Nyhed
03. nov. 2010 | 14:28

Ekko med David Lynch og Inland Empire

Mød David Lynch, Tilda Swinton, Matt Damon, Frank Hvam og mange flere i det nye nummer af Ekko. Lynch
Af Claus Christensen

Inland Empire er dvd-gaven.

”Psykologer, hold jer væk!” sagde David Lynch, da Ekko mødte ham i anledning af udstillingen The Air Is On Fire på Gl Strand i København.

Peter Schepelern tegner et stort portræt af den amerikanske åndemaner, der bruger billedet som redskab for sine okkulte fantasier.

Og Lilian Munk Rösing trodser mesterens advarsel og kaster sig med dødsforagt ud i en psykoanalyse af hans seneste filmværk, Inland Empire, som er nummerets dvd-gave.

Tema: Spirituelle film

Lynch-artiklerne indleder et tema om det spirituelle - en tendens, som spøger i tidens film.

I årets thailandske Cannes-vinder Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv er der reinkarnation en masse, genfærd og et mystisk abevæsen med lysende øjne.

Og selv om Woody Allen tilsyneladende kaster et ironisk blik på den spirituelle mumbo-jumbo i sin nye film, så ender han alligevel - ifølge Klaus Rifbjerg - som metafysisk messedreng.

Bag om den røde næse

Da vi mødte Frank Hvam under optagelserne til Klovn The Movie, var emnerne mere jordnære: rascismebrønden, en islandsk Blow Job Machine og karrieren som skuespiller.

”Ni ud af ti roller i danske film vil ligge bedre til Nikolaj Lie Kaas end mig,” siger Frank Hvam og forklarer hemmeligheden bag Klovn- succesen i et stort interview, der viser en mere alvorlig side af komikeren.

Joaquin Phoenix bevæger sig ligesom Frank Hvam i grænselandet mellem fiktion og virkelighed. Han snød mange mennesker, da han pludselig sprang ud som rap-musiker med uredt hår og viltert fuldskæg.

Den vanvittige performance skildres i I’m Still Here, men er det sjovt, når en mockumentary vil tages alvorligt, spørger Ekkos internationale kritiker, Lee Marshall.

Hyldest til tekniske uheld

På Cph:Dox-festivalen, som åbner i aften, sætter temaserien Tele:Vision fokus på nytænkende fjernsyn. I Ekko deler tre af de medvirkende - Mikael Bertelsen, Mads Brügger og Palle Strøm - ud af deres tanker om talkshows, comedy, performativ journalistik og tekniske uheld.

Læs også interview med Matt Damon (Hereafter) og med den androgyne antidiva Tilda Swinton (Io sono l’amore).

Vi kårer filmverdenens ti største sellouts, fortæller historien om filmen, der tog livet af John Wayne, og giver indblik i den oversete, men vigtige kunst at eftersynkronisere til børn.

Ekko #51 er på gaden og kan købes i velassorterede kiosker eller via hjemmesiden.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko