Ekkos bud: Haneke får Guldpalmen

Mit hjerte siger Fish Tank, min hjerne siger Das weisse Band, og min genstridige djævel siger Vincere.

I aften, præcis klokken 20.15, får vi svar på spørgsmålet, som optager sindene hernede på la Croisette: Hvem vinder Festival de Cannes?

Det har været et godt år med et alsidigt program, hvor vi har set film af store auteur-navne som Quentin Tarantino, Pedro Almodovar, Ang Lee og, naturligvis, vor egen Lars von Trier.

Vi har mødt stjerner som Brad Pitt, Willem Dafoe og Penelope Cruz, vi har oplevet effektiv Hong Kong-action, grotesk sydkoreansk vampyr-noir og modbydelig filippinsk ondskab, og vi har gennemgået strabadser som Gaspar Noés to en halv times lange syretrip, Enter the Void, og Triers mystiske mareridt Antichrist.

Hjertets valg
Det har været et flot program, men uden filmen, der har hævet sig over alle de andre og skreget på Den Gyldne Palme.

Selv har jeg svinget mellem tre titler og ventet til det allersidste med at placere min Guldpalme i det danske stjernebarometer.

Hjertet siger Fish Tank, fordi det socialrealistiske drama er festivalens mest bevægende film. Man sidder simpelt hen med den femtenårige Mias liv i sine hænder og tør knapt nok bevæge sig af frygt for, at det går i stykker.

Debutanten Katie Jarvis er i hovedrollen helt sin egen - så skrøbelig og dog så stærk - og det samme er instruktøren Andrea Arnold, der tidligere har vundet Juryens Pris i Cannes, men med Fish Tank rykker op i den europæiske superliga.

Hjernes valg
Hjernen siger Das wiesse Band, fordi den tyske ensemblefilm er en tankevækkende undersøgelse af grobunden for 1930'ernes nazisme i Tyskland — og i bredere forstand enhver form for totalitarisme.

Den østrigske instruktør Michael Haneke har arbejdet i ti år på Das weisse Band, hvor han for første gang tager direkte fat på Østrig og Tysklands betændte fortid — et tema, der siden debuten i 1970'erne har ligget og ulmet under Hanekes historier.

Filmen foregår i et tysk, feudalt landsbysamfund i tiden umiddelbart før Første Verdenskrig. Distriktet hjemsøges af en række uheld og tragedier, som i virkeligheden kan være bevidst terror. Men hvem og hvorfor?

Das weisse Band viser konsekvenserne af et autoritært, patriarkalsk og puritansk samfund, hvor kvinder og børn undertrykkes af rigide regler, som ingen — heller ikke mændene — evner af leve op til. Borgerskabet er ikke spor charmerende, og hverdagen i alle samfundslag er præget af fysisk og især psykisk vold. Vold avler modvold, og børnene reagerer tilsyneladende med brutale terrorhandlinger. Diskret minder Haneke os om, at det er de samme børn, der tyve år senere som voksne bringer Hitler til magten.

Med sin kliniske, distancerede og strenge stil er det ikke en film, man straks tager til sig, men filmen bliver hos én og vokser i betydning. Haneke foretrækker at stille spørgsmål frem for at give svar, og her er noget så sjældent som en film, der sætter tanker i gang.

Det genstridige valg
Min genstridige djævel siger Vincere, det italiensk-passionerede matyrdrama, som udfolder landets dystre fortid gennem en enkelt skæbne, nemlig diktatoren Benito Mussolinis hemmelige elskerinde, Ida Dalser (stærkt og klogt spillet af Giovanna Mezzogiorno).

Genstridig, fordi kun få kritikere i Cannes har forstået at værdsætte filmens indiskutable kvaliteter. Marco Bellocchios film er ikke så helstøbt som Arnold og Hanekes, men den har sekvenser, som overgår alt andet på dette års filmfestival.

Den unge Mussolini spilles forførende af Filippo Timi, mens den voksne ”spilles” af diktatoren selv gennem levende arkivmateriale, der inkorporeres i fiktionen. Det lyder umuligt, men er gjort så overbevisende, at man knapt nok bemærker det. Man bemærker næsten heller ikke, at dialog i et par scener glider over i operasang. Det fungerer bare.

Og Guldpalmen går til ...
Men hvis jeg skal skære ind til benet, og det skal jeg jo, så falder Guldpalme-valget på Hanekes Das wiesse Band.

Det gør jeg, fordi juryformanden Isabelle Huppert meget rigtigt har sagt, at Cannes-festivalen også skal ses i et historisk perspektiv. Forstået på den måde, at en Guldpalme-vinder også gerne om ti, tyve eller 50 år skal stå som den bedste film.

Selv om det er svært at spå, især om fremtiden, så er Das wiesse Band den film, som har de bedste forudsætninger for at gå over i filmhistorien.

Den er på én gang en storslået ensemblefilm og et intenst kammerspil, som leder tankerne hen på Ingmar Bergman. Den fortæller en væsentlig historie. Den er fremragende spillet af et stort skuespillerhold, inklusive mange børn (Haneke har langsomt udviklet sig til en dygtig personinstruktør), og den har en konsekvent stil med sort-hvide billeder, der leder tankerne hen på Carl Th. Dreyer. Og så er tidsbilledet ramt på kornet.

Den franske profet
To andre film skal nævnes, fordi de har en god chance for at blande sig i dysten om priserne.

Det er Jacques Audiards franske drama, Un prophéte, der handler om en ung arabisk mands kamp for at overleve i et fængsel præget af rivaliserende grupper. Filmen er eminent medrivende (og lidt for lang, som så mange film på festivalen i år), og der bør mindst være en pris til hovedrolleindehaveren Tahar Rahim, men instruktøren fortjener også en pris.

Den anden film er Jane Campions historisk-romantiske drama, Bright Star, som fortæller den autentiske historie om digteren John Keats' korte, men heftige affære inden hans alt for tidlige død.

Personligt har jeg det som sangeren Morrissey: ”Keats and Yates are / but you lose / 'Cause weird lover Wilde is on mine.” Selv om Campion sympatisk fortæller kostumedramaet enkelt og underspillet, så er det her ikke min cup of tea.

Men filmen har en hel del entusiaster og kan sagtens hente en pris. Dens bedste kort er Abbie Cornish, som spiller den kvindelige hovedrolle.

Hvad med Trier?
Jeg tror ikke på en pris til Ang Lees Taking Woodstock, som er en blød mellemvarefilm, og Tarantino må sandsynligvis også rejse tomhændet hjem. Hans krigsfilm, Inglourious Basterds, er indimellem underholdende, men grundlæggende en ujævn affære.

Til gengæld kan juryen meget vel give en pris til den store spanske auteur, Pedro Almodovar, men det vil være en fortjenthedspris, for Los abrazos rotos er ikke på niveau med hans hovedværker.

Tager vi de nationalistiske briller på, så har Lars von Triers Antichrist stadig en chance for at få en pris, dog næppe Guldpalmen. Kontroversielle instruktører er i høj kurs i Cannes, og i år har Lars von Trier leveret den skandalefilm, som enhver god Cannes-festival indeholder.

Det mest oplagte er at give Trier Juryens pris (tredjepræmien), men med risiko for at blive henrettet som landsforræder, vil jeg argumentere for, at den pris i stedet skal gå til filippinske Brillante Mendozas Kinatay.

En pris til Kinatay ville samtidig være en måde for juryen at give anerkendelse til den asiatiske filmkunst, der har været så rigt repræsenteret i årets hovedkonkurrence.

Rejse til mørkets hjerte
Jeg gav kun filmen to stjerner (ud af fire), men filmen er blevet ved med at rumstere i min bevidsthed, og hvor gerne jeg end ville, har jeg ikke kunnet slippe af med den.

Med sin skrabede neorealisme fører Mendoza os ind i mørkets hjerte, hvor vi sammen med hovedpersonen bliver vidne til den mest horrible forbrydelse (Kinatay betyder ”slagtning”, og der er vel at mærke ikke dyr, som der er tale om).

Mange mener, at Mendoza er en amatør, som ikke kan lave film og derfor intet har at gøre på Cannes. Og hans film ligner rigtignok indimellem noget, der er lavet på et filmværksted for amatører. Men skindet bedrager.

Mendozas trick er, at hans film virker som skåret direkte ud af virkeligheden (sidste år havde han Serbis i Cannes). De ser helt ufortalte ud, men i virkeligheden er han en meget bevidst fortæller, der som en anden Hitchcock kan lade en scene med suspense og gøre de mest hverdagsagtige ting - som en taxatur - til angstfremkaldende mareridt.

Ikke siden Henry: Portrait of a Serial Killer er ondskaben blevet beskrevet så nøgternt og dog så skræmmende. Hvor Triers Antichrist kun chokerer ved billedernes direkthed, så ryster Kinatay én i grundvolden.