Ekkos julekalender: Min yndlingsfilm

Julen er hjerternes fest. Juleaften skal vi begave dem, vi holder af, og igennem hele december er der nyt i sokken. Og traditionen tro kan man hver dag frem til juleaften varme sig med at åbne en daglig videolåge i Ekkos julekalender.

I år spørger vi: Hvilken film holder du mest af?

Hver dag frem til den 24. december vil en filmpersonlighed, som du har mødt i det forløbne år i Ekko, vise et YouTube-klip fra sin yndlingsfilm. Og vedkommende vil forklare, hvorfor netop denne film står hans eller hendes hjerte så nært.


24. december
Uffe Elbæk, kulturminister
Filmvalg: Blade Runner, 1982

Blade Runner er en film, der både provokerer og forfører, og jeg kan godt lide begge dele. Ridley Scotts film er en meget smuk og stilskabende blanding af film-noir og science fiction, og det er en film, der er dyb på en helt særlig, æstetisk måde: Regnen siler, mens neonreklamerne spejler sig i Sean Youngs røde robotlæber. Historien om at føle kærlighed, begær og hævntørst, selvom man er et kunstigt væsen, holder stadig i dag – måske mere end nogensinde.




23. december

Christoffer Guldbrandsen, instruktør
Filmvalg: Idioterne, 1998

Film er som popsange. Favoritter skifter med humøret, og mange af dem, jeg virkelig godt kan lide, skammer jeg mig også lidt over. I dag er jeg ret glad for Idioterne, som er fyldt med selvmodsigelser, larmende provokationer og Lars von Triers snart klassiske S/M-tilbøjeligheder. Den er umulig ikke at knuselske. Den træffer konsekvent de forkerte valg. Den provokerer for provokationens skyld. Den viser explicit penetration, blot fordi den kan. Og den spræller hele vejen hen over lærredet for at slippe fri af den gode smag. Forgæves selvfølgelig.




22. december

Anne Regitze Wivel, instruktør
Filmvalg: Solaris, 1972

Yndlingsfilm har jeg ikke, men i stedet chokfilm som Solaris. Jeg så den ude på Filmskolen i starten af 70’erne sammen med min ven Ib Michael, og vi sad med åbne munde og drømte os med på den drøm. Senere skrev min ven om filmen:

”Det bindegale hav har gjort det igen, uddraget et stykke gedigen virkelighed af hans erindring, nu ikke bare den døde hustru længere, men alle de kendte omgivelser fra hans tid på jorden. Senere lavede Hollywood en remake af filmen med George Clooney som astronauten, og det er i min optik netop forskellen på erindring og hukommelse. Det eneste, Hollywood-versionen kunne, var at huske nogenlunde, hvad der stod i bogen, hvorimod Tarkovskij havde genskabt alt i erindringen, som Solaris-havet selv. Sådan, synes jeg, forholdet skal være mellem fiktion og virkelighed.”




21. december

Manuel Alberto Claro, fotograf
Filmvalg: Daisies, 1966

Vera Chytilovás tjekkoslovakiske Daisies er en lille, feministisk farce, der blev forbudt i sin tid, da den blev anset for amoralsk i forhold til de gældende normer. Hvert enkelt billede er både smukt og interessant. Skuespillet er karikeret, men virtuost. Humoren er sofistikeret. Filmen springer demonstrativt i tid og sted – og forholder sig fuldstændig frit til stort set alt det, jeg lærte på Filmskolen. Desværre er surrealisme en stilform, som sjældent opleves på film i dag.




20. december

Henrik Bo Nielsen, direktør for Det Danske Filminstitut
Filmvalg: Thank You for Smoking, 2005

”Skal I ud at ryge?” brølede Filminstituttets personalechef, da et par mødedeltagere viste tegn på opbrud. Alle fede film kan – på dagen – være yndlingsfilm, og i dag måtte det blive Jason Reitmans fine, lille film Thank You for Smoking, hvor tobakslobbyisten Nick Naylors liv, levned og løgne udfoldes. Især hans ugentlige møde med spiritusindustriens talskvinde Polly og våbenlobbyisten Bobby Jay – hvor dødens købmænd, som de kalder sig, sammenligner livshistorier – står klart i erindringen. Fantastisk fortællekunst og en hilsen til personalechefen: ”Gu’ skal vi så!”

19. december

Johannes Nyholm, instruktør
Filmvalg: Fitzcarraldo, 1982

Man bliver helt paralyseret af Werner Herzogs Fitzcarraldo, hvor en entrepenør vil bygge et operahus midt i junglen. Virkelighed og film smelter sammen, for i og med Klaus Kinkis besatte karakter i filmen slæber et dampskib over et bakkedrag dybt inde Amazone-junglen, gør Herzog og hans filmhold det samme. Skibets friktion mod den stejle bakkes overflade og de knirkende lyde af skroget går gennem marv og ben og får ens indvolde til at gynge. Det er en absurd og umulig idé, der understreger filmens, fantasiens og drømmenes ubøjelige styrke.

18. december

Michael Madsen, instruktør
Filmvalg: Rumrejsen år 2001, 1968

Ved premieren på Rumrejsen år 2001 i 1968 forlod Charlton Heston, stjernen fra den samtidige Abernes planet, paf visningen i frustration over ikke at fatte filmens abstraktion. I den sidste scene i filmen finder den overlevende astronaut sig selv i et stiliseret Louis XIV-interiør i absolut og goldt oplyst ensomhed, en slags oplysningstidens petriskål. Scenen billedliggør, hvad der måske dybest set fik Heston til at forlade biografsædets tryghed: konfrontationen med spørgsmålet om det hele, det vil sige om én selv.

17. december

Kim Leona, filmkonsulent
Filmvalg: Blue Velvet, 1986

Da jeg så filmen i slutningen af 80’erne, bed den sig fast i min bevidsthed, og for første gang følte jeg mig inspireret til selv at skrive film. Blue Velvet er en elementært spændende fortælling om uskyldstab, drifter og ondskab. Karaktererne er rene arketyper, og sammen repræsenterer de menneskets komplekse underbevidsthed og sind. David Lynch forstår at bruge de filmiske virkemidler modbydeligt præcist. Det er eventyrlig, surrealistisk film noir, når det er allerbedst.

16. december

Jakob Stegelmann, redaktør
Filmvalg: Stars in My Crown, 1950

Af alle den groft oversete Jacques Tourneurs mange fremragende film er Stars in My Crown for tiden min yndlingsfilm. Tourneurs følsomme portræt af en landsbypræst i krise veksler smukt mellem idyl og stort drama i et stykke americana i dens mest nuancerede, modne version – herunder en intens scene, hvor præsten afvæbner Ku Klux Klan, da de vil hænge en sort. Tourneur er en helt unik instruktør, og filmen fik mig endnu engang til at tænke, hvor meget bedre end alle andre amerikanerne er og har været til at lave film.




15. december

Halfdan E, komponist
Filmvalg: The Big Lebowski, 1998

Alle, som har arbejdet med komedie, ved, hvor vanskelig en genre det er, og selv Coen-brødrene har flere mislykkede forsøg på samvittigheden. Men med The Big Lebowski fortæller de en sindssyg historie fra bunden af det amerikanske samfund elegant, ubesværet og vildt morsomt med en håndfuld af mine yndlingsskuespillere. Hver en replik, hver en karakter og hvert et åndssvagt tableau sidder lige i skabet. The Big Lebowski er meget vel en parentes i filmhistorien, men det er dæleme en stor én.

14. december

Yoav Shamir, instruktør
Filmvalg: Mugabe and the White African, 2009

I starten af dokumentaren Mugabe and the White African undskyldes der for billedkvaliteten. Man forventer derfor en hjemmevideo, men advarslen er totalt misvisende. Det er en fantastisk flot filmet cinéma vérité-dokumentar om en hvid farmers kamp mod det vanvittige Mugabe-regime i Zimbabwa. Klip og lyd er fremragende, og selvom musikken af og til er en smule for meget, blæste filmen mig omkuld. Filmen er nærmest som en thriller, og det er så imponerende, at man har fået optagelser fra så farligt et sted.

13. december

Roy Andersson, instruktør
Filmvalg: Cykeltyven, 1948

Da jeg var tretten år, så jeg Vittorio de Sicas Cykeltyven på en ungdomsskole i Göteborg. Det var en helt ny filmoplevelse. På en og samme tid en alvorlig film, en meget menneskelig film, en sørgelig og en smuk film om en lille families liv i efterkrigstidens og arbejdsløshedens Italien. Den scene, som ramte mig dybest, er scenen, hvor pantelånerens assistent med parrets lagen under armen klatrer op ad en stige og placerer det på øverste hylde, som allerede er proppet med lagener fra alle Roms fattige. Cykeltyven er filmhistoriens mest empatiske og politiske film.




12. december

Sara Hjort, skuespiller
Filmvalg: Evigt solskin i et pletfrit sind, 2004

Det unikke kærlighedsforhold mellem den impulsive Clementine og den mere tilbagetrukne Joel rammer mig lige i mellemgulvet, og samtidig sætter filmen tanker i gang om det (u)etiske ved at slette sin hukommelse. En intelligent science fiction-kærlighedshistorie! Minder kan jo føles stærkere, end da de virkelige hændelser fandt sted, og derfor er det næsten ubærligt at se, hvordan Joel får slettet de allerstærkeste minder om sit kærlighedsforhold. Han gemmer dog Clementines ord dybt i sin hukommelse: ”Meet Me in Montauk.” Og det gør de – som fremmede, men samtidig hinandens allernærmeste.

 


11. december

Lee Marshall, filmkritiker
Filmvalg: The Night of the Hunter, 1955

Akkurat som vores drømme foregiver de mest mindeværdige film at repræsentere virkeligheden. Men faktisk dramatiserer de, hvad underbevidstheden frygter og håber på. For mig er The Night of the Hunter den ultimative drømmefilm. Via Robert Mitchums uhyggelige prædikant-karakter har ingen film før eller siden så vellykket indfanget vores dybt rodfæstede frygt for det onde forklædt som det gode. At se The Night of the Hunter er ligesom de bedste og mest skræmmende drømme, hvor man aldrig er sikker på, om man vågner. Siden jeg så filmen, tror jeg faktisk aldrig, at jeg er vågnet igen. 




10. december

Rene Fredensborg, journalist
Filmvalg: Sideways, 2004

Gennem årene har jeg købt mindst atten julegave-eksemplarer af Alexander Paynes komisk rørende rødvins-roadmovie. Jeg kan replikkerne og har naturligvis fysisk fulgt det californiske vinspor i åben bil med en åben flaske Pinot Noir som gearstang. ”Did you drink and dial,” revser den brunstige partyabe sin tørvetriller-ven, som i fuldskab har ringet til sin eks. Vi er mange mænd, der har begge typer i os, og efter fire brud og fire forsoninger med den samme kvinde kan jeg godt nikke genkendende til fulde opkald. Sideways minder os om, at man bliver helt skør af al den kærlighed. Især på rødvin.




9. december

Eva Mulvad, instruktør
Filmvalg: In the Mood for Love, 2000

Wong Kar-Wais In the Mood for Love flyder igennem et indtagende, melankolsk Hong Kong anno 1960 med åndeløst lækre mennesker og smukke farver. Og så handler filmen om en kærlighed af den mest intense slags: den umulige. Det er historien om to naboer, der forelsker sig, selvom de begge er gift. Filmen dannede skole dengang for cirka ti år siden, hvor jeg så den for første gang sammen med en kæreste. Vi var nyforelskede og drømte begge om at leve liv og lave film så smukke som In the Mood for Love. For mit vedkommende er ambitionen stadig utilfredsstillet.




8. december

Ronnie Fridthjof, producent
Filmvalg: E.T., 1982

Spielbergs E.T. er et godt eksempel på, hvad der sker, når kommerciel tænkning smelter sammen med kunstneriske ambitioner, der flytter filmsproget. Vi rives væk fra vores hverdag, samtidig med at vi konfronteres med nogle helt basale hverdagsfølelser. For hvem har ikke følt sig alene og udenfor, indtil en helt speciel person dukker op og ændrer vores liv for altid – for ikke at tale om smerten, hvis man er ved at miste denne person? E.T. er en tidløs film, jeg kan se med samme glæde i dag, som da jeg var syv og en kold decemberdag fik vakt min længsel efter at lave film.

7. december

Mads Brügger, instruktør
Filmvalg: 13 Tzameti, 2005

Vi fik hver udleveret en revolver og en patron. Vi puttede kuglen i kammeret og stak revolveren i nakken på den mand, som stod foran os. På signalet fra spilmesteren skulle vi alle skyde. Sådan foregår georgiske Géla Babluanis mesterværk 13 Tzameti, hvor den desperate immigrant Sébastien snyder sig med til et spil russisk roulette. Når jeg vælger filmen som min yndlingsfilm, er det, fordi den er så ren, glatbarberet og usentimental i sit udtryk, at det nærmer sig den definitive film noir. Desværre har Babluani sagt ja til at lave en amerikansk remake af 13 Tzameti. Det svarer lidt til, hvis Francis Bacon havde sagt ja til at male et af sine billeder om i mere muntre farver.

6. december

Joachim Trier, instruktør
Filmvalg: Spejlet, 1975
 
Romanen er ofte det bedste medie, når det gælder billeder af menneskets sind, men Andrej Tarkovskijs Spejlet viser os en filmisk vej ind i den menneskelige bevidsthed: barnets nærhed til fænomenerne, vinden, træerne, vandet; mindernes sammensmeltning med identiteten; den måde relationer spejler hinanden – fra forældre til kærester. Spejlet er fuld af temaer, som den viser os uden at drage konklusioner. Den er både konkret og abstrakt. Og rent håndværksmæssigt er den en symbiose af godt skuespil og en af de mest sofistikerede iscenesættelser, jeg nogensinde har set.

 


5. december

Leslie Felperin, filmkritiker
Filmvalg: The Brave Little Toaster, 1987

Jeg så The Brave Little Toaster (”Den modige lille brødrister”) en eftermiddag i 1988, hvor jeg tog en pause fra terperiet til min afsluttende eksamen ved litteraturstudierne på universitetet. Jeg havde planer om efterfølgende at skrive en ph.d. om James Joyce, men under filmen fik jeg en åbenbaring. Jeg indså, at der i virkeligheden ikke var særlig meget nyt at sige om Joyce, men så meget mere at sige om film som The Brave Little Toaster. Jovist, det er en fjollet tegnefilm for børn, men på andre planer er den også en stærk granskning af forbrugerisme, børns naturlige kærlighed til animerede objekter og tidens gang. Denne film gjorde mig til filmkritiker, og det vil jeg altid være taknemlig for.




4. december

Claus Christensen, chefredaktør
Filmvalg: Distant Voices, Still Lives, 1988

At se Distant Voices, Still Lives er som at bladre i et familiealbum. Det er en mosaik af tidløse øjeblikke, og når vi taler stor kunst, er der kun et stenkast fra et arbejderklasserækkehus i Liverpool i 50’erne til et middelklasseparcelhus i Hundige i 70’erne, hvor jeg voksede op. Vi hører deres stemmer og fodtrin i den suggestive åbningsscene, men vi ser dem ikke, for filmen handler også om erindringens væsen: så nær, så fjern! I dansk film betragter vi det almindelige med ironi, men Terence Davies besynger det almindelige, så det får en spirituel kvalitet.




3. december

Mira Jargil, instruktør
Filmvalg: En kvinde under indflydelse, 1974

Der er noget lindrende ved at se, at tilværelsen er lige så kaotisk for andre, som den er for én selv. Det er det, som film kan, og det gælder ikke mindst John Cassavetes’ En kvinde under indflydelse . Her spiller fantastiske Gena Rowlands en kvinde, som lider af psykiske problemer, men på en måde vender instruktøren op og ned på, hvad der er sygt og normalt. I en scene hører hun tilfældigt Tjakovskijs Svanesøen i radioen, og det får hende til spontant at lave svanens død med et børneselskab. Man føler ikke, at Gena Rowlands spiller, men at det kommer et andet sted fra.




2. december

Kristian Ditlev Jensen, forfatter
Filmvalg: Koyaanisqatsi, 1982

Jeg så en stump af Godfrey Reggios Koyaanisqatsi på tv, da jeg var barn. Den store fuldmåne bag et højhus. Den blev sendt for sent til, at jeg måtte se den. Først som studerende så jeg omsider hele filmen, der ramte mig dybt. Jeg var fuldkommen hypnotiseret fra første billede. Måske fordi man er befriet for en handling. Senere — under de mange gensyn — har jeg været fascineret af ansigterne, af tidsbilledet af Amerika, af Philip Glass’ bevidsthedsudvidende musik og af at opleve det hele som et buddhistisk billeddigt.




1. december

Jonas Elmer, instuktør
Filmvalg: Unknown Chaplin, 1983

Umiddelbart er min yndlingsfilm Chaplins City Lights (1931). Den står stærkt i min bevidsthed, fordi jeg har købt den mest inspirerende og lærerige BBC-dokumentar fra 1983, Unknown Chaplin, der viser, hvordan Charlie Chaplin arbejdede. Hans metode ligger langt fra den måde, man tænker film på i dag. Den er så filmisk og musikalsk. Måske er det i virkeligheden Unknown Chaplin, der er min yndlingsfilm lige nu. Den ville være en perfekt julegave til enhver filmnørd. Det er i øvrigt James Mason, der har indtalt voiceover’en — med verdens lækreste stemme.