EKKO er ”banebrydende”
Timing, fokus og layout er kilderne til EKKO's succes, skriver journalist Oliver Stilling i dagbladet Information. Avisens weekendudgave (11-12/3) bringer både en anmeldelse og en baggrundsartikel om EKKO's stigende oplag, som især kombinationen af flot design og fokuseret fagligt indhold, får æren for:
"Den balance mellem at være glittet og lækkert og så alligevel repræsentere en tyngde er ikke tidligere set i Danmark," siger medieforskeren Karen Klitgaard Poulsen til Information. Hun mener, at EKKO er "banebrydende", og forventer, at tendensen vil sprede sig til andre tidsskrifter, der også ønsker at formidle et fokuseret fagligt indhold til en bred læserskare.
"EKKO's fremgang er et udtryk for, at den fastlåste opfattelse af, at kvalitet er lig med det smalle og utilgængelige, er på vej ud," mener Poulsen.
Sætter dagsorden
Også Ib Bondebjerg, der er professor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet, roser EKKO for dets evne til at formidle og blande sig i mediedebatten. "Magasinet har drejet sig væk fra de snævert filmteoretiske artikler og forsøger nu at være dagsordensættende i en bredere sammenhæng," siger han.
I Informations anmeldelse efterlyser Oliver stilling flere unge talenter, der kan supplere EKKO's allerede kendte og garvede skribenter. Men forskernes dom er han enig i: EKKO har fundet balancen.
"I stedet for at leve en bevidstløs paralleltilværelse, hvor eneste korrelat til the real world er månedens filmpremierer, har EKKO fået et godt øre for, hvad man snakker om ude i samfundet," mener Oliver Stilling. "Det kan man ikke have, hvis man tilbringer det meste af sin vågne tilværelse i biografens trygge mørke."
Kommentarer