Jubilæum
15. apr. 2014 | 12:00

Shortlist fylder et år

Collage | Filmmagasinet Ekko
Billeder fra tolv af de i alt 160 kortfilm, som på et år har banet sig vej til Ekko Shortlist. Filmene spænder fra abstrakt dansefilm over exploitation og horror til dramaer, komedier og dokumentarer.

Kurateringen er nøglen til succesen, skriver magasinets chefredaktør på årsdagen for kortfilmhitlisten Ekko Shortlist. Se hvilke film, der har været mest populære, og hvilke, der har brændt sig fast på nethinden.

Af Claus Christensen

For præcis ét år siden sad redaktionen og bed negle.

Ville teknikken holde? Ville branchen indsende film? Ville folk se dem og give stjerner? Havde noget så populistisk som en hitliste nogen gang på jorden i en kunstnerisk verden?

Mandag klokken 12 den 15. april 2013 gik vi i luften med Ekko Shortlist, den første online-kortfilmhitliste i Danmark, ja, vel den første af sin art i hele verden.

Og selv om vi havde knoklet på projektet i flere år og testet det i alle ender og kanter, havde vi dybest set ingen anelse om, hvordan det ville blive modtaget. Man kan have verdens bedste ide, men hvis brugerne ikke er med, synker de gode intentioner til bunds som en tung sten.

Suveræne Filmværkstedet
Som alle brugere af Ekko Shortlist ved, er det gået over al forventning.

Vi har optaget 160 kortfilm – tre nye film om ugen! – på Shortlist og desværre været nødt til at takke nej til et endnu større antal. Filmene er sammenlagt blevet set 1.981.276 minutter svarende til 33.021 timer, 1.376 dage eller 3,6 år. Og der har i alt været 449.000 visninger.

Filmene er blevet flittigt kommenteret, optagelse på listen har genereret omtale i andre medier, og Ekko har selv skrevet 114 artikler (status, interviews, anbefalinger) om listen på hjemmesiden og i det trykte magasin.

Hvem har bidraget med film?

Det har filmskolerne, især flagskibet Den Danske Filmskole, der har tyve film på listen. Den alternative københavnske filmuddannelse Super16 følger efter med tolv film, mens lillebroren i Aarhus, Super8, har fem film. The Animation Workshop, 18Frames i Odense og The European Film College har hver tre film med.

Men de fleste film er skabt i privat regi og i mange tilfælde støttet af et af filmværkstederne eller talentordningen New Danish Screen. Filmværkstedet i København er den suveræne topscorer med ikke færre end 47 film på Ekko Shortlist, altså næsten en tredjedel af samtlige film på listen.

Flest førstepladser til Bang
Efter at have været hjemløs i mere end et århundrede, stedmoderligt behandlet af biografer og tv-stationer, har kortfilmen endelig fundet sin sande platform: internettet.

Man kan se kortfilm på adskillige hjemmesider, for eksempel hos Det Danske Filminstitut, Den Danske Filmskole og snart Super16, men nøglen til succes er kurateringen, altså den måde filmene bliver opbevaret og præsenteret på.

Vores kuratering er en brugerstyret, dynamisk rangering, som bestemmes af brugernes views og stjerneafgivninger. Rangeringen er delt i to forskellige lister, dels en ugentlig top 10, der opdateres og nulstilles hver mandag klokken 12, dels en All Time Shortlist, som viser filmenes sammenlagte popularitet og derfor er knapt så dynamisk som ugelisten.

På top 10 har den største succes været Aske Bangs drama Ladyboy med syv førstepladser.

Marie Grahtø Sørensens lesbiske vampyrteenagedrama Lækre til vi dør og René Odgaards anarkistiske dokumentar Dirtbusters følger lige efter med hver seks førstepladser, mens David Metz’ romantiske In absentia opnåede fire førstepladser. Balder Skånstöm-Bos sci-fi-knaldperle Bewilderbeast, Kristian Håskjolds hoteldrama Reception og Tor Fruergaards voksdukkefilm Venus noterede sig for hver tre førstepladser.

Swingerfilm mest populær
Hvis vi måler den sammenlagte popularitet igennem hele året – All Time Shortlist – får vi et lidt anderledes resultat:

1. Venus (Tor Fruergaard)
2. In absentia (David Metz)
3. Ladyboy (Aske Bang)
4. Goutte d’Or (Christophe Peladan)
5. Lækre til vi dør (Marie Grahtø Sørensen)
6. Ud, spring over, ind (Thomas Daneskov)
7. Dirtbusters (René Odgaard)
8. No Exit 2 – Rise Against (Jesper Isaksen)
9. The Timber Will Fall (Aske Bang)
10. Reception (Kristian Håskjold)

Det er i sig selv opløftende, at en lille, men dybt original voksdukkefilm på ni minutter om et par, der forsøger at sparke liv i forholdet med et besøg i den lokale swingerklub, er blevet årets mest populære film.

En hitliste er med andre ord ikke ensbetydende med laveste fællesnævner, i hvert fald ikke, når brugerne er så kvalitetsbevidste som Ekkos!

Med så forskellige genrer som gangster- og vampyrfilm, psykologisk drama, dokumentar, animation og musikvideo blandt de allermest populære, dementerer Ekko Shortlist også påstanden om, at der mangler diversitet i undergrunden (vi kunne dog godt bruge nogle flere kvindelige instruktører i toppen, hvor Marie Grahtø Sørensen er en enlig svale).

De store hjælper de små
Ranglisten skal naturligvis tages med et gran salt og et glimt i øjet.

Målet med Ekko Shortlist er at gøre gode kortfilm tilgængelige for en bredere målgruppe og skabe et udstillingsvindue for talenter – instruktører, manuskriptforfattere, fotografer, klippere, komponister, skuespillere og så videre.

Forhåbentlig vil dette vindue gøre vejen til spillefilmdebuten kortere for de bedste unge instruktører, som i en krisetid, hvor branchen satser på det sikre, har svære vilkår.

Og det glædelige ved Ekko Shortlist er, at de populære film hjælper de smallere film. Hver gang en film har hittet, har vi nemlig set en markant stigning i seertallet for de øvrige film på listen.

Vi kan også hele tiden trække film fra All Time Shortlist frem og gøre dem aktuelle, når vi skriver om for eksempel en instruktør, der er repræsenteret på Shortlist. Listen bliver en del af en løbende fortælling, som hele tiden vil udvikle sig og gøre os i stand til ikke bare at følge, men også at vise filmkarrierer. 

Mindeværdige øjeblikke
Personligt har min største fornøjelse været at opdage film, jeg ellers aldrig ville have set, og stifte bekendtskab med talenter, jeg ikke vidste eksisterede.

Ud af det blå kom Anton Breum med sin overrumplende filmiske teaterfilm Skrå brædder. Esben Blaakilde gav mig med Outpost troen tilbage på, at vi herhjemme kan lave troværdig horror. Søren Balle (Tomatprincippet) fik mig til at grine, og Maia Elisabeth Sørensens Satellit fik mig til at vippe med foden.

Emil Næsby Hansen bragte mig ned i en tidslomme i Thy som tilstand,og Charlotte Brodthagen gjorde mig forelsket i Neel Rønholt i Nedtællinger. Mens Juan Hein åbnede mine øjne for collagekunsten og begærets dunkle mål i Søndag og The Killing of a Danish Swan.

For da slet ikke at tale om Lea Globs dybt bevægende dokumentar Mødet med min far Kasper Højhat og Mira Jargils ditto Den tid vi har.

Eller Emil Falkes mega-talentfulde Happy New Years med enspænder-emoen, der har brændt sig fast på nethinden.

Der er så mange titler og oplevelser, at der ikke er plads til at nævne dem alle her. Lad mig i stedet takke alle, der har bidraget til Ekko Shortlist: filmskaberne, filmskolerne, filmværkstederne, de faglige foreninger, sponsorerne – Det Danske Filminstitut, Yousee og Det obelske Familiefond – og sidst, men ikke mindst: alle jer brugere, der gik på opdagelse i filmene.

Vi tager nu hul på år to af Ekko Shortlist. Har jeg glemt noget? Shortlist-prisen? Nej, den vender jeg meget snart tilbage til, og jeg tør godt love, at noget festligt er i vente. Glæd jer!

Kommentarer

Ekko Shortlist

En online-hitliste over de bedste danske kortfilm her og nu.

Skabt i et samarbejde mellem producer Mads Damsbo, Kamilla Bruus og Filmmagasinet Ekko.

Gik i luften 15. april 2013.

Filmene udvælges af Ekkos redaktion. Herefter er det brugerne, som via views og stjerner bestemmer filmenes skæbne.

En film kan ”boble” i tre uger til ugens top 10 og maksimalt ligge på top 10 i tretten uger. Den overgår så til All Time Shortlist.

På All Time Shortlist rangeres filmene løbende efter deres sammenlagte popularitet i al den tid, de har ligget på Ekkos hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko