”Adskillige lærere trænger til et los i røven”

Debatten om diversitet, inklusion og antiracisme har fyldt meget på Den Danske Filmskole i det forløbne semester.

En lærer på skolen viste fraklip fra Casper Christensen-komedien Dan Dream, som elever fandt racistisk, hvilket fik dem til at udvandre i protest.

Fotografen Catherine Pattinama Coleman, der vandt ved Ekko Shortlist Awards i 2016 for sin filmskoleafgangsfilm Sorte måne, var konsulent på de såkaldte midtvejs-fiktionsfilm for årgang 2019-2023.

Hun vurderede ifølge Ekkos kilder, at flere af filmene havde problematiske scener med racistisk islæt. Det italesatte hun på skolen og over for ledelsen.

Eleven mener, at pensum orienterer sig mod ”den konventionelle, hvide, mandlige instruktør”, og at undervisningen har ”eksplicit racistisk og minoritetsfjendtligt indhold”.

Catherine Pattinama Coleman vil ikke kommentere på midtvejsfilmene, da de er skabt i et fortroligt rum. Men hun kan godt nikke genkendende til kritikken af Filmskolen.

”Da jeg selv var studerende på Filmskolen, manglede der diversitet både i lærergruppen, undervisningen, elevgruppen og filmene, vi blev præsenteret for,” skriver fotografen i en mail.

”Mit arbejde som underviser og ekstern fagperson på skolen er centreret om at ændre filmbranchen. Diskrimination foregår først og fremmest i den virkelige verden, og derfor er det vigtigt, at man som filmarbejder forstår struktur og magt.”

”Det er vores ansvar ikke at fodre folket med stereotype fortællinger, da de har reelle politiske og sociale konsekvenser. Derfor er eleverne nøglen til at ændre branchen, og det er tiltrængt.”

Kunstnerens ansvar
Fire elevers midtvejsfilm bliver kritiseret i indlægget.

De pågældende elever er kede af, at filmene, som kun var beregnet på at blive vist internt på skolen for eleverne og udvalgte fra filmbranchen, bliver trukket frem.

Ekko har tilbudt at vise filmene, men Filmskolen har ikke rettighederne til at gøre det.

Eleverne er dog langt hen ad vejen enig i debattørens kritik af skolen.

”Skolen har været en total dinosaur, og den har meget længe været en lukket boble, hvor udviklingen i samfundet er gået hen over hovedet på skolen. Det er, fordi der har hersket et ret gammeldags og – set med nutidens øjne – forældet syn på kunst og kreative processer,” siger Laura Dyhrcrone, som går på Filmskolens fiktionsinstruktørlinje 2019-2023 og er blogger for Ekko.

”Man har ikke for alvor gjort op med den tankegang, at kunst og kreativitet ikke nødvendigvis behøver at være ensbetydende med stress og at overskride sine egne grænser. Der har på skolen være en stor konkurrencekultur, og man har kunnet legitimere det grænseoverskridende, fordi der er en konsensus om, at der i sidste ende kommer god kunst ud af det.”

Laura Dyrhcrone mener, at indlægget er udtryk for et generationsopgør, som hun selv bakker varmt op om. Og hun roser den nye årgang på Filmskolen for at være årvågen.

”De nye på skolen sætter nogle grænser, som vi nok burde have sat. Men det magtede vi ikke, fordi blokaden af skolen og opgøret med daværende rektor fyldte så meget.” 

”Der er en yngre generation, der hungrer efter at tale om, hvordan vi fremstiller marginaliserede grupper på film, hvordan vi gør os fri af misogyne og racistiske stereotyper. Der er en helt anden bevidstgørelse i vores generation end mellem skolens lærere, som jo også er vokset op med et helt andet syn på kunst. De ser grundlæggende på kunst på en anden måde, end vi gør.”

”De taler meget om den ’frie kunst’, men hvad er det? Og fri for hvem? For os betyder det ’fri for negative stereotyper’ og ’fri for problematiske fremstillinger af minoriteter’, men jeg tror ikke, at det er den samme opfattelse, lærerne har af den frie kunst. Denne splittelse mellem generationer er ikke kun på Filmskolen, men noget, vi ser i samfundet.”

– For jer handler kunst mere om ansvar end frihed?

”Det handler om at undgå at reproducere nogle negative, dehumaniserende stereotyper i blinde, fordi man ikke har magtet eller gidet tage ansvar for det, man laver. Så ja, du kan godt tale om, at der er en anden ansvarsfølelse for os som filmkunstnere. Jeg oplever ikke, at vi censurerer og begrænser kunsten, men vi taler bare om den på en ny måde.”

Sensitive læsere
Debattøren skriver om Laura Dyrhcrones midtvejsfilm, at den byder på en sekvens, som æstetiserer racistiske voldsstereotyper gennem spillet Grand Theft Auto.

Dyrhcrone er ikke bange for at indrømme, at hun ikke lykkedes med at gennemføre sine intentioner.

”Vi har fra starten vægtet repræsentation højt i vores midtvejsfilm, og mit mål var at lave en antiracistisk, queer fortælling, hvor jeg dekonstruerede spillet GTA, der er racistisk, misogynt og patriarkalsk i sin grundessens,” forklarer instruktøren.

”Men det færdige resultat er af nogle blevet set på en helt anden måde. Jeg tænker efterfølgende, at min film ikke var tydelig i kritikken af GTA. Jeg har haft en klar intention med filmen, men som hvid filmskaber må jeg erkende, at jeg har blinde vinkler, og det skal jeg tage ansvar for.”

Laura Dyhcrone har lært meget af forløbet.

”En del af det antiracistiske arbejde er at begå fejl, lære af dem og ikke begå dem igen. Selv om det aldrig har været mit udgangspunkt, så skal jeg tage ved lære af, at nogen har haft en dårlig oplevelse med min film.”

”Fordi jeg har læst en række antiracistiske tekster, så ved jeg som hvid person ikke pludselig det hele. Det er arrogant og naivt at tro det. Kritikken giver muligheden for at flytte sig, og der sker en gradvis bevidstgørelse. Men det sker ikke over én nat. Det er en erkendelse, som fortsætter.”

”Jeg har nu lært, at jeg behøver en hjælp fra konsulenter og sensitivity readers, der skal læse manuskriptet igennem og pege på, hvad der potentielt kan fremstå stødende for minoritetsgrupper. Og skolen kan forhåbentlig i fremtiden sætte antiracisme på dagsordenen og hjælpe med at etablere rammerne for at hjælpe os filmskabere.”

Rektor gør en forskel
Laura Dyrhcrone var med til at blokere Filmskolen i 2019 i protest mod den daværende rektor Vinca Wiedemanns planer om en akademisering af skolen.

Blokaden førte til, at Wiedemann blev fyret, og en midlertidig rektor blev ansat. Men først efter at Tine Fischer blev ansat som rektor i år, er der kommet fokus på diversitet og arbejdsmiljø, fortæller Dyhrcrone.

”Der er sket en klar forskel. Der bliver talt meget mere om stress og præstationer, der bliver talt meget mere om, hvad det er for en skole, vi ønsker at gå på.”

Laura Dyrhcrone har været med til at starte et såkaldt diversitetsudvalg.

”Vi havde på min årgang sat en proces i gang, men den har fået en helt anden fremdrift takket være Tine. Vi har fået foredrag fra eksperter, konsulenter, workshops og kurser i repræsentation.”

”Vores slogan fra blokaden ’Fremtidens filmskole’ har pludselig fået en fornyet styrke. På min årgang oplever vi derfor en stor optimisme, for endelig sker der noget.”

Paradigmeskiftet
Louis Francisco Charles Vernal går på dokumentarlinjen, men fik mulighed for at lave en fiktions-midtvejsfilm, der også møder kritik af den anonyme debattør.

Han var en af de mest fremtrædende personer, da eleverne gjorde oprør mod Vinca Wiedemanns visioner for Filmskolen. Og han er åben over for enhver diskussion om kunstens rolle.

”Jeg bifalder alle undersøgelser og opgør med sig selv – som menneske, kunstner, institution og samfund,” siger han.

”Jeg synes godt, kunsten kan være fri og ansvarlig på samme tid. Vi kan lave kunst med noget på hjerte, som er eksperimenterende og legende, uden at reproducere dårlige tendenser eller historiske levn.”

”Jeg oplever, at Filmskolen ikke adskiller sig særligt meget fra resten af samfundet. Paradigmeskiftet i hele samfundet er også på Filmskolen. De samtaler bliver taget på Filmskolen ligesom alle andre steder i samfundet.”

Opgør med stereotypen
Debattøren fremhæver en scene i Vernals film, hvor en asiatisk person danser rundt som en abe. Instruktøren mener, at man skal se scenen i filmens kontekst.

”Jeg er selv en queer, mix-raced filminstruktør, og min kvindelige hovedperson i midtvejsfilmen har en større krop, end man normalt ser i hovedroller på film. Min mandlige hovedperson er østasiatisk, og den kvindelige elsker er ikke tyveårig, men en 50-årig kvinde,” siger Louis Francisco Charles Vernal og tilføjer:

”Så ligesom mine holdkammerater gør jeg en indsats for at lave film, der repræsenterer diversitet på mange forskellige måder.”

Han forklarer, at filmen handler om forpurret kærlighed. Om magt og vold, nydelse og masochisme, i et parforhold.

”I scenen, som jeg bliver kritiseret for, kaster kvinden en anklage mod manden. Hun kalder ham ’fucking primitiv’, hvortil han svarer: ’Ja, gu’ er jeg primitiv, jeg er en abe’. Og så hopper han frem mod hende på en aggressiv, liderlig måde. Det illustrerer i mine øjne en skrøbelig maskulinitet.”

– Kan du forstå, at nogle bliver frastødt af scenen?

”Jeg anerkender den følelse, folk kan sidde tilbage med i deres krop. Hvis det havde været en sort skuespiller, havde jeg naturligvis været bevidst om den stereotype fremstilling af sorte mænd som seksuelt aggressive. Men her er hovedpersonen østasiatisk – spillet af Thomas Hwan – som ofte er blevet skildret stik modsat: afseksualiseret, passive og feminine.”

– Vil du efter reaktionen være villig til at klippe abe-sekvensen ud?

”Hvis filmen skulle være blevet vist offentligt og have mødt et publikum, så ja. I klippearbejdet tager man jo hele tiden elementer ud af sin film. Og hvis en detalje i filmen får andre mennesker til at føle sig ekskluderet, havde jeg selvfølgelig overvejet, om en beskæring ville forringe filmen.”

Problemet er pointen
Thomas Elleys midtvejsfilm får den hårdeste medfart af debattøren.

Den handler om groft misogyne og latent racistiske mænd og har ifølge skribenten så mange grænseoverskridende nøgenscener, at man kommer til at tænke, om instruktøren udnytter de ikke-professionelle medvirkende.

”I sidste ende fældes der ikke dom over mændene, og filmen fremstår derfor som en hyldest til den mest problematiske version af den moderne mand,” skriver Filmskoleeleven.

Antydningen om udnyttelse af de medvirkende bliver blankt afvist af Thomas Elley, som fremhæver, at det trods den virkelighedsnære stemning altså er en fiktionsfilm, han har lavet.

Derimod giver han den anonyme medstuderende ret i det andet punkt.

”Skribenten har jo fuldstændigt ret i, at filmen ikke fordømmer hovedpersonerne. Jeg er ikke i stand til at fordømme nogen, for jeg er forkastelig i min essens. Hver eneste dom, jeg kan afgive, har ingen moralsk substans overhovedet. Så det er jeg ikke interesseret i,” siger Thomas Elley.

”Der er helt klart noget problematisk ved måden, de mænd taler og handler på. Men det er ikke sket ved et uheld. Filmen handler om, hvordan mænd opfører sig, når man trækker kvinder ud af ligningen. Og når man sætter mænd sammen, der føler, at der ikke er plads til dem i det moderne samfund. At de som resultat opfører sig problematisk, er jo filmens pointe.”

– Hvorfor synes du ikke, at det er nødvendigt at fælde dom over filmens personer?

”Der er en tradition i kunsten for at beskæftige sig med det, som er ulækkert, frastødende eller problematisk. Det gør man, fordi man interesserer sig for det og ser det som roden til meget af den ondskab, der findes i samfundet. Det er for at komme til bunds i de problematikker. Jeg er ikke så sikker på min egen moral, at jeg føler mig i stand til at dømme nogen.”

Sund fornuft
Thomas Elley fortæller, at der har været en stor debat på skolen det sidste halve år.

”Alle er blevet klogere. Alle har fået større forståelse for, hvilken virkning deres filmsprog har på publikum. Flere forstår deres blinde vinkler og vigtigheden af at have diversitet på skolen. Jeg er enig med eleven i, at adskillige lærere på skolen godt kunne trænge til et los i røven,” siger instruktøren.

”Jeg har ikke svaret på, hvad kunst skal, og hvad kunstnerens ansvar er. Men jeg har lyst til at vise ting, der ikke er særligt rare i samfundet, uden at man nødvendigvis skal sige, hvornår det er moralsk dårligt eller godt.”

”Det bliver at skære tingene ud i pap. Jeg har tiltro til, at publikum kan bruge deres egen sunde fornuft – ligesom debattøren har gjort – til at skabe sig en mening om, hvad der sker i filmen. Publikums moral er ikke så skrøbelig, at den bliver slået i stykker, så snart en film udfordrer den. Folk er i stand til at se en film og tage en beslutning selv.”

– Debattøren vil gerne ændre verden med sine film!

”Man må godt forsøge at ændre verden, og det synes jeg faktisk også, at vi prøver. Jeg tror på, at man skal se på dem, man kritiserer. Folk, der stemmer på Stram Kurs eller Dansk Folkeparti, gider jeg ikke bare at kalde dumme. Det bliver de i øvrigt ikke færre af. Måske tværtimod.”

Vi har også kontaktet den fjerde instruktør William Sehested Høeg, hvis film omtales i debatindlægget, men han er ikke vendt tilbage.