Nyhed
01. juli 2019 | 13:45

Tema om Tarantino i nyt Ekko

Foto | Manuel Lagos Cid
En eftertænksom Quentin Tarantino indtager forsiden af det nye nummer, hvor vi over 30 sider undersøger alle aspekter af den sommeraktuelle instruktør.

Kom tæt på Quentin Tarantino, læs portrætter af Joaquin Phoenix og Melissa McCarthy, tag på ludertur med Netflix og bliv klogere på den tragiske historie om Yahya Hassan.

Af Claus Christensen

”Jeg er ikke en vred, ung mand mere,” siger Quentin Tarantino, som både privat og filmisk har fundet kærligheden.

Vi interviewer i det nye nummer instruktøren om Once Upon a Time in Hollywood, hvilket har fået den danske distributør op i det røde felt.

I det 30 sider store tema reflekterer dramatikeren Jokum Rohde over massemorderen Charles Manson, hvis spøgelse driver gennem Tarantinos nye film.

Vi fortæller også historien bag hovedværket Pulp Fiction, mens musikeren Nikolaj Nørlund tager på en melodisk rejse gennem instruktørens pladesamling. Og så har vi gravet knap så kendte detaljer frem om instruktøren – for eksempel, at Tarantino har siddet i fængsel og skriver som en brækket arm!

Zombier og skrigende halse
Men #82 byder på meget andet – som den første artikel om filmen Ser du månen, Daniel, der handler om ISIS-tilfangetagelsen af en ung, dansk fotograf. Vi taler med Puk Damsgård om forskellen mellem hendes bog og filmatiseringen, der giver dramaet et ekstra nøk.

Zombie-genren er på ingen måde på vej i graven, og med The Dead Don’t Die giver Jim Jarmusch de udøde personlighed og dræner de levende for livsgejst. Hvad kan genren lære os om verden og det at være menneske?

Manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen genbesøger sin punkfortid og ikke mindst kulthittet De skrigende halse: ”Søren Fauli udviklede nyresten, og jeg fik et udslæt, som jeg døjede med i årene efter. Vihar aldrig kunnet skrive noget lignende siden.”

Tidens måske dygtigste skuespiller, Joaquin Phoenix, kommer fra en flippet familie. Han er lige nu aktuel som morsom cowboy i The Sisters Brothers, men til efteråret løfter han en tung arv som Batmans nemesis i Joker.

All Inclusive på Ibiza
Også digteren Yahya Hassan har båret forskellige masker. Hans stjernefærd er dog endt i vold og vanvid. Vi har talt med folk tæt på ham for at blive klogere på, hvad der gik galt. Lukkede de samme mennesker, der bar ham frem, øjnene for hans problemer?

Kom med på tre dages charterferie All Inclusive på Ibiza, hvor Ekkos udsendte jagtede Idris Elba og forsøgte at crashe en lukket filmfest. Ingen kvaler, Netflix betaler!

Større er klimabevidstheden i cli-fi-genren, der bedre end tunge rapporter viser konsekvenserne af den globale opvarmning.

Desuden interview med Phoebe Waller-Bridge, der efter succes med serien Fleabag skal give James Bond en feminin side, portræt af skuespilleren Melissa McCarthy samt Danmarks største anmeldelsessektion, hvor du kan se vores vurdering af nogle af årets mest ventede film.

”Til slut i filmen lænede min otteårige søn sig over til mig: ’Det her er den bedste dag i mit liv, mor!’” skriver Ekkos anmelder Wendy Ide om Toy Story 4 og kvitterer med sjældne seks stjerner!

Trailer: Once Upon a Time in Hollywood

Kommentarer

Ekko #82

Stort tema om Quentin Tarantino i det nye nummer af Ekko.

Køb magasinet i kiosker, få det tilsendt eller tegn abonnement.

Abonnenter har også adgang til magasinet digitalt.

Once Upon a Time in Hollywood får dansk premiere den 15. august.

© Filmmagasinet Ekko