Ekkos bud på Guldpalmen

Hvem vinder Guldpalmen?

Det er et godt spørgsmål, og i år er det et særligt godt spørgsmål.

Dels fordi hovedkonkurrencen ikke har budt på en klar vinderfilm. Dels fordi juryformanden Tim Burton er et wild card, der på festivalens indledende pressemøde gjorde alt for at sige så lidt som muligt.

Fire film har dog skilt sig ud, og hvis juryen er bare nogenlunde ædruelig, så går Guldpalmen til enten Mike Leighs britiske Another Year, Lee Chang-dongs sydkoreanske Poetry, Alejandro González Iñárritus Biutiful eller Xavier Beauvoirs franske Des hommes et des dieux.

Livskloge Leigh
67-årige Mike Leigh har lavet sin bedste film siden Hemmeligheder og løgne, der vandt Guldpalmen i 1996.

Vi følger en familie og deres venner gennem et år. Det er en uhyre livsklog og bevægende film, der handler om alt det, der betyder noget for os: familie og venner, kærlighed og ensomhed, lykke og ulykke. Filmen stiller spørgsmålet: Hvad er det gode liv? Og hvordan forsoner vi os med det liv, vi har fået?

Another Year er mange kritikeres favorit, men filmen byder ikke på noget nyt i forhold til Leighs velkendte filmkunst. Det kan godt blive afgørende for juryen, der ikke just er befolket med socialrealister. I Cannes vil man gerne være fremme i skoene og fremhæve det originale værk, og her er Another Year ikke den oplagte vinderfilm.

En kraftpræstation
Alejandro González Iñárritu har til gengæld taget et nyt skridt i forhold til sin egen filmkarriere. Han er kendt for multiplotfilm som Babel og Amores perros, men i Biutiful indskrænker han perspektivet til en enkelt karakter.

Uxbal (Javier Bardem) lever af lyssky virksomhed på bunden i Barcelona, og ulykkerne vælter ned over ham. Men selv om det er en ekstremt dyster og barsk film, rummer den - mirakuløst - et håb, noget spirituelt, ja, måske ligefrem en slags frelse.

Ikke alt lykkes i instruktørens ambitiøse forsøg på at formidle og visualisere hovedkarakterens tanker og følelser, men Biutiful er afgjort en kraftpræstation, som gør sig fortjent til en pris. Måske en palme.

Sakral stemning
På forhånd ville de færreste have gættet på, at Xavier Beauvoirs Des hommes et des dieux ville blande sig i kampen om Guldpalmen. Men den har stille og roligt vokset sig større og større i løbet af festivalen.

Det er den virkelige historie om en gruppe munke, der i 1996 i Algeriet tages som gidsler af muslimske bortførere og myrdes brutalt under omstændigheder, der stadig er uopklarede. Filmen er fortalt med renhed, afdæmpethed og ophøjet ro, så publikum bringes i samme sakrale stemning som munkene.

Filmen har også et sympatisk budskab om, at kristne og muslimer kan leve fredfyldt sammen, fordi de deler en respekt for menneskeheden. På en festival, hvor politik og religion har spillet en stor rolle, vil en Guldpalme til Des hommes et des dieux derfor ikke være helt ud i det blå.

Original og bevægende
Men mit eget bud på Guldpalmevinderen er den sydkoreanske Poetry, som ikke bare er den mest helstøbte film i hovedkonkurrencen, men også den mest bevægende.

Og på sin vis er den også overraskende, for hvornår har man set en film, hvor noget så ufilmisk som oplæsning af digte fungerer?

Hvis det lyder avantgarde, så vil jeg skynde mig at tilføje, at filmen er såre enkel. Den beretter en hverdagshistorie fra en forstad ved Han River. Her kæmper den ældre kvinde Mija med begyndende Alzheimers og et uopdragent barnebarn, som har begået en forbrydelse med frygtelige konsekvenser.

Poesiens kraft
Et poesikursus starter en eksistentiel rejse for Mija.

Gennem poesien opdager hun det skønne i tilværelsen - som på én gang er noget meget konkret og meget abstrakt. Samtidig begynder hun at gøre sig moralske overvejelser, der får indflydelse på hendes måde at tackle barnebarnet.

Filmen er uden underlægningsmusik, for digtene, der oplæses, er i sig selv musik. Kompositionen er lige så musikalsk, og elegant bliver vandet (det livgivende, men også dræbende) et ledemotiv.

Poetry er en hyldest til poesiens kraft, og poesi skal her forstås i bred forstand: som en måde at se på livet. Filmen hylder også kunsten og i særdeleshed filmkunsten. Den filmkunst, som flere kunstnere på festivalen har påstået er døende.

Men den lever i bedste velgående i Poetry, der med sin vidunderlige slutning - som ikke skal røbes her - ophøjer det tragiske til poesi. Hvilket som bekendt er den største kunst, og derfor fortjener filmen Den Gyldne Palme i aften.

Vinder Javier Bardem?
Det er ikke kun Guldpalmen, som juryen skal uddele i aften. Den skal også uddele Grand Prix (andenpræmien), Prix du Jury (tredjepræmien), Bedste instruktør, Bedste manuskript, Bedste mandlige skuespiller, Bedste kvindelige skuespiller samt de priser, juryen selv til lejligheden måtte opfinde.

Det er umuligt at sige, hvordan priserne bliver fordelt. Men en jury, som har udtalt, at man ikke bryder sig om dommerrollen, vil sandsynligvis brede priserne ud på så mange film som muligt.

Man vil sikkert også finde mindst en pris til festivalens mere radikale auteurfilm - for eksempel Apichatpong Weerasethukuls højst mærkværdige efterlivsfilm Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives, debutanten Sergei Loznitsas russiske lignelse Schastye Moe eller Kornél Mundruzós Frankenstein-fortolkning, Tender Son.

Javier Bardem leverer en tour de force-præstation i Biutiful og ligner en vinder af den mandlige skuespillerpris.

Lesley Mandley er oplagt til den kvindelige ditto for sit overbevisende spil som alkoholiseret singlekvinde i Another Year. Men hun får kamp til stregen af en ukunstlet Juliette Binoche i Kiarostamis Copie conforme samt, ikke mindst, Yun Junghee, der efter femten år vender tilbage til filmlærredet i Poetry.

Priserne offentliggøres omkring klokken 20.