Empati-film fra Super16 vinder i Odense

En kunststuderende undersøger menneskers evne til at føle empati, men ironisk nok er hun ikke selv i stand til at have den store medfølelse med sine forsøgspersoner.

Det er den enkle, men effektive fortælling i Hilke Rönnfeldts underfundige og velspillede En undersøgelse af empati, der lørdag aften blev kåret til vinderen af prisen for den bedste danske kortfilm på Odense International Film Festival.

Rönnfeldts afgangsfilm fra den alternative filmuddannelse Super16 havde onlinepremiere i november 2022, hvor vi anmeldte den sammen med årgangens andre film.

”Det føles, som om det hele kommer full circle,” sagde Hilke Rönnfeldt i sin takketale, hvor hun mindedes at hun for nogle år siden havde været en del af festivalens såkaldte talent-camp.

”Det at stå på en scene er ikke så naturligt for mig. Undskyld, hvis jeg er lidt off,” sagde hun.

Rørende mundlamme vindere
Den følelse var hun ikke alene om. Prisceremonien bar præg af, at vinderne lagde en dæmper på sig selv og tydeligvis ikke havde forberedt en takketale.

Men kort er godt, som kunne være et motto for festivalen, der næste år kan fejre 50 år.

Prisen for aftenens korteste tale går til animationsholdet bag Vandpyt, der var for mundlamme til at sige noget som helst.

Debutanterne Mads Theodor Bonde og Maria-May Backhaus Brown har lavet en rammende animationsfilm om lille Anna, hvis far glemmer at hente hende i SFO. Heldigvis har Anna en livlig fantasi og er god til at tegne, så hun vender hurtigt de negative følelser til en fortryllende fortælling.

”Tak,” lød det fra scenen, og det var ekstremt charmerende og overvældet.

Festivalens pris for den bedste internationale kortfilm gik til tyske Jens Kevin Georgs Crust. Den handler om en familie, hvor man kun er et ægte medlem, hvis man har et ar på sjælen.

Franske Kacper Checinski snuppede med With Alle Due Humanity – om en intens dag på jobformidlingen – Soapbox-prisen for at være den kortfilm, som har ”en meningsfuld indflydelse på samfundet” (hvad det så end skal betyde).

Artist-prisen gik til estlandske Madli Läänes Jungle Law, hvor tre teenageres leg pludselig bliver til alvor.

Tal med jeres forældre!
Gustav Werners Sprællemanden, som kan ses på Ekko Shortlist, løb med to priser.

En jury på fem unge valgte den til årets bedste ungdomsfilm, mens hovedrolleindehaveret Elias Budde Christensen vandt prisen for bedste danske skuespiller.

”Tak til Gustav for at lave en film, der er relevant, relaterbar og personlig. Det her er en film med et formål,” sagde skuespilleren, der for to år siden blev bedste mandlige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards for Vilde sind.

Gustav Werner henvendte sig i sin takketale direkte mod den unge jury og sagde:

”Tal med jeres forældre! I tror måske, at de slet ikke fatter noget. Men ligesom mig kan det være, at I bliver overrasket. For forældre har faktisk mere livserfaring, end man lige tror.”

Hunde og ensomhed
De to dokumentarpriser gik til henholdsvis svenske Fariba Haidaris Leila – om en 64-årig transkønnet skolelærer i Afghanistan – og Cecilie Flyger Hansens Sit.Play.Stay.

Sidstnævnte indfanger flot den magt, mennesker har over dyr, og stiller samtidig spørgsmålstegn ved den ensomhed, mange mennesker bærer på, og som får dem til at søge trøst hos firbenede venner.

Prisen for bedste fortæller skulle overrækkes til instruktøren af The Red Bike, Torben Bech, men han manglede i salen, hvilket fik publikum til kollektivt at råbe efter ham – dog uden resultat.

Sidst, men ikke mindst gik publikumsprisen til Jonas Robstad Nielsen og Magnus Axelsens Kolde hænder, en film om angst og tømmermænd.

Kaotisk gruppekram
Som vanligt benyttede Danmarks Filmakademi lejligheden til at annoncere årets fem nominerede film.

Det er Hilke Rönnfeldts Undersøgelse af empati, Nivetha Balasubramanians Companion, Emilie Fabricius Hackes En anden uden mig, Sif Line Lambæks Wild Child og Sandra Yi Sencidivers Søger Hwa Sun.

Sidstnævnte lavede Ekko for nyligt et stort portrætinterview med: De tænkte, at jeg var pissetosset!

Højdepunkt for aftenens festligheder var, da fem filmhold kom på scenen for at fejre, at de netop var blevet Robert-nomineret, og bogstavelig hoppede rundt mellem hinanden i ét stort, kaotisk gruppekram.