Ekkos danske filmkanon
Tema-intro
15. nov. 2004 | 08:00

Ekkos danske filmkanon

Foto | Kosmorama
Afgrunden (1910)

44 danske film du bør kende

Af Redaktionen / Ekko #25

Tiden råber på kanoner. Under stor mediebevågenhed har undervisningsministerens særlige kanonudvalg for nyligt barslet med en liste over de forfatterskaber, som alle elever i det danske skolevæsen skal stifte bekendtskab med.
 
Den danske litteratur er jo generelt under ganske skarp bevågenhed og bliver til stadighed analyseret og vurderet af forskere, kritikere og undervisere. Så de færreste er vel i tvivl om, at for eksempel Holberg, H.C. Andersen, Pontoppidan og Johannes V. Jensen hører til blandt de helt uomgængelige klassikere.
 
Men hvad med filmen? Igennem de sidste 100 år har man kunnet iagttage, hvorledes filmen har erobret pladsen som det mest populære fortællende medie. Alligevel er der ikke samme tradition for at se på dansk film som en del af nationens kulturarv — eller for at udrede de betydeligste værker.
 
I dette tema har EKKO sat sig for at give et bud på en dansk filmkanon. På baggrund af et kortfattet rids af hovedlinjerne i dansk film — set i forhold til kategorierne spillefilm, novellefilm, børne- og ungdomsfilm samt dokumentarfilm — udpeges 44 danske film, som vi forestiller os, at det er værdifuldt at stifte bekendtskab med. Hver film får en lille selvstændig kommentar, men i de tilhørende oversigtsartikler omtales desuden en række andre væsentlige film, der fuldender billedet af den danske filmkultur. Endelig rummer temaet portrætter af de to instruktører, som vi betragter som de vigtigste: Carl Th. Dreyer og Lars von Trier.

Kanonfilmene er primært valgt ud fra kunstneriske kriterier, men vi har også taget hensyn til popularitet og indflydelse. Det sidste kan synes kontroversielt. Men efter vores opfattelse skal filmen ikke indskrænkes til kun at opfattes som betydningsfuld og lødig, når den mest ligner den litterære finkultur. Film er et fortællende medie med stor gennemslagskraft, blandt andet fordi det fanger en tidsånd og afspejler typiske træk i den danske selvopfattelse. Poul Reichhardts uforfærdede helt, der redder slægtsgården i De røde heste, Ib Schønbergs gemytlige familiefar i Far til fire og Ove Sprogøes ukuelige forbrydergeni i Olsen-Banden personificerer nogle typer, som er blevet ikoner i den danske kultur. Og de er i lige så høj grad en del af den nationale kulturarv som Pelle Erobreren og Lykke-Per.

EKKOs danske filmkanon er ikke blevet til gennem et langt, videnskabeligt arbejde. Den er et frisk bud, som forhåbentlig vil vække debat og inspirere andre til at give deres bud. Se og gense kanonfilmene og nogle af de mange andre titler, som berøres i temaet.
 
God fornøjelse!

Peter Schepelern, Københavns Universitet
Thomas Frandsen, Dansklærerforeningen
Flemming Kaspersen, Det Danske Filminstitut
Claus Christensen, EKKO

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko