Nyhed
10. juni 2006 | 10:15

EKKO er i Plus

Politiken kalder EKKO for et "lækkert filmmagasin med journalistisk tyngde" i ny anmeldelse.
Af Markus Bernsen

EKKO lægger sig smukt mellem det seriøse og underholdende og lækre. Det mener Politikens anmelder, Lars Dahlager, der i anledning af det nystartede samarbejde mellem EKKO og Politiken Plus har læst den seneste udgave af filmmagasinet igennem en ekstra gang.

Politiken Plus valgte for nylig EKKO ud blandt markedets filmblade som det magasin, man ønskede at tilbyde Politikkens abonnenter til særpris.

"Det første, der slår en film-aficionado som undertegnede, når han bladrer igennem filmmagasinet EKKO, er skribenterne — det er nærmest en blå bog over de fremmeste penneførere i dansk filmkritik," skriver Lars Dahlager i dagens Politiken og fortsætter:

"Skarpsindige Christian Braad Thomsen analyserer den tyske instruktør Michael Haneke. Medierevseren Erik Valeur skriver om korruptionen af dokumentarfilmen, og vi kunne også nævne Henrik List, Lars Movin, Lars Bukdahl, Morten Piil og en række andre prominente skribenter. Og det alt sammen i blot ét nummer af EKKO."

"Læg dertil et godt, bredt udvalg af emner, fra det platfodede til det højbårne, en tilgang til filmstoffet, der altid er dagsordensættende og højaktuel uden at være forudsigelig, samt nogle glimrende turnerede anmeldelser, og man har et magasin, der hæver sig over mængden," slutter Politikens anmelder.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko