Ekko Shortlist runder 600 film
Der kommer flere og flere kortfilm på Ekko Shortlist hver uge til et stadigt mere interesseret publikum.
Det er status, nu hvor Ekkos online-hitliste for kortfilm kan fejre at have rundet 600 film på All Time Shortlist, hvor filmene fortsætter deres liv efter at have ligget højst tretten uger på top 10.
Den mest populære blandt de i skrivende stund 602 film er stadig David Metz’ ungdomsdrama In absentia, der kom på Ekko Shortlist i sommeren 2013. Den overhalede året efter Tor Fruergaards swinger-animation Venus, der lige nu ligger på fjerdepladsen, og In absentia har holdt fast i topplaceringen i snart tre år.
Men der er en grund til, at Aske Bang har fået tilnavnet ”Kongen af Ekko Shortlist”. Den 29-årige instruktør har nemlig to film i top 5 på All Time Shortlist, komediedramaet Den fremmede på andenpladsen og Ladyboy, om transvestitten Kristian, på femtepladsen. De to vandt henholdsvis Publikum Prisen i 2016 og prisen for bedste fiktion i 2014 ved Ekko Shortlist Awards.
Den sidste film i top 5 er blevet voldsomt populær på kort tid. Martin Reinhards homodrama Svans kom på listen sidste efterår og er dermed i højeste grad i spil til Ekko Shortlist Awards i år. Pt. indtager den tredjepladsen på All Time Shortlist.
Over al forventning
Ekko Shortlist blev oprettet i 2013 og har i sin levetid i gennemsnit tilføjet tre nye film om ugen. Mens der er kommet nye film til i stor stil, er der også sket en enorm stigning i visningerne af dem.
Fra listens begyndelse til nu er der sket en stigning på 55 procent i unikke sidevisninger af filmene på Ekko Shortlist, så tallet i dag er 666.746. Der bliver dagligt set 5.192 minutters film dagligt, som er en stigning på 53 procent siden starten.
Hver uge kommer der nye film – såkaldte boblere – som kæmper for at komme ind på top 10. Det skete i sidste uge for Michael Iversens Dream a Little Dream og Pernille Lunds Det Charlotte gør, som hev antallet op på 600.
”Da vi startede, var vi spændt på at se, om ambitionerne var for store med så mange nye film hver uge. Var talentmassen og undergrunden stor nok til at bære det? Vi vidste heller ikke, hvordan brugerne ville tage imod nye film på listen hver uge,” siger Ekkos chefredaktør Claus Christensen og fortsætter:
”Men det er gået over al forventning. Det fungerer godt med en blanding af nye film, der skifter ud, og dem, som bliver hængende på top 10. Vi modtager hver uge nye film. Filmfolk, der er blevet præsenteret på Ekko Shortlist, vender også tilbage med nye film – som i denne uge Mathias Broe, der i 2015 var nomineret til Ekko Shortlist Awards for Ung mands dans.”
”Så det er lykkedes os at komme rundt i hele det danske landskab med film fra Den Danske Filmskole og de alternative uddannelser Super16, Super8 og 18 Frames, men også de yngre trin på talentstigen i form af for eksempel KBH Film & Fotoskole og Station Next.”
Endnu større udbredelse
Der er altså rigtigt mange film på Ekko Shortlist. Faktisk så mange, at det efterhånden kan virke som en stor mundfuld. For hvordan finder man frem til perlerne, og hvordan finder man lige den film, der passer til et bestemt tema-forløb i skolen?
”Det bliver der arbejdet på,” lover Claus Christensen.
”Lige nu kan man søge på en films titel, instruktører og genrer, men vi arbejder på at gøre det muligt at søge inden for bestemte temaer og få anbefalet de fem bedste. Vi planlægger også et fast indslag, hvor filmfolk eller andre personligheder anbefaler deres favoritter. I det hele taget bliver vores store indsatsområde at udbrede Ekko Shortlist, der har 30.000 unikke brugere om måneden, men vi skønner, at der er potentiale til mere.”
Den fjerde udgave af Ekko Shortlist Awards vil finde sted i november.
Kommentarer