Efterklang tilbage til rødderne

Man frygter den selvhøjtidelighed, der kan ligge i et projekt som An Island:

Übercool undergrundsband med international succes vender tilbage til hjemstavnen, hvor de bliver modtaget som helte og viser, at de stadig har begge ben solidt plantet i barndommens muld.

Men sådan en film er An Island heldigvis ikke. Bandet er den danske kvartet Efterklang, der brød igennem med det dybt fantasifulde album Parades. Hjemstavnen er den lille ø Als, hvor flere af bandets medlemmer er vokset op.

Og formatet er en slags blanding mellem et visual album og en kunstnerisk dokumentarfilm. Over 48 minutter følger vi Efterklangs rejse tilbage til rødderne og deres opførsel af en håndfuld numre – heriblandt tre fra deres seneste plade, det anmelderroste Magic Chairs – i anderledes, autentiske omgivelser på øen.

Hverdagens musik
Bag filmen står dokumentaristen og musikvideoinstruktøren Vincent Moon, og det er i høj grad hans fortjeneste, at An Island nok har en højtidelig, men aldrig selvhøjtidelig tone.

Moon har revolutioneret musikvideoen med sine dogme-agtige Take Away Shows, hvor han har filmet navne som R.E.M., Arcade Fire og The Nationals akustiske optrædener i improviserede settings væk fra scenen.

Moons hjerte ligger dog hos de mere eksperimenterende undergrundsnavne, og det mærker man i An Island.

En af de første scener er en montage, hvor bandmedlemmerne nysgerrigt afsøger det musiske potentiale i det hverdagslige: negle, der kradser på en mur; fødder, der trasker i en sump; vanddråber, der rammer en åben hånd.

Besjæling af naturen
Særligt i Parades eksperimenterer Efterklang med en lang række instrumenter, og scenen kommer til at stå som et rammende og smukt billede på deres nysgerrige arbejdsproces.

Men den inkarnerer også Moons nysgerrige kamera. Han er hverken fluen på væggen eller elefant i rummet. Han har samme sind som de kunstnere, han følger, og man er ikke i tvivl om, at de kan lide, at han er der.

Først efter tolv minutter spiller Efterklang sit første nummer, Raincoats, på ladet af en kørende bil igennem den grønne, alsiske skov. Musik sættes flygtigt fri i naturen, og lyden forsvinder lige så hurtigt bag dem som osen fra bilens udstødning.

Senere spiller medlemmerne et elektronisk nummer ved en oplysende keyboardpult i nattens mulm og mørke, tæt omringet af træer og blade.

Det er endnu en stemningsfuld besjæling af naturen, og det afgørende er ikke, at nogen hører musikken, men at den sættes i verden. An Island er en hyldest til skabertrangen.

Respektfuld tak
Indimellem fortæller bandmedlemmerne i korte voice overs om deres første minder om hinanden. Det er knap så poetisk, som når musikken og Moons kontrastfulde HD-billeder får lov til at tale for sig selv.

Her bliver Efterklangs hjemvenden til gengæld en ubesmittet nostalgisk oplevelse. Bandet spiller på deres gamle folkeskole, mens børnene tramper i takt til Me Me Me The Brick House og ser lige dele skræmte og forventningsfulde ud. Og på deres gamle gymnasium udgør eleverne koret til hittet I Was Playing the Drums.

Højdepunktet er dog opførslen af nummeret Alike i bassisten Rasmus Stolbergs forældres lade. Forældre og andre slægtninge spiller med på traditionelle og selvopfundne instrumenter, mens forsanger Casper Clausens vokal fylder rummet ud.

Vincent Moon sniger sig ind og overværer sangen og glider derefter ubemærket ud af laden – med respektfuld tak for, at vi måtte være med på en intim lytter. Det er faktisk helt rørende.



Lav din egen hjemmebiograf: Indtil 31. marts kan du lave din egen screening af An Island. Eneste betingelser er, at forevisningen er offentlig, gratis og foregår i et rum, hvor der minimum er plads til fem personer. Læs mere på filmens hjemmeside.

Se An Island i Amager Bio: Sammen med Efterklang arrangerer Ekko en visning af filmen den 20. marts, hvor gruppens livemedlem, multiinstrumentalisten Peter Broderick, også vil give en koncert. Læs mere her.