Elefantmanden

Rammen for konfirmationsforberedelsen er på forhånd sat med to særlige rum: konfirmandstuen og kirken. Det særlige ved disse rum er, at vi dér befinder os i krydsfeltet mellem vores daglige historie med hinanden og den store fortælling, som kirken har været bærer af i 2000 år. Denne fortælling fungerer både som med- og modhistorie, når vi vil fortælle vores egen lille historie.

Men umiddelbart kan det være vanskeligt for 13-14-årige at fange dette spændingsfelt mellem de to fortællinger. Det kan være svært at komme bag eller hæve sig op over den synlige og meget konkrete hverdag, som de unge bruger mange kræfter på at bokse med. De kan udmærket være optaget af det spektakulære, det overnaturlige og flyvsk religiøse som en sjov fritidsbeskæftigelse, men de har svært ved at se ”det med Gud” som en kraft i deres konkrete liv.

At ”det med Gud” ikke umiddelbart opleves som relevant for mange af de unge, skyldes ikke kun deres manglende viden eller ungdommelige uskyld, men også forberedelsens traditionstunge form. Bibel og salmer udfoldes i en sprogdragt, der ikke klinger af genkendelighed. Den kirkelige og præstelige kontekst er til tider alt for indforstået, og konfirmationsforberedelsen er stadig primært bygget op på tekster og envejskommunikation. Heldigvis arbejdes der seriøst med dette formidlingsproblem – vi er midt i en spændende opbrydningsfase, hvor netop arbejdet med film åbner nye muligheder.

Biografen som kirke
Vi er nødt til at tage højde for, at vi lever i en billedverden, ikke mindst i samværet med unge mennesker. Denne billedverden er altomfattende. Det er den, vi lever i med vore spørgsmål, bekymringer og håb. Det er gennem billeder, vi får bygget vores opfattelse af virkeligheden op i al sin udpenslede banalitet og gru. Men det er samtidig de flimrende billeder, der tilbyder os trøsten, glæden og håbet om noget andet.

Tv og biografen supplerer på en måde hinanden. Tv blotlægger det mærkværdige, der sker rundt om os, og som vi i upåagtede øjeblikke kan finde på at kalde virkeligheden. Og vi går i biografen for at blive præsenteret for de altomfattende fortællinger og eventyr, der får denne virkelighed til at hænge sammen og blive ”vores verden”!

Netop i en tid, hvor tv blotlægger vores virkelighed som det usammenhængende og uforståelige, tager mange inden for filmbranchen det på deres kappe at præsentere holdninger, værdier, perspektiver. De prøver med deres fortællinger at holde fast i, at vi ikke bare er underlagt en eller anden nødvendighed, men at vi kan handle, vælge, prioritere. Og i modsætning til lignende tendenser inden for de andre kunstarter har film stadig en folkelig og umiddelbar appel, som gør, at film rammer meget videre og bredere.

Derfor er der også noget om den forestilling, som mere og mere vinder indpas i filmdebatten, nemlig at biografen er blevet vor tids kirke. Det er her, vi kommer for at finde redskaber til at tackle dagen og vejen, for at rystes, oplives og få nyt livsmod.

Udtrykket blev første gang brugt af den amerikanske litterat og filmanmelder Michael Wood i New York Review of Books i 1995 i forbindelse med en anmeldelse af Martin Scorseses Casino. Anmeldelsen begynder således: ”Jeg troede, jeg var gået i biografen, men jeg opdagede, at jeg var kommet i kirke.” Han understregede dermed, at her var en instruktør, der optrådte som prædikant, én der ville fortælle et lærestykke, som ville provokere til etisk stillingtagen.

Det er nok ikke tilfældigt, at det netop var Scorsese, der fik dette prædikat. For netop han skriver et sted følgende: ”Da jeg var yngre, ville jeg være præst, men jeg erkendte hurtigt, at min egentlige opgave var at lave film. Jeg ser ingen konflikt mellem kirken og biografen – mellem det hellige og det profane. Selvfølgelig er der store forskelle, men jeg kan også se mange ligheder. Begge steder kommer mennesker sammen og deler en fælles oplevelse.”

Gode og dårlige film
Men når man bruger denne lidt løse parallel mellem biograf og kirke, må man nødvendigvis også foretage en vigtig markering. Den gode film – den film, der vil os noget – belyser vigtige almenmenneskelige og etiske problemstillinger, den rejser spørgsmålene, men giver ikke svarene. Med det mener jeg, at film fungerer dels som spejl, dels som vindue, men aldrig som facitliste. Filmens spejlfunktion er, at den til tider på en meget direkte og ubehagelig måde viser os det, der er vores virkelighed (”sådan er det”).

Men samtidig formår den gode film at være et vindue, der slås op for øjnene af os, så vi får mulighed for at se noget større, noget anderledes, nogle muligheder et sted derude (”sådan som det er, behøver det ikke at blive ved med at være”). Men den fortæller ikke direkte, hvilken vej vi som tilskuere skal gå, den markerer en mulig vej. Det betyder, at filmens budskab eller moralske appel udfoldes indirekte i en fortælling, som gør, at vi får mulighed for selv at tage stilling.

Den dårlige film er til gengæld karakteriseret ved at ville give svarene. Denne fare er særlig stor i konfirmationsforberedelsen, fordi der i visse kirkelige kredse gennem årene er blevet produceret såkaldt religiøse eller kristne film, der i en meget direkte form vil docere og give de rigtige svar. Men det lukker af for grundelementet i undervisningen: den åbne samtale. For det er først i den efterfølgende samtale, at man kan prøve at nærme sig nogle svar på de spørgsmål, som filmen rejser.

Hvem er jeg?
Et af de vigtigste emner i konfirmationsforberedelsen er identitetsproblematikken. Fordi det er et yderst relevant emne for de unge, men også fordi det bliver muligt at få formuleret det særlige menneskesyn, som kristendommen udfolder, og som kan danne et modbillede til det menneskesyn, der mere eller mindre berettiget plager ikke blot disse unge 13-14-årige, men som også kan ses som en plage i tiden.

Udgangspunktet er en Radisehistorie. Søren Bruun kan ikke finde lille Thomas. Han leder efter ham alle vegne uden held. Til sidst stiller han sig op midt i haven og råber på Thomas. Pludselig dukker lille Thomas frem bag et træ med et huldsaligt smil på læben. ”Hvorfor i al verden gemmer du dig bag det store træ?” spørger Søren forbløffet. ”Jo,” svarer Thomas, stadig med et smil på læben, ”det er så dejligt, når nogen kalder på én!”

Med afsæt i denne historie drøftes afhængigheden af andre mennesker og deres mening om én, spejlets betydning, hvad det betyder hver dag at være til eksamen hos andre, om at blive holdt af og blive kaldt på, fordi nogen har brug for én.

Denne afhængighed er så stor, at vi i det daglige føler, at vi er ”skabt i andre menneskers billede”. Afhængigheden gør os sårbare og angste for ikke at slå til, for at falde ud af fællesskabet og blive ”usynlige” (et udtryk som ofte bruges af unge, der i fortvivlelse forsøger at begå selvmord). Modstillingen mellem at være usynlig og synlig i andres øjne udfolder vi videre ved at se filmen Elefantmanden af David Lynch. Målet er at opleve den forvandling, der finder sted med denne elefantmand: fra et grimt og i en vis forstand usynliggjort monster til et synligt og smukt menneske. Dermed følger også vores forandrede holdning til ham, fra afsky til accept og omsorg.

Med nogle få indledende oplysninger kan børnene sagtens se filmen i dens helhed. De sort-hvide billeder, filmens hele stemning og de fremragende skuespilpræstationer holder dem fanget. Men det afgørende er at fokusere på den forvandling, der sker med vores syn – hvordan Lynch på raffineret vis formår rent visuelt at ændre vores syn.

Derfor skal der også arbejdes med den scene, hvor vi første gang ser dette monster. Det har trukket længe ud, vi er blevet holdt hen i spænding, vi har set skygger af ham, vi har set andres reaktion på ham, men vi har ikke set ham. Scenen begynder, hvor denne tildækkede mand kommer til hospitalet for at behandles af lægen, og den løber frem til det øjeblik, hvor vi – sammen med den stakkels unge sygeplejerske, der kommer med mad til ham – ser ham. Vi gennemgår scenens opbygning, kameravinkler, personernes indbyrdes relationer og ikke mindst krydsklipningen og den spænding, der opstår i kraft af spillet og filmsproget.

Herefter arbejdes der med den efterfølgende scene, hvor vi til alles overraskelse hører dette monster fremsige Salme 23 fra Det gamle Testamente. Vi gennemgår salmen og diskuterer, hvad den udsiger om personen. I denne salme udfoldes en værdighed, som ikke stammer fra andre menneskers meninger og syn. Denne værdighed bunder i den skjulte sandhed, der kommer til udtryk i skabelsesberetningen og i dåbshandlingen: at det enkelte menneske netop ikke er skabt i andre menneskers billede, men at ”mennesket er skabt i Guds billede”.

Temaet afrundes – foreløbigt – med endnu en Radisehistorie: Søren Bruun og Thomas står og taler sammen. Pludselig siger den lille Thomas: ”Søren, verden er blevet bedre, end den var for syv år siden!” Sortseeren Søren farer op: ”Hvordan kan du sige det. Læser du ikke aviser, ser du ikke tv – al det forfærdelige, der sker? Hvordan kan du sige, at verden er blevet bedre?” ”Jo,” siger Thomas, ”for nu er jeg her.” Den selvbevidsthed, der lyser ud af Thomas, udtrykker meget godt den værdighed, som kommer til udtryk i den kristne menneskeforståelse.

Konfirmander filmer
Jeg har igennem flere år haft succes med at udfolde identitetsproblematikken og forsøger hele tiden at blive bedre til at fokusere på, hvor præcist denne problemstilling dukker op i konfirmandernes liv. Derfor afsatte jeg i år ekstra tid, og konfirmanderne var selv med på at bruge mere tid. En lørdag morgen i begyndelsen af februar mødte de så – gennem filmlejrskolen Station Next i Filmbyen – seks professionelle filmfolk, blandt andre instruktøren Pia Bovin (Kald mig bare Aksel) og scenografen Jette Lehmann. Det blev begyndelsen på et meget intenst og givende, men også krævende samarbejde, der afsluttedes med to syv minutters novellefilm: Pinligt – første møde med forældrene og Festen – veninder eller ej? Filmene havde under stor bevågenhed premiere i Kino 123 i Roskilde i juni måned.

Naturligvis var projektet, der blev støttet af Danmarks Kirkelige Mediecenter, lidt af et eksperiment. Jeg havde sat rammen, men forløbet havde jeg ikke helt kontrol over. Hurtigt viste det sig imidlertid, at de unge arbejdede seriøst og forbløffende modent i betragtning af, at de kun er tretten år gamle. Det var virkelig et team-arbejde. Alt gjorde de selv, naturligvis vejledt kompetent af de professionelle. Ud over gevinsten ved at lave et fællesprojekt viste det sig også, at de to temaer, der blev filmenes historier, netop formulerer vigtige aspekter af identitetsproblematikken: den konstante frygt for at falde udenfor, behovet for bekræftelse i, at de andre kan lide én – hele tiden med fokus på kammerater, kærester, forældre.

De to film vil nu danne udgangspunkt for nærmere overvejelser. Jeg er gået i gang med at lave et egentligt undervisningsmateriale, hvor identitetsproblematikken vil stå centralt. Og jeg vil også sammen med Station Next overveje mulighederne for at udbygge et samarbejde, så der også ad den vej bliver åbnet for, at konfirmander kan få en større forståelse for film og filmens muligheder. Vi kan lige så godt udnytte, at biografen er blevet vor tids kirke.



Mere undervisningsmateriale til Overbygningen.