Ekkos redaktion: R er årets danske film

2010 startede foruroligende for dansk film. Årets første premierer var Per Flys Kvinden der drømte om en mand og Christoffer Boes Alting bliver godt igen.

For den førstes vedkommende en instruktør, der er garant for brede kvalitetsfilm. For den andens vedkommende en instruktør, som er garant for spændende eksperimenter, men som nu ville prøve kræfter med en genrefilm.

Men begge film fejlede. Fuldt ud kommercielt og til dels også kunstnerisk.

Få måneder senere fulgte Nicolas Winding Refns stovte vikingeepos Valhalla Rising efter i samme spor. De etablerede navne svigtede, og krisesnakken svirrede på fuld tryk.

Lovende nazidebut
Men så skete der noget, der i sidste ende skulle komme til at definere det danske filmår 2010.

Forvarslet var Nicolo Donatos nazihomo-debutfilm Broderskab, der nok havde manuskriptmæssige udfordringer, men turde tage fat i tabubelagte emner med virkelighedsnær kropslighed.

Dernæst fulgte en hel stribe film, der greb fat i den nøgne virkelighed med en realistisk styrke, som er sjælden i dansk film.

Nedslående Nordvest
Det gjaldt ikke mindst Michael Noer og Tobias Lindholms fremragende drama R – årets bedste danske film – der knugende intenst beskrev hierarkier og overlevelsesstrategier i et dansk fængsel gennem øjnene på den uprøvede fange Rune.

Men også Thomas Vinterbergs Submarino dykkede dybt ned i den nedslående virkelighed blandt alkoholikere og arbejdsløse i Københavns Nordvest-kvarter.

Og i samme åndedrag fristes man til at nævne Janus Metz’ Armadillo, der tog favntag med den mest påtrængende aktuelle virkelighed for danske soldater i Afghanistan og blev en af de mest succesfulde dokumentarer i Danmark nogensinde.

Mens fiktionsfilmene lod sig inspirere af dokumentarens autenticitet, gjorde dokumentaren brug af fiktionens fremdrift i deres fælles orientering mod den uforfalskede hverdag og dens tabuer.  

Gamle travere
Selv årets mest omtalte komedie, Klovn, flirtede langt kraftigere med det virkelige liv, end vi er vant til fra den hjemlige folkekomedietradition.

I en mere stiliseret form afprøvede Mikkel Munch-Fals tilsvarende modigt seksuelle tabuer i debuten Smukke mennesker, ligesom en anden debutant, Kasper Munk, gik helt tæt på de unges problemer i mobbedramaet Hold om mig.  

Årets største publikumssucceser var dog gamle travlere som Far til fire (nu på japansk) og Olsen Banden (nu i animeret udgave), men også Susanne Biers vellykkede Hævnen.

Bier var sammen med Nikolaj Arcel – med den morsomme og præcise generationsbekendelse Sandheden om mænd – den eneste af de etablerede instruktører, som levede op til forventningerne.

Østrigsk mesterværk
Årets bedste film kommer dog ikke fra Danmark, men fra Østrig. Med Det hvide bånd – egentlig fra 2009, men med dansk premiere i 2010 – lavede den østrigske mester Michael Haneke sit mest monumentale værk til dato.

En knivskarp sort-hvid beretning om mystisk vandalisme og voldshandlinger i en tysk landsby for små 100 år siden og en film, der i stil og tone fjerner sig så langt fra filmmoden som muligt.

På den måde er Det hvide bånd nærmest den diametrale modsætning til årets amerikanske film, The Social Network. David Finchers film om Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg træder lige ind i tidsånden og vil blive stående for eftertiden som et sigende snapshot af den frenetiske social media-generation.

[t]
ÅRETS BEDSTE FILM

Danmark:

1. R
Den mest overbevisende danske debutfilm i mange år. Tobias Lindholm og Michael Noers kompromisløse fængselsdrama skildrer det klaustrofobiske liv bag murene med sans for både det store drama (inklusive et dristigt skift i synsvinkel) og de små skæve detaljer (undulatfodbold og kinderægsmugling).

2. Submarino
Med Nordvest som grå ramme og et sjælfuldt soundtrack med blandt andre Agnes Obel og Choir of Young Believers finder Thomas Vinterberg tilbage til sin største force, den ligefremme og karakterbårne fortælling. Vinterberg insisterer på, at han aldrig har været væk, men vi siger alligevel: ”Velkommen tilbage, Thomas!”

3. Armadillo
Årets mest omdiskuterede film og et sjældent indblik ind i de danske soldaters hverdag i Afghanistan. Janus Metz og fotograf Lars Skree vovede liv og lemmer, men det var det hele værd. Høj som lav, højrefløjen som venstrefløjen, var (måske lidt for enige) om, at filmen var fremragende.

4. Sandheden om mænd
Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg ventede på at kunne komme til at lave storfilmen Caroline Mathildes år. For at slå tiden ihjel lavede de en film om dem selv: mænd i midt-30’erne, der er groet fast i trivielt arbejde og parforhold og pludselig beslutter sig for at opgive alt i jagten på den evige guitarsolo. Resultatet er ultrapræcist generationsportræt.  

5. Hævnen
Det er større temaer end nogensinde før, Susanne Bier lægger an til i Hævnen. Tilgivelse, vold, hævn og moral er hovedelementer i den stærke historie, der stort set kommer i mål. Næste gang behøver Bier dog ikke anbringe hovedpersonen som den barmhjertige samaritaner i et u-land. Det er sørgeligt nok i forvejen.

USA:

1. The Social Network
På papiret lød projektet nogenlunde så kedeligt som den gennemsnitlige statusopdatering. Alligevel endte David Finchers film om Facebooks 26-årige stifter Mark Zuckerberg, instruktørens mest enkle til dato, med at inkarnere den nørdede netværksgeneration.     

2. Goodbye Solo
Ramin Bahranis film om mødet mellem en optimistisk, senegalesisk taxachauffør og en udslidt, knarvorn Marlboro-mand fik kun premiere i Cinemateket herhjemme. Synd og skam, for Goodbye Solos tætte neorealisme rammer en usædvanligt rørende og ægte nerve.   

3. Fantastic Mr. Fox
En stop-motion dukkefilm med en pandekageelskende mestertyv af en ræv i hovedrollen. Det lyder vanvittigt og er det også. Vanvittigt charmerende og – den animerede stil til trods – særdeles Wes Anderson’sk fuld af alle instruktørens særkender: en kugleskør familie, teatralske optrin og en pilskæv humor.
 
4. Inception
Nej, Inception er ikke stor intellektuel filmkunst, men det er vel ingen grund til at stå af hypen. Christopher Nolans film er derimod en ambitiøs og innovativ actionfilm, der fra første sekund hvirvler tilskueren ind i sit fascinerende drømmeunivers.  

5. Toy Story 3
Det er sjældent, at 3’ere kandiderer til Årets Film-lister. Men Pixar kan tilsyneladende bare ikke træde ved siden af, og med tredje udgave i den serie, der i 1995 skød hele computeranimationsbølgen i gang, formår selskabet at hæve serien og det kulørte legetøjsgalleri til nye, sprudlende højder.  

Resten af verden:

1. Det hvide bånd
Michael Hanekes guldpalmevinder udforsker skyld, skam og arvesynd i en nordtysk landsby lige før anden verdenskrig. Landsbyens autoriteter tøver ikke med at gribe til pisken, men det er dem, der får Hanekes kliniske piskesmæld at mærke i instruktørens ærefrygtindgydende mesterværk.

2. Fish Tank
Et hjerteskærende drama om den femtenårige Mia, der forsøger at danse sig ud af elendigheden i et engelsk betonkvarter. Andrea Arnold træder i karakter som en af europæisk films mest interessante instruktører, der formår at kombinere knugende socialrealisme med åndeløs spænding a la Hitchcock.

3. Profeten
Danske R har en fransk fætter i Jacques Audiards Profeten. Historien er stort set den samme: en ung nyindsat fange lærer på den hårde måde at navigere i fængslet komplekse magtstrukturer. Hvor R vinder på intensitet, har Profeten et ekstra lag i filmens episke symbolik.

4. Io sono l’amore
Luchino Viscontis Leoparden er forbilledet for dette svulstige og sanselige italienske kærlighedseops og familiedrama. Tilda Swinton er fænomenal som varmblodig, moden kvinde, der overgiver sig til lidenskabens berusende magt.

5. Mary and Max
Otteårige Mary og 44-årige Max skriver breve til hinanden om babyer, brumlebier og alt andet mellem himmel og jord i Adam Elliots ualmindeligt charmerende claymation-film. ”Det er Walter og Trofast, som en umedicineret Woody Allen kunne have lavet den,” konstaterede Ekkos anmelder.