Ekko #44 på gaden 4. februar
”Det her forslag er det mest hjernedøde, jeg i mit liv som instruktør har hørt,” skrev Niels Arden Oplev undervejs til sin danske producer, mens han indædt kæmpede for sin filmatisering af Mænd der hader kvinder.
De svenske producenter ville skære et stort og vitalt element i filmen for at spare 400.000 kroner, men Oplev havde ikke i sinde at bøje sig:
”Hvis I fremturer med forslaget én gang til, så vil jeg bruge min final cut til at lave et skilt med hvid tekst på sort baggrund – underlagt klavermusik. Der skal de scener, som I vil tage ud, så beskrives. Og det sidste skilt bliver: ’Disse scener havde Zodiac slash Yellow Bird ikke pengar till at göra.’”
Niels Arden Oplev fik sin vilje, og ifølge kritikeren Bo Tao Michaëlis kan publikum glæde sig til den 27. februar, hvor Mænd der hader kvinder har premiere.
”Det er en kongenial filmatisering. De, der syntes, at bogen var for meget Quentin Tarantino og prosaisk tegneserie, vil finde filmen bedre end bogen. Den er mere skandinavisk sensibel og mere økonomisk med sin vold, og så har Niels Arden Oplev herligt fastholdt det politiske aspekt,” vurderer Ekkos anmelder i den første anmeldelse af filmen overhovedet.
Instruktører taler ud
Hovedartiklen i Ekko #44 er det otte siders store interview med Niels Arden Oplev, hvor instruktøren fortæller historien om den himmerlandske landmandssøn, der drog til Kjøwenhavnstrup og måtte kæmpe for anerkendelse. Oplev kommer vidt omkring og afslører blandt andet, at han sagde nej til at lave Livvagterne, fordi han ikke kunne forlige sig med indholdet af manuskriptet.
Nils Malmros – aktuel med Kærestesorger – mangler ikke anerkendelse i filmmiljøet, men vandt han de kvindehjerter, han jagtede i sin ungdom? I det nye nummer af Ekko indrømmer Malmros, at han i mange år brugte filmen som erstatning for kærligheden – og forklarer, hvorfor ydmygelser og nederlagsfølelse er bedre kunstnerisk brændstof end lykke og sejre.
Malmros-kenderen Klaus Rifbjerg anmelder Kærestesorger, der er baseret på instruktørens oplevelser fra gymnasiet i starten af 1960’erne.
Den fjerde statsmagt?
I 1977 fik journalisten David Frost lokket den Watergate-vanærede ekspræsident, Richard Nixon, på glatis i et legendarisk maraton-interview, der nu er blevet til filmen Frost/Nixon.
Vi taler med instruktøren Ron Howard, og sociologen Henrik Dahl diskuterer, om Watergate er gået hen og blevet et belastende forbillede for nutidens journalister. Har pressens opfattelse af sig selv som den fjerde statsmagt overhovedet hold i virkeligheden?
”Desværre er der, specielt i Danmark, ikke skandaler nok til at tilfredsstille ambi¬tionerne hos de gode journalister og ambitiøse intellektuelle. Der er som regel mere tale om inkompetence, slendrian og ansvarsforflygtigelse end koldsindigt magtmisbrug med et vist format,” konkluderer Henrik Dahl.
”Du er en færdig mand i DR”
Vagthundeinstinktet fejlede dog ikke noget, da tv-værten Bjørn Erichsen i 1990 trodsede DR’s generaldirektør og gik tolv minutter over tid i en direkte tv-debat om Tamil-sagen.
”Du er en færdig mand i DR,” råbte justitsminister Erik Ninn-Hansen til Erichsen efter programmet. Han tog fejl. De tolv minutter gav Schlüter-regeringen dødsstødet. Bjørn Erichsen, der i dag fylder 60 år, fortæller historien.
I det nye Ekko kan du også møde: skuespilleren Meryl Streep, den Oscar-nominerede Milk-instruktør Gus Van Sant, ”The Biggest TV Star in Denmark, Mikael Bertelsen", forfatteren Jens Christian Grøndahl, der skriver om sin ungdoms store filmoplevelse, billedkunstneren Per Kirkeby, filosoffen Slavoj Žižek, filmprofessor Torben Grodal, kulturminister Carina Christensen og mange flere.
Ekko koster 75 kroner og forhandles fra den 4. februar i 230 kiosker, biografer og boghandlere over hele landet.
Kommentarer