Ekko tv: Mød nominerede fiktionsinstruktører
”Det er intimiderende, at man som instruktør skal være direktør fra dag 1,” siger Marie Grahtø Sørensen i tredje ombæring af Ekkos tv-samtaler med nominerede Shortlist-instruktører.
Efter at have talt med instruktører, der laver henholdsvis animations- og dokumentarfilm, er turen kommet til fiktions-kategorien.
Vi har sat tre nominerede stævne: Marie Grahtø Sørensen, der har lavet den surrealistiske Daimi, Behrouz Bigdeli, som står bag punkvenskabsdramaet Til alle mine venner, og Aske Bang, der har instrueret transvestitportrættet Ladyboy.
De to andre nominerede, Thomas Daneskov (Ud, spring over, ind) og Runár Runársson (Anna), var forhindrede – sidstnævnte er i Island ved at lægge sidste hånd på sin anden spillefilm.
På trods af, at de tre instruktører er konkurrenter – ikke bare ved Shortlist Awards, men også om kongerigets støttekroner – blev det en munter og åbenhjertig samtale.
Behrouz Bigdeli fortæller om kunsten at lave en kortfilm, når man går med en spillefilm i maven. Marie Grahtø Sørensen erkender, at hun først nu – efter tre år på Super16 – er begyndt at begribe, hvor svært det er at være instruktør.
Og Aske Bang løfter sløret for sin kommende film, en komedie om popgruppen Aqua og pendant til hans og Allan Hydes Brødrene Olsen-kultfilm Fly On the Wings of Love, der ligger på All Time Shortlist.
Ekko Shortlist Awards
Dato: 21. november
Tid: 20.00
(dørene åbner 19.00)
Sted: Øksnehallens Bygning 55, Staldgade 16, København
Bestil billet her.
Sponsoreret af Blockbuster, FilmGear, Coisbo og Pepsi Max samt støttet af Det Obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.
Ekko Shortlist
En ugentlig online-hitliste for kortfilm, hvor filmene rangeres efter antallet af visninger og stjerner.
Hver uge udvælger Ekko-redaktionen nye film, såkaldte boblere, som får chancen for at komme ind på top 10.
Den maksimale tid, en film kan ligge på top 10, er tretten uger. Herefter fortsætter den på All Time Shortlist, hvor filmene løbende rangeres efter visninger og antal stjerner.
Kommentarer