Arrangement
28. feb. 2014 | 14:53

Ekko fejrer nyt nummer med Persbrandt-film

Foto | Territorium

Ekkos fotograf har lavet en eksklusiv billedserie med Mikael Persbrandt i Berlin, hvor skuespilleren optrådte på årets filmfestival.

Kom til snigpremiere på det bevægende far/datter-drama Mig ejer ingen og få det nye nummer af Ekko, der har Mikael Persbrandt som coverstjerne.

Af Claus Christensen

”I Mig ejer ingen viser Mikael Persbrandt, at han ikke kun er en af Skandinaviens, men hele verdens bedste skuespillere.”

Sådan skriver Bo Tao Michaëlis i det nye nummer af Ekko, der er på gaden i midten af næste uge. Og man kan få syn for sagen, når Ekko fejrer udgivelsen af et nyt nummer.

På tirsdag 4. marts kl. 21.30 i Grand Teatret inviterer vi til snigpremiere på netop Mig ejer ingen. Med i billetprisen følger det spritnye nummer, der har en kortklippet Mikael Persbrandt i bar overkrop som coverstjerne og byder på et ti sider langt portrætinterview med den svenske skuespiller.

I Mig ejer ingen spiller Persbrandt en alkoholisk metalarbejder i 1970’erne. Hasse bor alene sammen med sin datter. Moren har overladt de to til sig selv, og den tabte kærlighed tager hårdt på Hasse, der drikker mere og mere. Følelserne hænger uden på tøjet i en film, der vil kunne tage pippet fra selv den mest forhærdede grovsmed.

Vi uddeler præmier til dem, som vil kunne holde tårerne tilbage, og til alle andre vil vi stå klar med kleenex og en forfriskning efter filmen.

”Jeg forsøger at leve et andet liv. I dag er jeg efterhånden kommet på toppen af min karriere, og jeg forsøger at leve mere på lyst,” siger Mikael Persbrandt i det nye Ekko.

”Jeg er ikke længere ung, vred og karriereorienteret. Jeg har et mere nuanceret syn på mit arbejde, og jeg lægger ikke længere hele mit menneskelige værd i det. Men jeg har stadig uro, en lyst til at smage på nye ting.”

Billetter til release-arrangementet 4. marts kl. 21.30 i Grand kan købes eller bestilles her.

Trailer: Mig ejer ingen

Kommentarer

Ekko #64 på gaden 5/3

Portrætinterview med Mikael Persbrandt, som snart er biografaktuel i Mig ejer ingen og Pernille Fischer Christensens En du elsker.

Interview med Coen-brødrene og deres Oscar-nominerede fotograf Bruno Delbonnel.

Portræt af Hollywoods drengerøv, Spike Jonze, der har lavet Hende.

12 Years of Slave og afroamerikanere på film gennem historien.

© Filmmagasinet Ekko