et menneskets facade. Det bimler og bamler i randområderne. 

Man justerer på filmbrillen, når det i værker som Jack og Intet nyt fra Vestfronten beskriver de indre kampe og den store tvivl, der driver gennem en omsorgssvigtet, tiårig dreng. Eller en ung soldat, som må indse, at han står i en krig, der er ved at overmande ham. 

Denne metode forfiner Edward Berger i Konklave, som netop har fået premiere og begejstrer vores anmelder. Det er en film om noget så støvet som valget af en ny pave. Men fordi kameraet søger helt ind i en kardinals stille kamp med sig selv, bliver dramaet æggende. 

Konklave ligner på lange stræk en politisk thriller, som de ellers ikke laves længere.

”Jeg vil helt tæt på hovedpersonen for at give publikum en fornemmelse af at træde i et andet menneskes sted,” siger 54-årige Edward Berger over en Zoom-forbindelse.

”I Konklave har det været mig magtpåliggende, at vi er oppe i ansigtet på kardinalen og hører, når hans åndedræt ændrer sig på grund af både de indre og ydre omstændigheder. Hvordan skulle vi ellers kunne mærke ham?”

Politisk skakspil
Konklave er baseret på bestsellerbogen af samme navn. Løst baseret.

”Selvfølgelig havde jeg et godt forlæg, men jeg har lavet noget andet. Genremæssigt er Konklave en thriller og samtidig et drama med en tvivlende hovedperson. Kardinal Lawrence skal lede valgprocessen i Vatikanet, men det er svært, for han vakler i sin tro,” siger Edward Berger.

Tvivl og hæsblæsende spænding passer normalt ikke sammen, men tvivlen kan faktisk være spændingsmættet, hvis man zoomer ind på den, forklarer instruktøren.

”Alle kender til følelsen af at tvivle, men når det er en kardinal, som tvivler på sit religiøse livsvalg, bliver det nervepirrende.”

Det samme gør rænkespillene i Konklave.

Her spiller kardinalerne både med og mod hinanden, så pavekandidaterne falder én efter én. Helt frem til de sidste minutter af filmen, aner man ikke, hvem der skal være grunden til, at den hvide røg stiger op over Peterspladsen.

”Jeg måtte lave en film, der passer til tiden,” siger Edward Berger.

”En politisk film, som kunne ligne et skakspil, hvor brikkerne flytter sig hele tiden. Derfor søgte jeg tilbage til 1970’ernes politiske thrillere, for eksempel Alle præsidentens mænd.”

”Den tid flugter med vores. Vi ser opbrud og modstand mange steder i verden i dag, og jeg så noget tidstypisk i historien om valget af en ny pave. Sådan et valg kan lyde fredsommeligt, men selvfølgelig er det politisk. Alt er politik og har været det i lang tid.”

Bulderkoger
Af samme grund undgik han at tale med den katolske kirke. Konklave er indspillet i Rom, enten i kirker eller filmstudier. Men der var ingen grund til at flette fingre med dem, historien handlede om, mener instruktøren.

”Kirken er kirke. Filmen er film,” siger Edward Berger og skubber hornbrillen lidt op ad næseryggen.

”Havde jeg samarbejdet med kirken, havde der manglet et armslængdeprincip i historiefortællingen. Jeg havde folk tilknyttet projektet, der kunne få det til at virke troværdigt, når vi gengav valgprocessen. Konklave skal være sandsynlig, men den skal være min vision – ikke den katolske kirkes.” 

Ralph Fiennes når som kardinal Lawrence et højdepunkt i karrieren. Allerede nu rygtes det, at både han og Konklave bliver nomineret til flere Oscar-statuetter i januar 2025.

Det skyldes ikke mindst, at Fiennes tvivler som bare fanden i den religiøse rolle, mens dramaet bulderkoger rundt om ham.

”Kardinalerne er ikke hellige. De er mennesker, men de forsøger at fremstå på en anden måde. Det er i sig selv interessant og pirrende, når folk udgiver sig for at være noget andet, end de egentlig er. Især bag lukkede døre,” siger Edward Berger.

Religiøst ritualteater
Det er ifølge instruktøren godt, at Konklave er blevet skabt af mennesker, der er ikke-troende.

”Det betyder noget, at jeg er tysker og ikke opvokset i Vatikanet. Jeg har altid været fascineret af det religiøse ritualteater, som den katolske kirke opfører. Men samtidig mener jeg, at vi alle sammen er mennesker. Intet kald kan gøre os bedre end andre.”

Outsiderens interesserede blik på, hvad der sker bag de katolske gardiner i Rom, er det, der kan kreere en god film, mener Edward Berger.

”Jeg måtte skildre miljøet med så mange nuancer som muligt. Det kan du kun, hvis du står uden for døren og kigger ind. Du må være så interesseret, at du går helt tæt på med kameraet, men hvis du bliver en del af miljøet, opstår der blinde vinkler,” siger Berger.

”Jeg kigger med stor humanisme på den katolske kirke. Det er mennesker, der befolker den, og det er mennesker, som vælger den næste pave. Det er der intet galt i. Derfor håber jeg heller ikke, at jeg træder de troende over tæerne. Måske vil nogen blive sure, men så længe det lægger op til diskussion, er jeg tilfreds.”

Han smiler.

”Det har været en stor udfordring at lave en film, der beskriver et lukket samfund,” siger instruktøren så.

”Jeg brugte længere tid i klipperummet, end jeg plejer, men løsningen viste sig efterhånden at ligge lige for. Jeg måtte beskrive det hele ud fra et menneske, som gennemgår noget, han ikke selv helt ved, hvad er. Det er min løsning.”