Efterladte overvejer sagsanlæg mod filmforsker

I Dansk film under nazismen åbenbarer filmforsker Lars-Martin Sørensen en dunkel side af den danske filmbranches ageren under besættelsesårene. Han afslører eksempler på kollaboration og angiveri, som ikke tidligere har været kendt.

Bogen, som er udgivet af forlaget Lindhardt og Ringhof, er baseret på et omfattende kildemateriale og er kulminationen på et treårigt forskningsprojekt på Det Danske Filminstitut.

En af bogens hovedpersoner er den daværende ASA-direktør Henning Karmark, der var medlem af det danske nazistparti. I 1942 angav Karmark den jødiske skuespillerinde Illona Wieselmann ”for at indynde sig hos det tyske filmselskab Ufa i København”, skriver forskeren.

Den kendte instruktør, skuespiller og producent Lau Lauritzen jr. grundlagde sammen med Karmark ASA og agerede kunstnerisk leder, indtil han efter krigen blev direktør.

I bogen skriver Lars-Martin Sørensen, at Lauritzen under besættelsen kæmpede ”om besættelsesmagtens gunst”. Men han nævner også, at filmmanden i 1943 hjalp jøder med at flygte over Øresund og i sommeren 1944 indtrådte i ”en af modstandsbevægelsens militære ventegrupper”.

Efter krigen havde han ”travlt med at forherlige modstandsbevægelsen”, skriver Lars-Martin Sørensen.

Vil have navnet renset
Lau Lauritzen jr.’s efterladte er bestemt ikke tilfredse med det billede, der bliver tegnet. Anført af Lauritzens datter Lone Lau har familien skrevet et brev til Lars-Martin Sørensen, Det Danske Filminstitut og Velux Fonden, som har støttet forskningsprojektet.

Familien beskylder Lars-Martin Sørensen for at bøje sine kilder, så de passer på portrættet af Lau Lauritzen jr. som ”en person, der skiftede holdning noget vel sent, og som dækkede over dette ved at producere film om modstandskampen efter krigen”.

”Når vi reagerer på din bog, skyldes det, at den for os, der kender historien og personerne, er absurd,” hedder det i brevet, som Ekko har læst.

”Når man skærer alle over én kam, rammer man ved siden af. Det er helt afgørende for os, at bogen ikke står uimodsagt, og at Laus navn bliver renset.”

”Kilder er taknemmelige, og sandheden er svær at få hold på, når tiden er gået, og næsten alle de involverede personer er døde. Derfor omgår de fleste forskere kilder med et åbent sind uden at antage, at konklusionen er givet på forhånd,” lyder det.

”Man kunne med lethed og ved brug af de samme kilder, som du har anvendt, tegne et andet billede af dansk film under krigen og i stedet hævde, at den vanskelige balance, som dansk film opretholdt i de første krigsår, førte til, at der aldrig blev produceret film herhjemme med direkte nazistisk tendens.”

Familien henviser blandt andet til Lau Lauritzen jr.’s svoger Rasmus Movin, der i sine personlige erindringer fortæller om Lauritzens engagement i modstandskampen.

Dårlig videnskab eller injurier
Nina Movin, der er datter af Rasmus Movin, har været med til at grave i kilderne og mener, at Lars-Martin Sørensens dokumentation i flere tilfælde er tvivlsom.

Hun hævder at have talt med flere kilder, som mener, at filmforskeren har ignoreret deres forbehold, ligesom familien i brevet beskylder Lars-Martin Sørensen for at have lavet små, men signifikante omskrivninger i et brev, som Henning Karmark sendte til Hans-Jürgen Maximilian von Hake, lederen af det tyske filmselskab Ufa.

”Lau Lauritzen var overbevist modstandsmand, og han var ikke vaklende, som det antydes i bogen. Han gik ind i modstandskampen forholdsvis tidligt og blev ikke overtalt til det. Det kan vi bevise ved hjælp af gamle optagelser og førstehåndskilder,” siger hun.

”Enten er det dårlig videnskab, eller også er det injurier,” tilføjer hun om Lars-Martin Sørensens bog.

”Det er en påfaldende udeladelse, at forfatteren ikke nævner, at Illona Wieselmann lavede film med Lau Lauritzen allerede i 1946. Det ville hun vel næppe gøre, hvis hun netop var blevet anklaget af disse mennesker.”

– Men Lau Lauritzen bliver ikke anklaget for at have angivet Illona. Der står i bogen, at det var Karmark.

”Det er rigtigt nok.”

Det negative bliver vægtet
– Der står også i bogen, at Lau Lauritzen blev medlem af modstandsbevægelsen, og at han var med til at smugle jøder over Øresund. Kan man sige, at jeres indsigelser mere er et spørgsmål om fortolkning end om fakta?

”Det vil altid til en vis grad være et spørgsmål om fortolkning. Det handler om vægtningen. Alt det negative bliver vægtet rigtig tungt – hvert ord bliver drejet, så der tegnes et negativt billede.”

”Det er rigtigt, at forskeren skriver, at Lau Lauritzen blev modstandsmand, men det virker meget nødtvungent, og det ligger mellem linjerne, at han var en skidt karl, fordi hans forretningspartner var nazist.”

– Nogle vil måske sige, at det her mest bare handler om, at I er oprørte og reagerer derefter?

”Det er også delvist korrekt. Vi er harme, for det føles, som om vi bliver angrebet som familie. På et eller andet tidspunkt bliver det her jo en anerkendt sandhed, hvis den ikke bliver modgået.”

– Hvad er jeres næste skridt?

”Vi vil bruge mere tid på at grave i kilderne. Det er næste skridt. Vi har talt med flere kilder, som føler, at de er blevet fejlciteret i bogen. Vi vil grave videre og præcisere vores indsigelser og bringe mere dokumentation. Når vi har arbejdet videre med kilderne, vil vi overveje at gå videre med en historiker og en advokat.”

Ekko har været i kontakt med Lars-Martin Sørensen, der fortæller, at han vil reagere på kritikken i løbet af de kommende dage.