Ekkos guide til CPH PIX

Som filmentusiast kender man fornemmelsen. Man står med festivalprogrammet i hænderne. Først med kærlig nænsomhed, men snart bladrer man febrilsk siderne igennem. Åndenød. Udmattelse. Den ene interessante film efter den anden sprænger i øjnene.

At vælge sine film på en filmfestival kan være en svær opgave, og som sædvanlig (hvis man kan bruge det ord om en festival, der kun kører på andet år) ser programmet på CPH PIX fornemt, men også slemt uoverskueligt ud med sine godt 180 film på elleve dage.

Fra den 15. – 25. april blændes der for andet år i træk op for festivalen under navnet CPH PIX (denne gang uden et kolon) efter sammenlægningen af de to festivaler, undergrundens NatFilm og prestigeprojektet Copenhagen International Film Festival. 

Sådan undgår du åndenød
Her findes alt fra højtbesungne europæiske art-film, over småunderlige amerikanske independent-film til midnatsgys for den popcorn-glade.

Et af trickene til at dykke ned i festivalen uden at få åndenød er med et behændigt snit at gå pænt uden om alt, hvad der hedder forpremierer. Netop de film kan nemlig findes på andre tidspunkter i det normale danske biografudbud.

Forhåbentlig kan nærværende gennemgang af stort og småt, som vi på Ekko glæder os til på årets filmfestival, fungere som en guide for de rådvilde.

1. Brilliante Mendoza – filippinsk filmhåb
Under serien med det lidt sløvt vinklede navn 3x3 finder man blandt andet tre film af en af kunstfilmens helt store kometer i verden netop nu: Brilliante Mendoza.

Fornavnet skulle eftersigende være spot on, og den autodidakte instruktør er da også udråbt som frontmand i disse års filippinske filmbølge. De tre værker Summer Heat, Kinatay og Lola lover humanistisk, men hårdtslående filmkunst. 

At folk under sidste års Cannes-festival stormede ud fra visningen af Kinatay, mens andre var fulde af begejstring over, at Mendoza løb med juryens instruktørpris, giver blot anledning til endnu større forventningsglæde.

2. Maestros – mød mestrene
I serien Maestros kan man, som navnet antyder, møde filmens mestre. Her er et overflødighedshorn af film og instruktører, der snakkes om internationalt, men som sjældent får dansk biografpremiere.

Især vil vi ikke gå glip af Hirokazu Kore-edas Air Doll, der handler om en oppustelig lolitadukke, som vækkes til live og spankulerer rundt i Tokyo i fransk stuepigeuniform. Et sært supplement til japanerens anderledes stilfærdige værker.

I en helt anden boldgade er Werner Herzogs Bad Lieutenant-remake med Nicolas Cage, som vi stadig nægter at tro på ikke vil få dansk biografpremiere.

Samme instruktørs mindre profilerede My Son, My Son, What Have Ye Done?, produceret af David Lynch lyder også interessant. En film om moderdrab, gidseltagning af flamingoer og andet fra psykens afgrund.

3. Tetro – Coppola comeback
Den gamle mastodont i amerikansk film, Francis Ford Coppola, har ikke haft det nemt i de sidste mange år med flere skuffende film på samvittigheden.

Med den sort-hvide Tetro, om en ung forfatters deroute i Buenos Aires, skulle han dog være tilbage i selen i fornem stil. Filmen blev af New York Times kaldt en ”livskraftig kunstnerisk fornyelse,” så måske er det værd at genopdage den aldrende mester.

Så kan man i øvrigt undre sig over, hvorfor manden bag Godfather-filmene og antikrigs-klassikeren Dommedag Nu ikke har fået plads i Maestro-serien.

4. Star Wars Uncut
Kald os bare nørder, men det her lyder altså for fedt på den Star Wars-tossede måde: Tusindvis af Star Wars-fans har siden august 2009 genindspillet hver deres bid af George Lucas’ klassiker fra 1977.

De 473 klip af 15 sekunders længde, der alle er blevet forenet i ét stort remake af filmen, spænder fra hjemmelavede genindspilninger, over stopmotion til professionel 3D-animation.

Oven i købet er visningen på CPH PIX verdenspremiere, og idémand og producer Casey Pugh introducerer.

5. Metropolis feat. BJ Nilsen
I februar vendte den oprindelige version af Fritz Langs stumme mesterværk Metropolis – i fuld, original længde – tilbage fra de døde for et begejstret publikum på Berlin Filmfestivalen.

Den oplevelse kan vi nu også få glæde af ved midnat den 17. april i Imperial. Og den svenske lydkunstner BJ Nilsen vil indsvøbe filmen i elektroniske toner, der ofte bidrager til helt nye indgange til stumfilmtidens værker. Bestemt et gensyn værd.

6. Hovedkonkurrencen: New Talent Grand Pix
Konkurrencefilmene er igen prisværdigt helliget debutantfilm, og festivalens positive overraskelser findes ofte i denne sektion.

Mens resten af filmverdenen står i venteposition brager asiatisk film frem i disse år. Derfor synes især sydkoreanske Jung Sung-Ils litterære kærlighedsberetning Café Noir værd at tjekke ud.

Vi glæder os også til den amerikanske Putty Hill, der beskrives som et usædvanligt stykke americana og en ægte guerilla-film. Den skildrer en gruppe venner og familie, der mødes for at mindes den afdøde teenager Cory og reflektere over livet. Og filmen skulle efter sigende glide mellem fakta og fiktion.

7. Police, Adjective: rumænsk satire
Rumænske Corneliu Porumboiu, der begejstrede kritikerne med 12:08 Øst for Bukarest, er i byen med sin seneste film Police, Adjective.

Den unge civilbetjent Cristi begynder at tvivle på sine autoriteter i et land, hvor mindet om Ceausescu ligger som en tung, våd dyne. En satirisk komedie, der fik både jury- og kritikerprisen på sidste års filmfestival i Cannes. 

8. Asia Argento: sex og vold på italiensk
Scarlet Diva lyder som en harsk, italiensk pendant til den danske Applaus. Datteren af Giallo-instruktøren Dario Argento har ikke sin fascination af sex og vold fra fremmede.

Har ens forrevne sjæl ikke fået nok, kan man vove sig ind til den delvist autentiske The Heart is Deceitful Above All Things om drengen Jeremiah, hvis liv splittes af en uduelig mor, mishandlende stedfædre og bedsteforældre fra en kristen kult.

Fredag den 23. april optræder Asia Argento som fyrig DJ i Charlottenborgs foyer sammen med blandt andre danske Steen Jørgensen fra Sort Sol og DJ Kjeld Tolstrup.

9. Manila og Independencia
Raya Martin er en anden instruktør, der står i centrum for den spændende, nye filippinske filmbølge. Manila og Independencia, der begge blev vist på Cannes-festivalen sidste år, kan ses i festivalens Asian Connection-serie.

Manila er en sort-hvid hyldest til filippinsk neorealisme, film noir og hovedstadens pulserende liv.

I Independencia vendes periodedramaet på hovedet med en ironisk fortælling om landets selvstændighedsfølelse, optaget i studie med malede baggrunde og flimrende sort-hvide billeder.

10. El sol – bizar animation
”Teletubbies møder Southpark,” betegner festivalen denne instruktørdebut fra den argentinske tegneserietegner Ayar Blanco i den i øvrigt spændende Anxious Animation-serie.

I den såkaldte post-apokalyptiske bandeords-western El Sol's fortælling om to teenagere, der efter en atomsprængning fordriver tiden med at tage stoffer og bekæmpe bander, kan man få stillet sin dybeste trang til eder og forbandelser. Også selv om det er på spansk.

Denne besynderlige tegnestreg, lavet i Flash, er næppe for sarte sjæle. Hvilket for andre utvivlsomt vil være en anbefaling.