En beat-klassikers vej til lærredet

”Kom nu, Marlon, op med paraderne og skriv til mig!”

Sådan sluttede Jack Kerouac sit maskinskrevne brev til Marlon Brando i slutningen af 1957.

33-årige Brando var allerede en berømt og berygtet skuespiller – Kerouac en nyslået kultforfatter med sin vildt innovative roman On the Road, der udkom tidligere samme år.

”Jeg beder til, at du vil købe On the Road og gøre den til en film. Tag dig ikke af strukturen, jeg ved, hvordan man kan ændre plottet, så den bliver fuldstændigt egnet til filmmediet,” skriver forfatteren i brevet, hvor han også slår fast, at han forestiller sig Brando i rollen som Dean Moriarty og ham selv i rollen som sit alter ego, Sal Paradise.

Kerouac afslører også, hvad forbilledet er for filmatiseringen.

”De franske film fra 30’erne er stadig langt bedre end vores (…). Jeg vil lave fantastiske franske film i Amerika, når jeg engang bliver rig,” skrev forfatteren, der levede i fattigdom før sit gennembrud og inviterede Brando til sit hjem i Orlando, hvor han boede i en etværelses med sin mor.

Baseret på virkelige personer
Marlon Brando svarede aldrig på Kerouacs brev. Og først 55 år – og utallige forsøg – senere skulle beat-legendens drøm om en filmatisering komme til live.

On the Road bliver vist for pressen på Cannes-festivalen i dag, onsdag. Den er instrueret af brasilianske Walter Salles og har de relativt ukendte Garret Hedlund og Sam Riley i de bærende roller som Moriarty og Paradise. Omkring dem er skuespillere som Viggo Mortensen, Kristen Stewart, Steve Buscemi, Kirsten Dunst og Amy Adams.

De spiller de figurer, som Moriarty og Paradise støder på under deres rastløse, længselsfulde rejse på tommelfingeren rundt i USA. Figurerne er kraftigt inspireret af virkelige personer fra Kerouacs omgangskreds: dem, der skulle blive kendt som den amerikanske beat-generation.

Moriarty lignede forfatteren Neal Cassidy til forveksling. Old Bull Lee er inspireret af William S. Burroughs. Og Carlo Marx havde stærke fællestræk med Allen Ginsberg.

Opgør med det konforme liv
Beat-generationen bragte en ny stemning og stil til amerikansk litteratur. Hovedværket blev On the Road med sin løse, jazzede struktur, ligefremme tematisering af stoffer og beskrivelse af en ungdom, der havde svært ved at identificere sig med forældrenes konforme liv.

De brød selv med konventionerne og rejste USA tyndt uden en klink på lommen. Siden har mange rygsækrejsende, drømmere og dagdrivere dyrket On the Road som en bibel.

I filmmediet blev den ungdommelige rastløshed inkarneret af James Deans rebel uden en sag, og idoldyrkelsen af Dean var medvirkende til, at de store filmstudier fattede interesse for Kerouacs bog.

Warner Brothers bød på rettighederne, men ville ikke betale, hvad Kerouac forlangte. Og da studiets producer insisterede på, at Dean Moriarty skulle lide en voldsom død i slutningen af filmen – en plotændring med reference til James Deans tragiske endeligt i 1955 – stod forfatteren helt af.

Coppola prøvede selv
Kerouac døde alene i alkoholtåger i 1969. Inden da havde dokumentaristen D.A. Pennebaker, der var blevet berømt for sin Dylan-film Don’t Look Back, fået fat i rettighederne.

Han måtte dog hurtigt erkende, at han ikke anede, hvordan han skulle gribe filmen an. Hans eneste ide var en åbningsscene, hvor karaktererne hang ud på en parkeringsplads.

Francis Ford Coppola, som har produceret On the Road, har haft rettighederne siden 1979 og undervejs slidt talrige veletablerede manuskriptforfattere op.

Han har endda – sammen med sønnen Roman Coppola – selv forsøgt at skrive en version, og på et tidspunkt overvejede han sågar selv at skyde filmen på sort-hvid 16mm-film.

Men først i 2004 kom gennembruddet.

Coppola så Walter Salles’ Motorcykeldagbog, en roadmovie, der med sin historie om den unge og idealistiske Che Guevara indfangede noget af den melankolske, ungdommelige længsel, som også On the Road er båret af.

Også flere af Salles’ tidligere film, for eksempel Central Station og Terra Estrangeira, har roadmovie-træk.

Dokumentarfilm om bogen
Kerouacs bog havde gjort uudsletteligt indtryk på Salles, da han læste den som attenårig i Brasilien.

Men da Coppola gav ham tilbuddet om at instruere filmen, betingede han sig, at han først ville lave en dokumentarfilm om bogen for at lave den bedst mulige research.

Salles rejste USA tyndt for at besøge de autentiske locations og for at interviewe alle relevante personer, fra Neal Cassidys hustru Carolyn (hvis alter ego i bogen spilles af Kirsten Dunst) til inkarnerede beat-fans som Johnny Depp, David Byrne og Wim Wenders.

”Coppola forstod med det samme, at det var nødvendigt for mig at lave Searching for On the Road for at forstå kompleksiteten i den jazz-prægede prosa og det sociopolitiske klima, der prægede perioden,” har Salles sagt til The Hollywood Reporter om dokumentarfilmen, der får premiere efter spillefilmen.

Søgen efter far
Salles’ manuskriptforfatter fra Motorcykeldagbog, José Rivera, blev knyttet på projektet, og han fandt grundkonflikten i den tematisk og strukturelt meget fragmenterede roman et uventet sted.

Den første linje i On the Road lyder: ”Jeg mødte Dean første gang, ikke længe efter min kone og jeg gik fra hinanden.”

Men Rivera læste også Kerouacs oprindelige kladde til bogen. Her var åbningssætningen: ”Jeg mødte Neal første gang, ikke længe efter min far døde.”

”Det hjalp os til at indse, at bogen blandt andet var en søgen efter en spirituel far for Jack (Kerouac, red.) og en rigtig far for Neal (Cassidy, red.),” har José Rivera sagt til The Hollywood Reporter.

Med denne kerne forløste Rivera manuskriptet, der omsider – efter stort besvær med at skaffe den fornødne finansiering – blev optaget 2010-11 i USA, Canada, Argentina og et voldshærget Mexico, som filmholdet på det nærmeste måtte flygte ud af, da bandekrigene tog til.

Skrækslagen for Viggo
Kristen Stewart fik rollen som den eventyrlystne Marylou, som Dean og Sal møder på deres færd.

Det var på anbefaling fra Alejandro Gonzáles Iñárritu, der var faldet for den på det tidspunkt ukendte skuespiller i Sean Penns Ind i vildmarken – før hun blev et verdensnavn med sin hovedrolle i teenage-franchisen Twilight.

Viggo Mortensen – coverstjernen i det aktuelle Ekko – spiller et andet af hovedpersonernes særprægede bekendtskaber, den morfinafhængige Old Bull Lee. Og hovedrolleindehaveren Sam Riley fortæller til The Hollywood Reporter, at han var temmelig nervøs for at arbejde sammen med den belæste dansk-amerikanske multikunstner.

”Jeg var skrækslagen for, at han ville spørge mig om Nietzsche. ’Hvad synes du om hans Übermensch’ eller sådan noget. Aftenen før han kom til optagelserne, brugte jeg timer på at læse op på Wikipedia om Jean-Paul Sartre og andre – for en sikkerheds skyld, hvis nu han skulle forhøre mig!”

Perfekt til tidsånden
Beat-generationen fik en filmisk genopblomstring med filmatiseringen af Allen Ginsbergs Howl sidste år. En filmversion af Kerouacs sidste bog, Big Sur, er på vej.
 
Om Walter Salles’ On the Road kan leve op til et halvt århundreds opsparede forventninger, vil presse og publikum nu få svar på. Det kan synes en noget nær umulig opgave at filmatisere et forlæg, der især skiller sig ud ved sit lyriske, impulsive sprog og stærke tidsbillede.

Selv mener Salles dog, at On the Road passer perfekt til det nye årtusinds tidsånd.

”Det er en fortælling om en gruppe unge mænd – sønner af immigranter – der gjorde op med et samfund, der var meget uigennemtrængeligt. Det var McCarthy-årene – beat-folkene stødte sammen med en social og politisk virkelighed, der blev defineret af en frygtens kultur,” har han sagt til Belfast Telegraph.

”Det er ikke så forskelligt fra i dag. Dengang hørte man folk sige ting som: ’Lad være med at gøre dit, lad være med at gøre dat! Kommunisterne kommer! Atombomben!’ I dag hører man folk sige: ’Terroristerne kommer! ’Lad være med at gøre dit, lad være med at gøre dat!’ Det er den samme tilstand af forfærdelse. Så On the Roads tema er mere tidssvarende i dag end for ti år siden.”