Ekko interviewer norsk Guldbjørnevinder

”Dette er en film om at skrive og at læse, og jeg mener, at begge ting er enormt vigtige. Det udvider din bevidsthed, og det er virkelig godt for dig,” sagde Dag Johan Haugerud, da han til sin egen overraskelse vandt førsteprisen på Berlinalen.
Norske Dag Johan Haugerud førte lørdag sin trilogi Sex Drømme Kærlighed sikkert i mål, da midterkapitlet lørdag aften blev belønnet med Berlinalens hovedpris Guldbjørnen.
Juryens leder Todd Haynes omtalte Drømme som ”en knusende enestående film med universel virkning”. Han tilføjede, at den ”skærer ind til marven med skarp intelligens og pludselige, forbløffende øjeblikke af åbenbaring.”
Ekkos anmelder, manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen, kvitterer med fem stjerner og kalder den ”en poetisk og fremragende film for alle, der kan føle.”
Den får dansk biografpremiere den 6. marts. Sex havde premiere sidste år og fik fire stjerner, og sidste del, Kærlighed, har premiere til august.
Guldbjørnen er højdepunktet for trilogien, hvor Dag Johan Haugerud skildrer og diskuterer seksualitet og identitet ud fra tre vidt forskellige Oslo-historier.
At dømme fra hans takketale på scenen i Berlinale Palast, kom det også som en overraskelse. Da vi talte sammen til et gruppeinterview et par dage forinden, virkede han mest af alt bare glad for at være færdig.
”Det sværeste var ikke at skrive, optage eller klippe filmene. Det sværeste var at præsentere tre film på én gang. Det er virkelig hårdt,” sagde han.
Skræddersyet hovedrolle
Drømme handler om gymnasieeleven Johanne, der med voice-over fortæller historien om sin første forelskelse – i sin lærer, Johanna.
Dag Johan Haugerud skrev hovedrollen med Ella Øverbye i tankerne, efter at han brugte hende i en bærende rolle i dramaet Barn fra 2019.
”Producerne insisterede på også at holde auditions, men rollen var hele tiden tiltænkt hende,” forklarer instruktøren.
”Vi arbejdede sammen, da hun var elleve år gammel, og jeg var meget ivrig efter at arbejde med hende igen. Hun var virkelig dygtig, og så griner vi ad de samme ting. Siden da har vi holdt kontakten, jeg har lært hendes familie at kende, og jeg ville se, hvad hun kunne præstere i dag.”
”Jeg forsøgte at finde på en karakter, som det ville være interessant for Ella at spille med den alder, hun har. Og så ville det åbenlyst handle om den første kærlighed.”
Det var ikke svært for 60-årige Dag Johan Haugerud at tænke sig tilbage til et teenagekærlighedsliv, hvor forelskelsen sætter sig som en feber i kroppen.
”Jeg har meget stærke minder om min egen første forelskelse, så det var let for mig at finde tilbage til de følelser. Jeg skrev manuskriptet og tjekkede med hende, om det føltes rigtigt for hende. Hun sagde, at det føltes præcis, som hun selv oplevede det.”
Går i rette med karakterer
Drømme er en sanseligt berusende film om længsel og begær, og den springer mellem nutid og fortid. Da teenageren har fået Johanna lidt på afstand, skriver hun sin fortælling ned og viser den til sin bedstemor – der insisterer på også at vise den til Johannes mor.
Med ét er forelskelsen ikke blot en skattet oplevelse for Johanne. Den bliver også et emne til diskussion og forhandling på tværs af tre generationer af kvinder, der hver læser hendes beretning ud fra deres egne erfaringer og med deres egne forbehold.
Mormoren læser den som en universel fortælling om ung forelskelse, der bør udgives, så den kan komme andre til gavn. Moren læser den – til en start – som et vidnesbyrd om et muligt overgreb.
Hele vejen igennem udlægges historien fra Johannes perspektiv i den gennemgående fortællerstemme – i øvrigt den eneste, der er at finde i trilogien.
”Det er en meget subjektiv fortælling. Jeg tog det som en udfordring at lave en film med så meget voice-over og bruge det på forskellig vis,” fortæller Dag Johan Haugerud.
Johanne går af og til i rette med karaktererne, kommer med opklarende bemærkninger eller springer tilbage i tid for at udfolde de ting, karaktererne taler om.
”Jeg elsker voice-over, for man kan sige en masse på meget kort tid og udtrykke meget med en enkelt sætning. Men det gør det også sværere at optage, fordi man er nødt til at time alting efter fortællerstemmen.”
Seksuel identitet
Da Johannes mor forliger sig med tanken, begynder også hun at tale om at få bogen udgivet. Det er jo en queer coming of age-fortælling, der kan hjælpe mange læsere!
Trilogien Sex Drømme Kærlighed kan ses i samme lys.
I Sex har en skorstensfejer uforpligtende sex med en anden mand, mens hans makker har en drøm, hvor han føler sig som en kvinde. I Kærlighed deler hovedpersonen kærlighedserfaringer med sin homoseksuelle kollega, der bruger Grindr til at møde mænd på en færgeoverfart mellem forskellige bydele.
”Det er vigtigt at tale om homoseksualitet, og det er vigtigt ikke at gøre det til et problem. Det er, hvad jeg har forsøgt at gøre i alle tre film: At tale om det som en naturlig ting, der er en del af vores samfund,” siger Dag Johan Haugerud.
Men at komme filmene i en kasse som queerhistorier er også en forfladigende udlægning.
”Filmene handler om mere end blot sex og seksuel identitet. Jeg forsøger at skildre hverdagsliv i Oslo, og jeg forsøger at vise, hvordan tingene kunne være. Måske er det ikke helt sådan, verden ser ud, måske gør den det for nogle, men den kunne se sådan ud.”
På vej med roman
Efter at have brugt et år på at promovere sin filmtrilogi kunne man forvente, at Dag Johan Haugerud var parat til at tage et hvil. Men den norske kunstner holder sig travlt beskæftiget.
Ved siden af instruktørvirket er han også en flittig romanforfatter, og til august udgiver han en ny bog om et norsk filmmakkerpar og deres spillefilm. Og så er han allerede i gang med at forberede sin næste spillefilm.
”Som forfatter og instruktør udvikler man sig for hvert projekt. Man er jo nødt til at forholde sig til alt det, man skriver om. Man tænker meget over tingene, og når man tænker, bliver man klogere.”
”Der er tematikker i disse film, jeg gerne vil udforske mere, og jeg er for tiden i gang med at skrive et nyt manuskript. Vi får se!”
Trailer: Drømme
Dag Johan Haugerud
Født 1964 i Eidsberg, Norge.
Instruktør, forfatter og bibliotekar.
Vandt priser for sin spillefilmdebut Som du ser meg fra 2012.
Vandt verdens største pengemæssige filmpris med Barn på festivalen i Göteborg.
Trilogien Sex Drømme Kærlighed står som hans hovedværk.
Drømme vandt Guldbjørnen på Berlinalen 2025.
Niels Jakob Kyhl Jørgensen
Filmmagasinet Ekkos udsendte på årets Berlin-festival.
Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.
Berlinalen går tilbage til 1951 og regnes for en af verdens førende filmfestivaler.
Løber fra 13. til 23. februar.
Kommentarer