En anderledes barndom

Støvet hvirvler fra den knastørre jord. En lille pige pisker af sted. Hun skubber til et slidt cykeldæk. Foran hende løber en flok børn. Alle skubber til et cykeldæk. Hurtigere og hurtigere. Børnene hujer. Dækkene ruller. Hvem kommer først i mål?

Bag bjergene er en tankevækkende børne-dokumentar om hverdagen i en flygtningelejr i Iran, sådan som Reyhane og Farzane oplever det. Pigerne har aldrig set deres fædreland, Afghanistan, for de er opvokset i Flygtningelejrland, som de kalder lejren, der er omringet af pigtråd.

”Da vi første gang besøgte flygtningelejren ved Torbatejam, gjorde det et særligt stort indtryk på os, at børnene i lejren var så opfindsomme og gode til at finde på legetøj. De kedede sig ikke, og de var glade for at gå i skole. Skolestart er et lyspunkt i deres liv,” fortæller Katia Forbert Petersen, som sammen med Annette Mari Olsen fik en enestående tilladelse til at filme i flygtningelejren. I samme periode sagde de iranske myndigheder eksempelvis nej til den britiske tv-station BBC, men Annette kan tale persisk og kender landets kultur – og det gjorde udslaget.

Gensyn med barndommen
Men egentlig begynder historien om filmens tilblivelse på vej til den transiranske jernbane. Datoen er den 11. september 2001. Mens verdens befolkning sidder paralyseret foran fjernsynsskærmen for igen og igen at se to fly brage mod World Trade Center i New York, ankommer Annette og Katia til Irans hovedstad Teheran. Annette vil gense det land, hun er opvokset i, men ikke har besøgt i 28 år.

”Da vi landede den 11. september, begyndte vi at rejse rundt i sporene af min barndom og min families liv,” siger Annette Mari Olsen. ”Min far var dansk civilingeniør, men tog til Iran for at bygge den transiranske jernbane. Min mor kom til Iran som polsk flygtning fra Sibirien. De mødte hinanden i Iran under Anden Verdenskrig.”

Annettes rejseledsagerske, filmfotografen Katia Forbert Petersen, er selv polsk flygtning og var taget med for at opleve Iran – med kameraet i hånden. ”Vi tog med den transiranske jernbane til det Kapiske Hav og rejste med bus til den hellige by Qom, hvor den islamiske revolution blev født i 1979,” siger Annette. ”Omkring seks uger senere, da de amerikanske bombardementer startede i Afghanistan, siger Katia så: ’Nu tager vi til den afghanske grænse. Der må være flygtninge dér.’”

Iran giver ly til flygtninge
De to instruktører ville undersøge iranernes forhold til flygtninge. Iran har haft to millioner afghanske flygtninge og fået stor ros fra FN og UNHCR for den måde, de behandler dem på.

”Jeg har tidligere arbejdet i Flygtningehjælpen og havde hørt rygtet om de humanitære lejre, men jeg blev meget overrasket over at se, at det er sandt. I Vesten er vi tilbøjelig til at fremstille Iran som et flygtningeproducerende land og ikke som et land, der også giver ly til flygtninge,” siger Annette Mari Olsen.

Torbatejam er blot én af Irans mange flygtningelejre. Den ligger i et ørkenagtigt område omringet af bjerge ved grænsen til Afghanistan. Den har eksisteret i over 20 år og huser 6.000 afghanske flygtninge.

”Lejren er en mini-verden med en købmand, et bageri, en klinik og en skole. Når man besøger lejren, er ens første indtryk, at hvor er det skønt, at tingene fungerer,” siger Annette. ”Men samtidig er det jo dybt tragisk, at lejren er så etableret, for der er ingen perspektiver i det. Flygtningene vender ikke tilbage til Afghanistan. De har ikke noget at vende tilbage til. Måske vil et gensyn med Afghanistan betyde døden for dem, fordi de er en religiøs minoritet i deres hjemland.”

Reaktion på fjendebilleder
Mens optagelserne stod på, fik instruktørerne stillet et lille hus til rådighed af lejrens ældreråd. Hver morgen slæbte de to kvinder filmudstyr fra deres hus hen til Reyhanes hus halvanden kilometer derfra, ofte i 40 graders varme og altid iklædt kaftan. Skik følge eller land fly.

”I lejren er klasserne kønsopdelte, pigerne bærer hvide tørklæder, og eleverne skriver fra højre til venstre,” siger Katia Forbert Petersen. ”Vi ville lave en film om en anderledes barndom, men vi har også villet vise, at børn overalt i verden har meget tilfælles. Alle børn elsker at lege. Alle børn skal gå i skole og lære at stave. Børn skændes og bliver gode venner igen. Og den første skoledag er et vigtigt øjeblik i livet for alle.”

Bag bjergene er ikke kun en film om livet i en flygtningelejr, forklarer instruktørerne. Filmen er også en reaktion på tidens fjendebilleder. Da World Trade Center styrtede mod jorden, blev kløften mellem Vesten og den arabiske verden endnu dybere, og fjendebillederne skød op. Det var pludselig ”os” imod ”dem”.

”De billeder, som medierne gengiver af den muslimske verden, viser fjendtlighed,” siger Annette Mari Olsen. ”Jeg forlod Iran i 1973, så jeg er også selv fodret med alle de grusomheder, man ser på billederne. Alle de billeder gør én bange. Men den muslimske verden ser anderledes ud end i medierne. Vi vil vise danske børn, at verden ikke er sort-hvid. Den islamiske verden kan ikke skæres over én kam.”

Komme tæt på
Gennem billeder, der dvæler over hverdagens små episoder, bliver livet i lejren nærværende. Og særligt en scene i filmen af Reyhanes mor, der beder, mens børnene leger, gør op med gængse forestillinger om muslimer. I Vestens mediebillede er islamisk bøn ofte lig med en ophidset røst, som gjalder ud over tusindvis af mænd, der ligger på knæ med hovedet bøjet mod Mekka. Det er et pressevenligt motiv, men ofte langt fra en hverdag, hvor islam praktiseres fredsommeligt – og menneskeligt, siger Katia Forbert Petersen og fortsætter:

”I filmen ser vi bort fra præstestyret og det politiske regime. Vi ser bort fra religion og fokuserer på mennesker. Almindelige mennesker. De er ikke alle sammen mullaer og frygtelige. De er også dejlige. Det ligner på en måde de kommunistiske lande: De styres med jerngreb, men der er dejlige mennesker i landene.”

”Først ville Reyhanes mor ikke filmes,” fortæller Annette Mari Olsen. ”Vi måtte godt filme børnene, men ikke de voksne. Men efterhånden fik hun tillid til os og gav os lov til at filme, selv i et så personligt øjeblik som i bønnen. Det er en kæmpe belønning at komme så tæt på.”