Nyhed
22. juni 2023 | 09:58 - Opdateret 12. juli 2023 | 13:07

Ekko-premiere på fynske talenters kortfilm

Foto | Asbjørn Kiel

Maria Rich (tv.) og Tina Gylling Mortensen spiller i Annie Forever hovedrollerne som gamle bekendte, der mødes igen efter mange år.

En række spændende filmskabere udforsker med hjælp fra dygtige skuespillere venskab, kærlighed og fordomme i deres førsteårsfilm på 18 Frames.

Af Nicki Bruun

Et kærestepar går fra hinanden under en rejse, men en pandemi tvinger dem til at isolere sig sammen på et hotelværelse. Et madbud render ind i sin barndomsven, der nu fører et overklasseliv med kæresten. En ensom forstadsfrisør rives ud af hverdagens trummerum, da hun møder en gammel bekendt.

Det er historierne i de tre førsteårsfilm, som sjette årgang på den fynske filmuddannelse 18 Frames netop har færdiggjort. Filmene kan ses eksklusivt på Ekkos hjemmeside frem til og med 16. juli.

Strandet, Takeaway og Annie Forever er titlerne på de tre film, som alle har dygtige skuespillere i hovedrollerne.

I Annie Forever spiller Maria Rich den ensomme frisør, der møder en frisindet bekendt i skikkelse af Tina Gylling Mortensen. De to skuespillere har begge været nomineret ved Ekko Shortlist Awards for henholdsvis Et knæk og Det spejl de kalder dig.

Diem Camille er kendt for blandt andet sin rolle i Olivia, og skuespilleren kan opleves som madbuddet i Takeaway, der udforsker racisme og fordomme i en original ramme.

Endelig spilles parret i Strandet af Anders Manley og Kimmie Liv Sennova. Sidstnævnte medvirker i kortfilmen Fucked, som er instrueret af Peter Bjerre Salling, der er manden bag Strandet.

Han har adskillige film på Ekko Shortlist og forfølger ligesom resten af den talentfulde flok nu filmdrømmen på 18 Frames.

Eksplosiv udvikling
18 Frames har som filmuddannelse på særdeles filmisk aktive Fyn været gennem en eksplosiv udvikling siden starten i 2011.

Tidligere årgange på den fynske filmuddannelse har talt dygtige instruktører som Andrias Høgenni, Sylvia Le Fanu og Jesper Quistgaard. Deres film har vundet priser ved forskellige udgaver af Ekko Shortlist Awards.

Selv om filmskaberne på sjette årgang kun lige er startet, finder man flere spændende talenter i flokken.

Kathrine Skibsted var nomineret for bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards 2022 med Forever Young Forever Old – A Love Story. I den forbindelse talte vi med instruktøren, der argumenterede for, at det nu var kvindernes tur til at bestemme i dansk film.

Hun har instrueret Annie Forever, mens Darshika Karunahara står bag Takeaway.

Karunahara har tidligere lavet First Night om to dansk-tamilske søstre, som har sat sig for at have seksuel debut på den samme aften.

Den sprudlende film blev nomineret for bedste scenografi ved Ekko Shortlist Awards i 2021, og der skal nok komme flere fascinerende kortfilm ud af sjette årgang på 18 Frames.

Kommentarer

18 Frames

Uafhængig filmuddannelse på Fyn med atten elever per årgang.

Sjette årgang har netop lavet deres førsteårsfilm.

Se dem her.

© Filmmagasinet Ekko