Ekko Shortlist Awards er kommet på IMDb
Før Thomas Daneskov lavede spillefilmen Eliten, gjorde han rent bord ved det første Ekko Shortlist Awards i 2014, hvor Ud, spring over, ind vandt fem priser, deriblandt for bedste manuskript, hovedrolle og fotografering.
Filmen vandt også hovedpræmien Shortlist Prisen, hvortil der fulgte en pengepræmie på 25.000 kr.
Nu er der kommet endnu en markering af Thomas Daneskov og de øvrige vindere ved Ekko Shortlist Awards, nemlig promovering på verdens største filmdatabase.
Ekko Shortlist Awards har gjort sit indtog på hjemmesiden imdb.com, hvor millioner af mennesker dagligt finder oplysninger om alverdens film.
I selskab med Oscar og Cannes
Ekko Shortlist Awards har fået sin egen side på databasen, hvor man kan se vinderne og alle de nominerede ved sidste års prisuddeling.
Her kan man blandt andet se, at Stefan Olsens Blodbrødre vandt Publikum Prisen, at Sarah-Sofie Boussnina vandt for bedste kvindelige hovedrolle i David Metz’ In absentia, og at Aske Bangs Ladyboy vandt for bedste fiktionsfilm.
Går man ind på de enkelte film på Imdb, ligger der en beige fane under filmens hovedinformationer. Et klik på den viser filmens sejre og nomineringer ved festivaler og prisoverrækkelser, for eksempel Ud, spring over, ind.
Her er Ekko Shortlist Awards kommet i fint selskab med Oscar-uddelingen og Cannes-festivalen, som regnes for filmverdenens to vigtigste priser.
Kommentarer