Ekko: Haneke vinder Guldpalmen igen

Én film har hævet sig over alle andre på årets filmfestival i Cannes: Amour.

Det er et intimt drama om en ældre, fransk herre, som passer sin dødssyge kone, der får et hjerteanfald, lammes i den ene side og gradvist mister hukommelsen og evnen til at tale.

Filmen berører tabuet ”aktiv dødshjælp”, men selv om emnet er barskt – at skulle tage afsked med en livsledsager under ydmygende omstændigheder – fortælles dramaet med en sådan blidhed og skønhed, at det bliver en gribende og opløftende, men aldrig sentimental oplevelse.

Kvantespring for Haneke
Det er et kvantespring for den østrigske instruktør Michael Haneke, der jo har ry for at være en kuldslået misantrop.

Det er også et kvantespring i den forstand, at Haneke her for alvor træder frem som personinstruktør. Det er en imponerende udvikling, han har gennemgået fra de tidligere dokumentaragtige film, hvor kameraet holdt sig på lang afstand af de medvirkende.

70-årige Haneke, der vandt Guldpalmen i 2009 med Det hvide bånd, er en auteur, som virkelig ældes med ynde.

Det samme kan siges om 85-årige Emmanuelle Riva og 81-årige Jean-Louis Trintignant, der spiller det ældre ægtepar i Amour og leverer sublime præstationer, ikke mindst deres høje alder taget i betragtning.

De fortjener begge en pris, og juryens forståelige ønske om at hylde dem kan spænde ben for Guldpalmen til Amour. Hvilket Haneke ironisk nok kan takke sig selv for.

Den gordiske knude
Det var nemlig efter hans Pianisten, der i 2001 vandt Grand Prix og to skuespillerpriser, at Cannes indførte en regel om, at ingen film kan modtage mere end én af de i alt syv priser, som skal uddeles i aften.

Dog kan prisen for bedste manuskript og juryens pris kombineres med en skuespillerpris, hvis festivalens præsident vel at mærke giver dispensation.

Guldpalmen til Amour udelukker med andre ord en skuespillerpris til Trintignant eller Riva (eller dem begge), og det skal blive spændende at se, hvordan juryen løser den gordiske knude.

Som min indiske kritikerkollega sagde: ”Haneke har allerede fået Guldpalmen, og juryen vil rådne op i helvedet, hvis den ikke sætter pris på de to skuespillere, der bærer dette mesterværk.”

Mads Mikkelsens chancer
Hvis juryen alligevel ender med at give Guldpalmen til Amour og i øvrigt følger de officielle regler, så har Mads Mikkelsen gode chancer for at vinde prisen for bedste mandlige hovedrolle med Jagten.

Ud over Trintignant er Mikkelsens største konkurrent Denis Lavant, der spiller ti-elleve forskellige roller i den franske drømmefilm Holy Motors.

Men hvor Lavants tour de force-præstation er et studie i mimik og forklædningskunst, leverer Mikkelsen karakterskuespil båret af små, fine detaljer, og han kan så bare håbe, at juryen lægger mest vægt på det.

Talk of Cannes
At fordele syv priser på i princippet syv film giver en kabale, som kan lægges på mange måder og er umulig at forudsige. Der er dog nogle film, som er talk of Cannes og har gode chancer for at komme på podiet.

Det drejer sig om den tidligere Guldpalme-vinder Cristian Mungius simrende, lesbiske nonnedrama Beyond the Hills, en alt for lang rumænsk film, der alligevel har gjort indtryk på kritikerne i Cannes (undtagen mine danske kolleger).

Jacques Audiards franske De rouille et d’os er et socialrealistisk melodrama, der går lige i kroppen. Den står til en pris, men efter al sandsynlighed bliver det til Marion Cotillard i rollen som unge spækhuggertræner, der mister begge ben i en ulykke, men får livsværdien tilbage igen.

Førnævnte Holy Motors af franske Leos Carax rev tæppet væk under mange kritikere med sin forrygende morsomme og anarkistiske drømmefortælling. Den fortjener en pris, men kan risikere at blive forbigået, hvis juryen ser meget alvorstungt på tingene.

Står godt til juryformand
Cannes-darlingen Abbas Kiarostami har lavet Like Someone in Love om en ældre universitetsprofessor, der forsøger at hjælpe en ung, prostitueret kvinde.

Filmen har fået en blandet modtagelse, men den ekstreme lowbudget-film med den enkle, humanistiske fortælling står umiddelbart godt til Nanni Moretti.

Matteo Garrone bidrager med Reality, om en fiskehandler, som bliver besat af at komme i den italienske udgave af Big Brother.

Filmen er blevet undervurderet i Cannes, og man kan ikke udelukke, at den italienske juryformand tager de nationalistiske briller på og giver en pris til Garrone, der i 2008 begejstrede Cannes med gangsterdramaet Gomorra.

Kvindefilm lavet af en mand
Hvis juryen vil overraske, er Paradies: Liebe et oplagt valg.

Ulrich Seidls film har været festivalens mest hadede, fordi den ubarmhjertigt udstiller en sexturisme, de færreste ønsker at se i øjnene. Men dybest set er filmen ikke en moraliserende fortælling om vores udbytning af den tredje verden. Den handler om ensomheden i Vesten.

Vi følger den midaldrende, overvægtige Teresa, som ikke længere nyder mændenes interesserede blikke hjemme i Østrig. I håb om at blive begæret tager hun på ferie til Kenya, hvor hun køber sig til en masse sex, men ikke finder den kærlighed, hun i bund og grund søger. Og filmen antyder, at de afrikanske mænd får mere ud af sexhandlen end kvinderne fra Vesten.

Ulrich Seidl fortæller i imponerende præcise, dokumentaragtige tableauer, men selv om hans blik er køligt, formår Margerete Tiesel at vække sympati for sin kærlighedshungrende ”sugar mama”.

Flere kvindelige anmeldere har taget Paradies: Liebe til sig (en af dem mente på pressemødet at kunne genkende hotellet i Kenya!), og på en festival, hvor fraværet af kvindelige instruktører i hovedkonkurrencen er blevet heftigt diskuteret, vil det ikke være et tosset signal at give en pris til en kvindefilm lavet af en mand.

Kunst med stort k
Kritikersammenslutningen Fipresci gav i går deres pris til Sergei Loznitas In the Fog, som er et dvælende (72 klip på 127 minutter!) drama om en russisk mand, der under Anden Verdenskrig bliver ramt af falske rygter om, at han har begået landsforræderi.

Historien kan minde om Thomas Vinterbergs Jagten, men In the Fog er anderledes filosofisk, symboltung og ubarmhjertigt tragisk, og man kan ikke udelukke, at en jury, der ligesom Fipresci gerne vil markere, at man er til kunst med stort k, honorerer filmen.

Samme effekt kan man dog få ved at sætte pris på mexicanske Carlos Reygadas' kryptiske Post Tenebras Lux, der på godt og ondt vækker mindelser om forrige års Guldpalmevinder, Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv.

Hvad med Jagten?
Vi gætter på, at alle de seks amerikanske film, der har været udtaget til hovedkonkurrencen, må rejse tomhændet hjem.

Ingen af dem levede op til de store forhåndsforventninger. De bedste chancer har Walter Salles’ stemningsfulde, men kedelige filmatisering af On the Road, Andrew Dominiks politiske gangsterdrama Killing Me Softly og stortalentet Jeff Nichols, der i går rundede hovedkonkurrencen af med det sympatiske, men konstruerede coming-of-age-drama, Mud.

Og hvad med Jagten? Filmen er blevet modtaget meget positivt, og vi kan krydse fingre for, at der både er en pris til Mads Mikkelsen og for eksempel en jury-pris til filmen, hvilket de snørklede regler jo giver mulighed for.

Det kommer sikkert til at gå helt anderledes, men her er Ekkos bud på prisfordelingen i aften:

Guldpalmen: Amour
Grand Prix: Beyond the Hills
Prix du Jury: Holy Motors
Bedste instruktør: Ulrich Seidl (Paradies: Liebe)
Bedste manuskript: Abbas Kiarostami (Like Someone in Love)
Bedste kvindelige skuespiller: Marion Cotillard (De Rouille et D’Os)
Bedste mandlige skuespiller: Mads Mikkelsen (Jagten)