Vild med de brune 70’ere

Brun.

Farven er formentlig det første, man ville have på sine læber, hvis man med få stikord skulle beskrive The Holdovers.

Filmen, som har biografpremiere i dag og får fem stjerner af Ekkos anmelder, er instrueret af Alexander Payne. Han står bag den krøllede Jack Nicholson-komedie Rundt om Schmidt og den boblende vin-roadmovie Sideways med Paul Giamatti i hovedrollen.

Det nye drama udspiller sig på en amerikansk kostskole i 70’erne. Igen er Giamatti i front – denne gang som en streng, fiskelugtende enspænder af en lærer, der ligesom eleverne bor på skolen med de allestedsværende mørkebrune trævægge.

”Vi jokede med, at når Sideways gjorde en masse for Pinot Noir, så kunne denne her film gøre en masse for brunt. At det ville blive det nye sort,” siger filmens danske fotograf Eigil Bryld grinende over Zoom. 

Kornet eller ej
Som fotograf var Eigil Bryld i tæt dialog med Alexander Payne om at finde den bedste måde at skildre 1970’erne – et filmårti, de begge nærer stor kærlighed til – så autentisk som muligt.

Som research så de en masse 70’er-film, ikke mindst Hal Ashbys komediedramaerne The Last Detail og The Landlord.

”Der kom i 70’erne en frihed i filmsproget og de historier, der blev fortalt. Folk sparkede døren op og løb ud af studierne, lavede håndholdte optagelser på gaden og begyndte at fortælle anderledes historier om skæve eksistenser,” siger Eigil Bryld.

”The Holdovers skal virke som sådan et lille stykke filmarkæologi, som nogen har fundet ude i garagen i en filmdåse, og som har ligget og modnet i 50 år. Vi ville ikke blot foregive, at filmen foregik i 70’erne. Vi ville faktisk lave den, som om vi havde skudt den dengang.”

Filosofien var at stræbe efter de samme ting, som 70’er-filmskaberne forbandt med kvalitet. Det betød blandt andet at påtage sig et anstrængt forhold til de kornede billeder, som på grund af tidens teknologi prægede filmene. 

”I dag er der er en hel industri af folk, der sælger korn til film – altså får moderne film til at se kornede ud. Det er paradoksalt. For lige så snart man kunne lave efterarbejdet digitalt, betød det meget lidt korn og meget åben kontrast. Mange af de karakteristika, der var i de gamle filmtyper, er i dag forsvundet.”

Efter testoptagelser med 16 og 35mm filmruller kom duoen frem til, at de ville skyde filmen digitalt. Det gik op for dem, at selv med gammeldags analoge skud i kassen, ventede der dem en masse digitalt efterarbejde med at fjerne korn og tilføje nye for at få det til at se tidstypisk ud.

”Hvis vi rent faktisk var i 70’erne, og det digitale format havde været en mulighed, tror jeg, at jeg ville have skudt filmen digitalt. Det var i virkeligheden den korteste afstand mellem os og historien,” forklarer Eigil Bryld.

Tidslommer
Selv om afdæmpede nuancer af brun, gul, rød og blå sætter en klar stilmæssig tone gennem hele filmen, holder Eigil Bryld fast i, at han og Payne ikke havde en farvepalet for øje. 

At filmen endte med at få det udtryk, bundede mest i lokationernes naturlige omstændigheder. 

”Alt er optaget på location, og de fleste locations er faktisk steder, vi har fundet, som er mere eller mindre, som de ser ud i filmen. Det er sådan nogle små tidslommer. Så meget af farvepaletten er ligesom trådt frem på den måde og gennem kostumerne.”

Netop det med at udnytte det fundne er en filosofi, som de to filmskabere deler og dyrker i deres arbejde. 

”Vi er begge glade for at lave mad og snakkede om, at måden, vi ville gribe filmen an på, ikke var som i et Michelin-køkken, hvor alt er super raffineret og planlagt. Vi ville hellere tage ud i skoven, finde de bedste skud på stammen og gå hjem og lave den bedst mulige ret med dem.”

”Men som i alle gode køkkener bliver der også snydt. I 70’erne blev naturligt lys til en æstetik. The French Connection blev hyldet for sin rå skildring af New Yorks gader. Det blev fotografen sur over, fordi han faktisk havde brugt meget lys for at få det til at se naturligt ud.”

Eigil Bryld indrømmer også, at der er steder i The Holdovers, hvor duoen har brugt kunstige kneb for at få filmen til at ligne en nyfundet 70’er-film.

”Noget af den varme, der er i filmen, er i virkeligheden noget, vi har tilføjet. For det er sådan et print, som har ligget i 50 år, ville se ud. De lyse dele af billede ville blive lidt varme.”

Smukkeste snevejr
Eigil Bryld har en flot karriere bag sig. 

Han har stået bag kameraet på danske produktioner som Hella Joofs Oh Happy Day. Men mest kendt er han for sit arbejde på amerikanske storproduktioner som In Bruges og House of Cards.

”Lige meget hvor man kommer hen i verden, er filmarbejdere på en måde medlem af den samme cirkusfamilie. De har den samme åbenhed og kærlighed til håndværket og filmmediet,” fortæller Eigil Bryld.

Fotografen indrømmer dog, at der særligt i USA er en mere politisk og topstyret måde at lave film på. Det skulle han først lære at håndtere.

”Store produktioner bliver tit meget tunge og ufleksible maskiner, som ikke kan reagere på det uventede eller overraskende,” siger fotografen. 

Selv betegner Bryld The Holdovers som en mindre produktion, selv om den efter danske standarder er ganske stor. Han og instruktøren kunne være fleksible og tage bestik af uventede situationer, der kunne styrke deres fortælling. 

”På et tidspunkt begyndte det at sne midt i optagelserne i en kæmpe kirke med 200 statister. Dér sagde vi: ’Lad os skynde os ud og laver de her skud nu,’” erindrer fotografen.

”Så skyndte vi os ud og lavede det, der blev til åbningssekvensen, hvor Paul Giamattis karakter ankommer til skolens messesal. Det var det smukkeste snevejr, som vi bare måtte have.”

En løs kanon
Eigil Brylds karriere startede med Anders Rønnow Klarlund danske drama Den attende fra 1996. 

”Den er måske set af sytten mennesker i biografen”, siger Bryld spøgefuldt om filmen, der dog senere nåede til New York New Directors-festivalen på Museum of Modern Art.

Få år efter flyttede han sammen med sin familie til New York, og det er i dag tyve år, siden Eigil Bryld sidst fotograferede en dansk film.

Til gengæld har han fotograferet dele af den amerikanske mastodont-serie House of Cards, hvor han arbejdede sammen med stjerneinstruktøren David Fincher. Serien er stadig den produktion, fotografen er mest stolt over at have sat sit præg på.

”Fincher er utroligt grundig. Der bliver knoklet igennem, og han forstår alt om lyd, mikrofoner, maling – you name it. Han er en fantastisk samarbejdspartner, og der er ikke noget bullshit. Det var meget håndgribeligt – sådan direkte og uden alt for mange falske kompromiser.”

Efter mange år i USA flyttede Eigild Bryld tilbage til Danmark for fire år siden, da hans børn var blevet store.

”Min filosofi har altid været, at jeg vil lave den bedst mulige film, ligegyldigt hvor i verden det er. Jeg har gode venner i Danmark – instruktører, jeg holder rigtig meget af – som det kunne være sjovt at arbejde sammen med,” fortæller han.

Han har dog ikke nogle danske projekter på vej lige nu. 

”I USA sker tingene i sidste øjeblik, mens de i Danmark tit er tit planlagt langt ud i fremtiden. Jeg skal vænne mig til at tænke et halvt år frem. Det er svært, for jeg er nok mere en løs kanon.”