Eksplosiv debut i Nordjylland
Med jævne mellemrum serverer dansk film fortællinger fra udkanten, der viser et andet miljø end det sædvanlige med akademikere i hovedstaden.
Eksemplerne tæller Søren Balles fiskerkomedie Klumpfisken med Henrik Birch og Frelle Petersens familiedrama Onkel.
Nu er en ny fortælling fra det jyske hjerteland under opsejling.
Debutanten Christian Bengtson har et stærkt trekløver i form af Morten Hee Andersen, Henrik Birch og Karen-Lise Mynster i spidsen for Krysantemum.
Filmen bliver i en pressemeddelelse beskrevet som et eksplosivt familiedrama, hvor en ung mand (Morten Hee Andersen), der sælger ulovligt fyrværkeri, skal forenes med sin far, hvis de skal redde fødegården.
Krysantemum bliver lavet med støtte fra talentpuljen New Danish Screen på Det Danske Filminstitut og den regionale fond Den Vestdanske Filmpulje. Takket være sidstnævnte bliver filmen optaget i nordjyske Thisted, hvor instruktøren kommer fra.
Dygtige skuespillere
Christian Bengtson spillefilmdebuterer med Krysantemum, men instruktøren og manuskriptforfatteren er ikke et helt ubeskrevet blad.
Han er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 2019 og har senest været med til at skrive DR-serierne Noget om Emma og Lover. Desuden har han haft en finger med i adskillige kortfilm på Ekko Shortlist.
Bengtson har både instrueret og skrevet Draget, hvor Henrik Birch spiller hovedrollen som mystisk kvægfarmer. Skuespilleren – der også gav den på jysk i Klumpfisken – blev nomineret ved Ekko Shortlist Awards 2020 for rollen.
Karen-Lise Mynster blev nomineret ved samme prisuddeling i 2016 for sin præstation i Christian Bengtsons Shiva. I Krysantemum spiller hun mor og ekskone til de to mænd.
Skuespilleren medvirker i det aktuelle Ekko, hvor hun sammen med to andre fortæller om udfordringerne ved at få roller som ældre kvinde i den danske filmbranche.
Optagelserne til Krysantemum er startet i denne uge, og filmen forventes at få biografpremiere i 2022.
Ekko #87
Tema om repræsentation i det nye nummer af Ekko.
Karen-Lise Mynster og to andre skuespillere fortæller om udfordringen ved at få filmroller som ældre kvinde i den danske filmbranche.
Tegn abonnement og få en filmgave.
Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.
Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.
Kommentarer