En begynderguide til Nicolas Cage

Filmverdenen er ved at få øjnene op for Nicolas Cage igen.

Med succeser som Pig og nu metafilmen The Unbearable Weight of Massive Talent får han endelig den opmærksomhed og respekt, han havde for tyve år siden.

På trods af den nyligt voksende kreds af Cage-elskere er der dog stadig et flertal, der ikke kan se det fede i hans superekspressive hesteansigt og uforudsigelige replikleveringer.

Intet er værre end at føle sig uden for festen, og det er heldigvis ikke nødvendigt. Cages over 100 filmroller er så forskellige, at der må være mindst én rolle at holde af for enhver filmelsker.

Men hvor starter man så?

Her er vores bud på otte essentielle Cage-roller at starte med alt efter, hvilken Cage-type der passer til dig.

Alternativ førsteelsker

Det kan med nutidens blik virke absurd, at Nicolas Cage engang blev kørt i stilling som filmverdens store sexobjekt.

Den unge Nicolas fik sin første store rolle som badeshorts-beklædt punkerkæreste i Valley Girl. Men det var i onklen Francis Ford Coppolas tidsrejsekomedie Peggy Sue Got Married, at 21-årige Cage første gang viste, hvor unik en førsteelsker han kan være.

I filmen rejser voksne Peggy Sue (Kathleen Turner) ufrivilligt tilbage til gymnasietiden, hvor hun møder ungdomskæresten Charlie Bodell.

Han er skolens konge, men Cage giver ham både edderkoppeagtige fingerbevægelser og en læspende, nasal stemme, som fik filmstudiet til næsten at fyre ham.

Men det er faktisk en genialitet. Med de kiksede træk bliver Charlie en levende påmindelse om, at ungdommens lækreste fyr faktisk tit var den mest tåbelige af alle – set med voksne øjne.

Året efter finpudsede Nicolas Cage teknikken med en romantisk mesterrolle i Cher-filmen Lunefulde måne og fortsatte med David Lynch’ Wild at Heart.

Sørgelig charmetrold

Nicolas Cage har en tendens til at vælge roller, der er på kant med loven, moralsk elastiske eller direkte modbydelige. Men faktisk er hans oeuvre også fyldt med behagelige, elskeligekarakterer.

Tænk bare på den godmodige eventyrer Ben Gates i National Treasure-filmene eller den idealistiske far/selvtægtsmand Big Daddy i Kick-Ass.

Det bedste eksempel er sjovt nok den film, skuespilleren har vundet sin eneste Oscar for.

Leaving Las Vegas handler om manuskriptforfatteren Ben Sanderson, der beslutter at drikke sig ihjel i Las Vegas og får et forhold til sexarbejderen Sera (Elisabeth Shue).

En simpel præmis, men Cage formår at få det ekstreme frem i alkoholismens grimme sider med upåvirkelig mimik og pinlige replikker. Paradoksalt nok bliver Ben aldrig usympatisk. Sammen med Sera forelsker vi os i ham.

Fornøjelsen ved ondskab

Nicolas Cage behersker også kunsten at spille et herligt røvhul.

Som decideret farlig våbensmugler i Lord of War eller irriterende idiot i Brian De Palmas Snake Eyes. Men mest forkastelig er han i Werner Herzogs genindspilning af Bad Lieutenant, der har fået tilføjelsen: Port of Call New Orleans.

Den tyske instruktør havde ikke set originalen, men insisterede på, at Cage og ingen anden skulle spille den korrupte narkoman af en politikommissær i en film om ”fornøjelsen ved ondskab”.

Cage baserede sin præstation på Herzogs afdøde hofskuespiller Klaus Kinski og benyttede hans særlige, kropslige teknikker til at skabe et rigtigt dumt svin. Terence er manisk leende i krisesituationer og fremstår som en manifestation af kaos på jord.

I en scene kommer han på surrealistisk vis frem bag en dør med en barbermaskine og truer en ældre dame med en pistol. Et godt eksempel på, at Cageikke nøjes med at fremstille sine skurke som røvhuller. Han gør dem til utilregnelige monstre!

Vanviddets mester

Er man interesseret i Cages mest outrerede fremtoning, har man sikkert allerede nydt de ekspressionistiske præstationer i Vampire’s Kiss og Face/Off. Eller Prisoners of the Ghostland, hvor han kaster sig ud i at formidle følelsen af en eksploderet testikel!

Men man kan gå et skridt videre. Det er dog ikke for sarte sjæle.

Deadfall er en noir, som er instrueret af Cages bror Chris Coppola. Den handler om en svindler, der bliver taget ved næsen af andre svindlere.

Filmen er usigeligt dårlig bortset fra de scener, hvor Cage dukker op som gangsteren Eddie med solbriller, overskæg og en forfærdelig paryk.

Cage læner sig bevidst op ad b-filmæstetikken i karrierens mest sindssyge præstation, der byder på rallende hyl, slåskamp med en madras og replikker som ”Hi-fucking-yaaa!” og ”viva la fucking France, man!”

Rage-Cage

Nicolas Cage blev for alvor berømt i slut-90’erne, hvor han på lidt over et år havde premiere på tre action-hit: The Rock, Con Air og ikke mindst Face/Off.

Cage er som skabt til action, fordi han ikke er bange for det ekstreme. Hans vilde vredesudbrud og markante mimik taler samme sprog som eksplosionerne og biljagterne.

Derfor var det en fornøjelse for Cage-fans, da han i 2018 diskede op med karrierens mærkeligste actionrolle.

Mandy handler om skovhuggeren Red, hvis kone bliver dræbt af dæmoniske hippier. Hvorefter han bevæger sig ud på et psykedelisk hævntogt.

I en legendarisk scene drikker og skriger Cage som en sindssyg på toilettet. Filmen beviser Cages action-kvaliteter, da ikke mange andre ville kunne få en fægtekamp med motorsave til at give mening.

B-filmens redningsmand

Siden Nicolas Cage kom i gældsproblemer i starten af 00’erne, har han medvirket i atypisk mange film. Langt fra alle har været gode.

Men han har også udnyttet de dødsdømte produktioner som sin egen legeplads, og ofte er hans eksperimenter det, der redder filmene fra forglemmelse.

Det bedste sted at starte værdsættelsen af Cage som den svage films redningsmand må være Ghost Rider: Spirit of Vengeance, hvor han spiller en mand besat af en motorcykelkørende dæmon.

Cage lader ikke bare de flammende effekter gøre arbejdet i hans transformationer fra mand til dæmon. Han spiller naturligvis dæmonen ud i hver fiber af kroppen med sin nouveau-shamanistiske skuespilmetode – som blandt andet går ud på at sy artefakter på indersiden af tøjet!

Rørende underspil

Hvis intet af det ovenstående siger dig det mindste, kan vi berolige dig med, at Nicolas Cage også har ganske almindelige, underspillede roller bag sig.

Og han er ret god til det.

Hans første hovedrolle er et naturalistisk soldaterportræt iAlan Parkers Birdy, og siden har han hyppigt leveret minimalistiske karakterstudier i The Weather Man, Orkidé-tyven og Joe.

Midt i guldet stråler sidste års Pig.

Her spiller han en tidligere mesterkok i Portland. Han er blevet eneboer efter sin kones død, men må se sin fortid i øjnene, da hans trøffelgris bliver kidnappet.

Cage kommunikerer alverdens følelser med mikroskopiske bevægelser og pauser, og han forvandler undervejs den intimiderende, mudrede ork af en mand til en blød, sørgende bjørn.

Selv den hårdeste kritiker må med tårer i øjnene acceptere Cages talent.

Selvudleverende komiker

Hvis man finder Cages spil mere komisk end gribende, er det godt, at han er besiddelse af en god portion selvironi.

Det beviser han i biografaktuelle The Unbearable Weight of Massive Talent med en fiktiv version af sig selv såvel som en hallucineret version af sit fortids-jeg.

Ligesom i Coen-komedien Arizona Junior og Spider-Man: Into the Spider-Verse demonstrerer han sit komiske talent. Den nye film er en gakket komedie om venskab og selverkendelse, hvor Cage ikke er bange for at udstille sine sære sider – og dem er der mange af!

Hvis man ikke kan tage Nicolas Cage seriøst, kan man i det mindste grine af ham.