Oscar 2022
25. mar. 2022 | 16:43

Ekkos panel tror på kvindelig Oscar-vinder

Foto | Kirsty Griffin
Newzealandske Jane Campion har en fjer i hatten under optagelserne af The Power of the Dog, som nu kan gøre hende til en af historiens få kvindelige instruktører, der har vundet en Oscar.

Der er uenighed om vinderen af bedste film og de danske chancer blandt Ekkos Oscar-eksperter, som dog enstemmigt spår Jane Campion til at vinde instruktørprisen.

Af Nicki Bruun

Det har været en uforudsigelig Oscar-sæson. Flere film har undervejs været i spil som favoritter til at vinde verdens mest eftertragtede filmpriser.

Nu skal det store slag langt om længe udkæmpes her i weekenden, hvor man natten til mandag dansk tid kan følge med i, om det bliver til priser for dansk film.

Ifølge Oscar-eksperterne i Ekkos panel skal vi dog ikke sætte næsen op efter for meget. I det seks personer store panel tror kun to af deltagerne på, at Jonas Poher Rasmussens Flugt vinder foran konkurrenterne.

TV 2’s Ann Lind Andersen og Ida Rud, der skriver for Ekko og Troldspejlet, tror endda på, at den animerede dokumentar vinder både for bedste animation og dokumentar. Og så peger Rud – der er kendt for at gætte mere efter hjertet end bookmakernes forudsigelser – som den eneste på Flugt som vinderen i kategorien bedste internationale film.

Alle andre tror på japanske Drive My Car, der får premiere i danske biografer den 31. marts.

I resten af panelet peger deltagerne på Disney-filmen Encanto og musikfilmen Summer of Soul som vindere i henholdsvis kategorierne for animation og dokumentar.

Se skemaet med alle buddene nederst i artiklen!

Western eller døvedrama
Mens der er uenighed om chancerne for dansk sejr, er alle panelets Oscar-eksperter enige om, at Jane Campion snupper instruktørprisen for den revisionistiske Netflix-western The Power of the Dog.

Sidste år blev Chloé Zhao med sejren for Nomadland den kun anden kvinde i Oscar-uddelingens historie til at vinde prisen for bedste instruktør. Den første var Kathryn Bigelow for The Hurt Locker i 2010, og nu tyder det altså på, at vi har nummer tre i vente.

Halvdelen af panelet peger desuden på The Power of the Dog som vinder af hovedprisen for bedste film. Den mandlige halvdel af Oscar-eksperterne går med døvedramaet CODA, som de seneste uger pludselig har kørt sig i stilling til prisen.

Størstedelen satser på, at Will Smith vinder prisen for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation som tennis-søstrene Williams’ far i biopic-dramaet King Richard.

Større spredning er der i kategorien for bedste kvindelige hovedrolle. Her peger halvdelen på Jessica Chastain, der spiller en autentisk tele-evangelist i The Eyes of Tammy Faye, mens også Penélope Cruz, Kristen Stewart og Olivia Colman har deres støtter i panelet.

Tro på egen film
Vi må ikke glemme, at Flugt ikke er den eneste mulighed for en dansk Oscar-sejr.

Martin Strange-Hansens forrygende On My Mind er i spil til at snuppe prisen for bedste kortfilm. Det tror Ann Lind Andersen, at den gør, mens også Kim Magnusson er på den galej – det skulle han da også gerne være, da han selv har produceret filmen!

Og så kan danske Dan Laustsen vinde prisen for bedste fotografering med sine slående billeder i Guillermo del Toros noir-krimi Nightmare Alley.

Det er dog kun det danske medlem af den amerikanske kritikersammenslutning HFPA – Tina Jøhnk Christensen, som er Hollywood-korrespondent for Ekko – der tror på sejr til den danske fotograf.

Håb om overraskelser
Der er oftest rimeligt bred enighed blandt de fleste paneldeltagere i mange af kategorierne. Det er også tilfældet i år, så derfor skal vinderen af Ekkos gætteleg findes i nogle nøglekategorier.

Vores egen ekspert Casper Hindse har vundet konkurrencen fire ud af de seneste fem år og mener måske at vide noget, de andre ikke gør.

I hvert fald har han som eneste deltager King Richard som vinder af bedste klipning, mens de fem andre går med sci-fi-braget Dune, som spås mange Oscar-priser af panelet.

Også manuskriptkategorierne bliver interessante at følge.

Manuskriptforfatter Søren Frellesen tilhører den halvdel af panelet, der har valgt Kenneth Branaghs selvbiografiske barndomsfortælling Belfast som vinder af bedste originale manuskript. To tror på Paul Thomas Andersons Licorice Pizza, mens Ann Lind Andersen går med norske Joachim Triers Verdens værste menneske som en overraskende vinder.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko