En ægte kampsoldat

Født female i byen Duluth, USA. I søndagsskole lærte jeg at tro på Gud og Julemanden. Himmel og Helvede. Mit første kæledyr gik bort ved døden. Det var svært at forestille sig, at den blev til en engel. Hver aften bad jeg min Gud om at give mig den tilbage. Senere, da jeg hørte at skildpadder kunne spises, vidste jeg at Gud havde spist den. Lige indtil jeg flyttede til Danmark og fik biologi i skolen. 

Kim Leona i katalog fra Filmskolen, årgang 96/97


Kim Leona. Det lyder som navnet på en androgyn popstjerne eller en omrejsende spåkone. Man har bemærket det på rulleteksterne til nogle af de seneste års danske film: Per Flys Bænken og Arven, Morten Gieses kortfilm Dykkerdrengen og Anders Gustafssons ungdomsfilm Bagland, der får premiere til jul.

— Hvem gemmer sig bag det mystiske navn? Og hvorfor står instruktører i kø for at arbejde med Kim Leona?

"Der er to typer mennesker. Dem, som går deres vej, når tingene bliver svære, og dem, som bliver og kæmper endnu mere," siger instruktøren Per Fly. "Kim er absolut den sidste type. Hun er en ægte kampsoldat. Og så ved hun meget om mennesker. Hun kan se igennem de romantiske floskler og komme ind under huden på sine karakterer. Allerede i skriftform kan man mærke, at disse mennesker er af kød og blod. Det er en stor gave at få som instruktør."

Vinca Wiedemann, der kender Kim Leona fra sin tid som spillefilmkonsulent, fremhæver starten af Bænken. Kaj står i sit køkken og hælder snaps på en halvandenliters sodavandsflaske. Derpå klippes der til forskellige mænd, som alle er på vej til arbejde med hver deres halvandenliters sodavandsflaske under armen!

"Scenen er kendetegnende for filmens stil og holdning," siger Vinca Wiedemann. "Ambitionen er at fortælle nysgerrigt om mennesker, som de nu engang er - ikke som vi tror eller synes, de skal være. Personerne skildres som individer, der er ansvarlige for deres handlinger og valg, men samtidig vises den svære baggrund, som de skal træffe deres valg på. Som manuskriptforfatter er Kim Leona ikke drevet af social dogmatik, men af social nysgerrighed, og hendes skrivetalent rækker langt videre end socialrealisme. Det viser Arven."

Jeg er skidekræsen
Håndtrykket er kraftfuldt, stemmen taler ærkekøbenhavnsk og næsten uafbrudt. Kim Leona tager imod i sin lille andelslejlighed på Vesterbro, hvor hun bor med sin 17-årige datter. Fra stuen er der udsigt til Mændenes hjem, men Kim Leona indskyder straks, at hun netop er flyttet ind, "så du kan ikke skrive, at jeg har ladet mig inspirere af udsigten!"

Fra første øjenkontakt suger hun sympatien til sig.

"Jeg er skidekræsen. Jeg kan ikke affinde mig med, at de bare kysser hinanden i historiens første vendepunkt. Jeg vil vide hvorfor," siger Kim Leona. "Det skal komme naturligt, dramaturgien må ikke være påklistret. Jeg kan heller ikke have en karakter, som bare er en lyshåret dulle, der bærer solbriller, bruger tyk læbestift og går i stramme bukser. Det er slet ikke nok for mig. Jeg må vide mere om hende. Hvor kommer hun fra, hvad er det for et liv, hun har haft? Det er det, som er så inspirerende ved at skrive historier."

— Men hvor kommer hun selv fra? Og hvorfor "Kim Leona"?

"Jeg er født i USA og adopteret derovre som spæd af en dansk mor og en amerikansk far. Mine biologiske forældre har jeg aldrig mødt. Jeg har hørt, at de skulle stamme fra Sverige og Irland. Om det er sandt, ved jeg ikke, men jeg stammer tydeligvis ikke fra indianerne," siger Kim Leona og smiler. "Mine adoptivforældre blev skilt, da jeg var to år, og fem år senere flyttede jeg med min mor til Danmark. I dag føler jeg mig udelukkende som dansk."

Vendepunktet
Barndommen var turbulent. Kim Leona vokser op med sin mor, som er alkoholiker, men aldrig selv erkender det.

"Jeg kan huske, at min mor ofte sad med en kop te. En dag ville jeg tage en tår, men så blev hun fuldstændigt hysterisk. Da gik det op for mig, at hun drak i smug. Men jeg var meget loyal over for hende, fordi hun var min mor, og fordi jeg hellere ville være hos hende end komme i pleje."

"Min mor er død nu, så jeg kan godt fortælle det her. Objektivt set var hun ikke nogen god mor, men jeg har aldrig været i tvivl om, at hun holdt af mig. Hun havde et hårdt liv - en opvækst under trange kår, en lovende karriere som fotomodel i USA og så nedturen i Danmark, hvor hun fik gigt og ofte var indlagt på hospitalet. Med de forudsætninger, hun nu engang havde, gjorde hun sit bedste. På et tidspunkt havde hun en kæreste, en digter, som jeg ret godt kunne lide. Han skrev følsomme digte og var en meget følsom mand. Men det holdt ikke. Jeg tror ikke, han var machomand nok til min mor. Hun havde nok svært ved at være sammen med én, der behandlede hende ordentligt."

Vendepunktet for Kim Leona bliver et ophold på Faxehus Efterskole. Hun møder nogle fantastiske lærere, hun slår sig løs, får en kæreste og lærer hans familie at kende. Mennesker fra et helt andet miljø.

"Jeg havde altid følt mig forkert i Urban-planen på Amager, hvor jeg boede med min mor. Og der var jo ham digteren, min mors gamle kæreste, som jeg havde været fascineret af. Det lugtede af et eller andet. Da jeg kom på efterskole, åbnede der sig en kreativ verden. Jeg følte mig hjemme."

Mange lyshårede piger
Kim Leona tager HF-eksamen, drager af sted på økologisk højskole i Jylland, vender tilbage til København og færdes i udkanten af 1980'ernes BZ-miljø. Hun bliver gravid, får datteren Sif og begynder at arbejde på at blive skuespiller. Den lille og spinkle kvinde har en rolle i en undergrundsfilm, hvor hun skal rende rundt med en pumpgun, men må nøjes med en pistol, fordi undergrunden er løbet tør for tunge våben. Iført en stramtsiddende trikot optræder hun som gogo-danserinde til koncerter med et dansk techno-band, der har opgivet at få professionelle dansere til at falde i hak med de aparte rytmer.

Småjob følger på småjob, imens Kim Leona forsøger at komme ind på Teaterskolen. Men skolens porte vil ikke åbne sig ligegyldigt, hvor meget hun anstrenger sig. Hun uddanner sig som dramalærer, men må konstatere, at hendes kunstneriske ambitioner overstiger elevernes. Hun har en rolle i Mikkel Hedes opsætning af Jean Genets Stuepigerne og fungerer som instruktørassistent på en forestilling på Husets Teater. Et skuespillerkursus - Hengivelsens rum - med Jens Arentzen bliver andet vendepunkt for Kim Leona.

"På kurset blev vi tvunget til at skrive, fordi Jens mente, at vi som skuespillere også burde vide noget om dramaturgi - om karakterens dramaturgi, dens udvikling. Efter at have læst mine tekster gav Jens mig det råd, at jeg skulle droppe skuespillet og i stedet blive manuskriptforfatter. 'Der er så mange lyshårede piger, der vil være skuespillere, og du vil det så meget, at det bliver helt krampagtigt,' sagde han."

Cirkulær dramaturgi? Come on!
"Kan man sige, at du er fascineret af rendestensmennesker?," bliver Kim Leona spurgt under optagelsessamtalen til Filmskolens manuslinje. Rendestensmennesker? Det har hun aldrig tænkt på. Hun vil bare fortælle historier, der har noget på hjerte.

Året er 1996. Tarantino-feberen hærger. På Filmskolen dyrker man en håndfast dramaturgi - berettermodellen - og henter inspiration fra amerikanske film.

"Come on, der er sgu ikke noget, der hedder 'cirkulær dramaturgi'. Vi fortæller historier, og en historie har en begyndelse, en midte og en slutning. Sådan var holdningen på Filmskolen, og det havde jeg det fint med. Der var heller ikke længere nogen aversion mod amerikanske film. Vi så Taxi Driver, Godfather, Cassavetes-film og mainstream. Mogens Rukov lærte os om den naturlige historie, og vi så franske nybølge-film af Godard og Truffaut. 'Tag, hvad I kan bruge,' fik vi at vide."

Det gør Kim Leona så. Hun er optaget af Jim Jarmusch' underfundige dialoger og David Lynch' mystiske universer, men føler sig især beslægtet med de engelske realister, Mike Leigh og Ken Loach. "Jeg havde det lidt sådan: 'Det passer fandeme ikke, at man ikke kan lave socialrealisme i Danmark.' Jeg forstod ikke, at socialrealisme var blevet et fyord."

Efter Filmskolen kommer Leona med i arbejdsfællesskabet Screenwriters Copenhagen. Senere bliver hun via en kollega præsenteret for Per Fly. Hun synes, han ligner en tør akademiker, men de to svinger godt sammen, rigtigt godt. I et tæt samarbejde skaber de - og producenten Ib Tardini - Bænken.

Den moderne auteur
Bænken bygger på grundig research og studier i det miljø, handlingen foregår i. Det er meget sådan, vi arbejder. At skrive en film er en lang rejse, og sammen med instruktøren leder jeg efter den rigtige film og afprøver alle muligheder. Jeg kan mærke, når der er noget i en karakters psykologi, som er forkert. Pludselig finder vi ud af, at lægesekretæren skal være en bondekone. Hvad giver det så? Diskuter, diskuter, diskuter. Ud af 30 muligheder - 30 små film - er opgaven at finde den, som der er mest substans i."

Med sin blanding af socialrealisme og klassisk drama er Bænken banebrydende i dansk film. Men filmen er også på en anden måde et signal om nye tider. Hvor instruktøren tidligere typisk skrev filmen alene eller brugte en manuskriptforfatter, som skrev alene, indgår den moderne auteur i et teamwork med manuskriptforfatteren (og produceren). Kim Leona var således på Bænken med fra første idéudkast, hun lavede research og deltog aktivt - som tidligere skuespiller - i de indledende improvisationer med skuespillerne. Dette samarbejde stiller store krav til instruktøren og ikke mindst manuskriptforfatteren, der skal kunne gå ind i et andet menneskets personlige vision og samtidig bevare sin egen personlighed.

"Vi kan ikke sige, hvem der har lavet hvad. Det er virkelig et fællesskab, og det passer mig fint. Jeg er ikke vild med at skrive en bog eller et manuskript helt alene. Jeg skal helst have nogle at kommunikere med. Per og jeg skriver små sedler, ser filmscener, hører musik og indhenter en masse materiale, bunker af det. Det betyder, at processen at lave første gennemskrivning af manuskriptet bliver meget sjovere. Der er så meget at tage af, man skal ikke konstruere det hele fra bunden."

"Det er min store passion at lave film. Jeg trækker på erfaringer fra mit eget liv og er meget optaget af diskussioner om personer og psykologi. Når jeg arbejder, bliver jeg fuldstændigt opslugt. Jeg møder vores karakterer på gaden om dagen og drømmer om dem om natten. I perioder har jeg skrevet uafbrudt, dag og nat. Det drejer sig om at finde en balance, jeg må nok til at lære, at det bare er film."

Efter Bænken
Kim Leona elsker at skrive scener. Hun fremhæver scenen i Bænken, hvor evighedsstudenten Kim byder Liv på rødvin.

"Kim forsøger at fortælle Liv, at han er forelsket i hende, men han kan ikke få det sagt. På en indirekte måde siger scenen en helt masse om Kim-karakteren og om deres forhold, som på forhånd er dødsdømt. Jens Albinus spiller helt unikt. Jeg kan også godt lide Jonas' replik, da han ser Kajs hærgede lejlighed og spørger, om han har holdt fest. Det er både morsomt og tragisk, for Kajs liv er alt andet end en fest. Ved at blive set med barneøjne sættes hans tilværelse i perspektiv."

Efter Bænken får Kim Leona travlt. Hun er med i et team på fire forfattere, der skriver Arven. Hun skriver sammen med instruktøren Morten Giese den prisbelønnede kortfilm, Dykkerdrengen, der handler om en drengs opvækst med sin alkoholiske far. Hun udarbejder også et manuskript om prostitution og kvindelig seksualitet med instruktøren Pernille Fischer Christensen. Leona er også involveret i den tredje film, Drabet, i Per Flys Danmarks-trilogi. Men alvorlig sygdom og en stor operation har betydet, at hun må holde en pause. Lægen har forbudt hende at skrive i nogle måneder. Det ærgrer hende.

Ungdomsfilm
Til gengæld kan Kim Leona glæde sig over, at der til jul er premiere på ungdomsfilmen Bagland, som Anders Gustafsson har instrueret og Leona har skrevet efter idé af skuespilleren Janus Nabil Bakrawi. Også den film foregår i et socialt belastet miljø - en ungdomspension - og kredser ligesom Bænken og Dykkerdrengen om misbrug, forældresvigt og kampen for at bryde den sociale arv. Alligevel bød filmen på sine helt egne udfordringer.

"Vi havde nogle spændende karakterer og et stærkt miljø, og jeg kunne have skrevet hundredvis af scener. Men den store udfordring var at finde historien. Filmen skulle ikke være en ren ensemblefilm. Efterhånden viste det sig helt naturligt at fokusere på Mille, hendes forhold til moren og de to fyre, som hun vakler imellem. Dybest set vil hun bare have et normalt liv."

Med en datter på 17 er Kim Leona selv tæt på ungdomslivet. Og hun kan stadig huske film som Måske ku' vi, Du er ikke alene og den tyske Christiane F, som hun så som ung og kunne identificere sig med. Hvis Leona skulle lave en ungdomsfilm, måtte den tage de unges problemer alvorligt.

"Man bliver så hæmmet, når man bliver voksen. Man mister den barnlige fantasi og det ungdommelige oprør. Ungdomsårene er en meget intens periode i ens liv. Man er smuk og lækker og har livet foran sig, men alligevel er man angst og bundusikker. Små ting fylder meget. Som forældre har man en tendens til at sige, at kærestesorger i den alder går hurtigt over - og det gør de også. Heldigvis. Men selv om de ikke varer så længe, er de mindst lige så smertefulde som voksnes skilsmisser."

Kim Leona er ikke bange for at kalde filmmediet for vor tids bedste talerør. Men hun har en vigtig tilføjelse: "Jeg bliver ofte indigneret over samfundsforhold, og indignation kan være en god kickstart for en historie. Men jeg skal ikke ud og overbevise folk om noget bestemt. Vi forsøger at fortælle interessante historier, som underholder og fænger. Hvis vi sætter gang i en debat, er det fint. Men dybest set handler det om at fortælle en god historie."

Oprindelig publiceret i FILM #33, december 2003/januar 2004.