Reportage
27. sep. 2016 | 14:51

Højdepunkter fra Ekko Film Cup 2016

Foto | Anders Rye Skjoldjensen
Så skal der rystes champagne! Instruktør Kenneth Kainz er klar til slå proppen af flasken, da Miso Film for første gang i Ekko Film Cups historie kan løfte den eftertragtede vandrepokal efter en hård kamp i marken.

De kreative fra dansk film indtog grønsværen. Se billederne fra det uofficielle danmarksmesterskab i filmfodbold 2016.

Af Frida Marquard

Ekko Film Cup 2016 blev en turnering fuld af overraskelser.

Endnu engang lagde Valby Boldklub rammerne om turneringen, hvor tretten selskaber fra dansk film dystede om titlen, æren og selvfølgelig den eftertragtede vandrepokal.

Og åbenbart var tretten et uheldigt tal for storfavoritterne.

Danmarksholdet fra Sommeren ’92, som igen repræsenterede Meta Film, kunne ikke gentage sejren fra sidste år. De blev slået i finalen af 1864-producenterne fra Miso Film, der havde overtaget flere spillere fra FAF, hvis leder havde trukket holdet efter en intern skandale.

Men billeder siger som bekendt mere end tusind ord. Se nedenunder Anders Rye Skjoldjensens fotoreportage fra en dag med højt humør, kampgejst og skummende øl, da den vigtigste sportsbegivenhed i den danske filmverden for ottende gang løb af stablen.

Meta Films fodboldstjerne Cyron Melville aka Brian Laudrup gør sig klar til at følge op på sejren fra sidste år, hvor holdet fra Sommeren ’92 bragte selskabet til toppen af sejrsskamlen.

Zentropa og Det Danske Filminstitut holder et minuts stilhed til minde om det skærpede tilsyn mod Zentropa, som Filminstituttet i år har lagt i graven. Målmand Mikkel Maltha holder mindet i hævd og spiller i sidste års trøje med skriften ”Under skærpet tilsyn”.

Jeppe Hougaard Jørgensen (tv.) fra Det Danske Filminstitut prøver at kæmpe bolden fra Zentropas økonomichef Frederik Nemeth (th.). Men Nemeth er på en mission for genoprejsning efter sidste års fatale selvmål, der sendte selskabet ud af turneringen.

 

Der er opbakning fra sidelinjen, hvor tilskuerne er mødt talstærkt op for at støtte venner og kolleger i marken – godt hjulpet på vej af det gode vejr og den gratis øl.

Manuskriptforfatter Andreas Monies fra Danske Dramatikere leverer en noget alternativ boldbehandling, men det ser ud til at imponere Filminstituttets målmand Martin Keller.

Vicesheriffen for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, ser passivt til, mens Danske Dramatikere nærmer sig mål.

Niels Träff fra Skofabrikken overvåger modstandernes spil fra taget af banens overdækkede bænk.

En wingman hjælper sine venner i nøden, men Wingmans forsvarsmur ser en smule hullet ud i denne frisparkssituation.

Radio24syv-værten Ida Herskind fra Wingman-holdet forsøger sig med en tigerefterligning for at skræmme Miso Films Jan Martinsen væk fra bolden.

Skuespiller David Owe fra Team Players laver en flyvende takling og kolliderer med målmand Stefan Garfield i vild kamp om bolden mod Den Danske Filmskole.

Der bliver dømt mål til Team Players, og Christian Arhoff fra Den Danske Filmskole ligner en spiller med en alvorlig depression.

Kommentatorerne har falkeøjne på både kampen og pokalen. DR Sportens Henrik Fallesen (th.) sad for tredje år i træk bag mikrofonen, og denne gang blev han assisteret af DR-kollegaen Anders Hagen fra LIGA på P3.

Med solskin i ryggen og glimt i øjet dækker kommentatorerne slaget i de indledende minutter af kvartfinalekampen mellem Zentropa og Profile Pictures.

Instruktør Rasmus Heisterberg fra Profile Picture ligner en professionel målmand, men hvor er bolden?

Fra venstre ærgrer Kevin Ahrens Nielsen, Elliott Crosset Hove og Rasmus Stensgaard Madsen fra Ekko Film Cup-debutanterne Profile Pictures sig over et brændt straffe i semifinalen mod Zentropa, mens Anders Hove er helt i chok.

Anderledes begejstrede miner viser sig i Zentropas lejr, da de scorer det afgørende mål i straffesparks-konkurrencen mod Profile Pictures. Fra venstre Frederik Nemeth, Andreas Bak, Stefan Krogh og Emil Hobel.

Navnet er ganske vist Ekko Film Cup, men det var ikke Ekkos turnering i år. Chefredaktør Claus Christensen græmmer sig, da værterne meget overraskende ryger ud i kvartfinalen mod Det Danske Filminstitut.

Turneringens store profil, skuespilleren Niklas Herskind, leverer fodbold-akrobatik i Miso Films kvartfinale mod Team Players. Han ville gøre sig godt i Den Kongelige Ballet.

Hvis Miso Films skuespiller Morten Holst filmer i kampen mod Zentropa, gør han det meget overbevisende.

"Der er mange ting i livet, der er vigtigere end fodbold, men lige nu føles det ikke sådan!” Oliver Zahle (yderst th.) og Christian Potalivo i front kan ikke holde sig fra banen, da Miso Film banker Zentropa i semifinalen.

Mandefaldet begynder for alvor at melde sig i semifinalen mellem Meta Film og Det Danske Filminstitut, hvor målmand Martin Keller og en af ”EM-spillerne” ømmer sig i de efterhånden lange skygger.

Der er stærk opbakning på sidelinjen, da Meta Film og Miso Film tørner sammen i finalen under den sene aftensol til Ekko Film Cup 2016.

Ekkos chefredaktør Claus Christensen overrækker, som en anden mafiøs FIFA-formand, den eftertragtede vandrepokal til de stolte vindere fra Miso Film.

Instruktør Kenneth Kainz bader sig i Miso Films succes. Han har vundet Ekko Film Cup adskillige gange med arbejderne fra FAF, som i år glimrede ved deres fravær efter en mystisk sag om brug af ulovlige spillere.

Wingman

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko